Læsetid: 6 min.

’Black Mirror’ holder teknologiens mørke spejl op foran os

Teknologi og mennesker mødes, og alt andet end sød musik opstår i britiske Charlie Brookers brillante, sorthumoristiske science fiction-serie ’Black Mirror’, hvis spritnye tredje sæson nu kan ses på Netflix. Brooker er lidt af en pessimist og maskinstormer, der i et behjertet forsøg på at advare om en mulig, dystopisk fremtid opstøver og udstiller menneskelig dårskab
Bryce Dallas Howard (i midten) spiller en ung kvinde besat af status i et afsnit af tredje sæson af Charlie Brookers brillante science fiction-serie, ’Black Mirror’.

Bryce Dallas Howard (i midten) spiller en ung kvinde besat af status i et afsnit af tredje sæson af Charlie Brookers brillante science fiction-serie, ’Black Mirror’.

Netflix

24. oktober 2016

Charlie Brooker forudså Donald Trump.

Et afsnit i anden sæson af den britiske tv-vært, satiriker og manuskriptforfatters brillante, dystopiske science fiction-serie, Black Mirror, handler om en blå tegnefilmbjørn ved navn Waldo.

Waldo begynder som et satirisk indslag i et underholdningsshow på tv, men ender med at få næstflest stemmer ved et lokalvalg på et politisk program bestående af lige dele politikerlede, opfordringer til vold og generel profan og sjofel tale og opførsel.

Lyder det som én, man kender?

I et afsnit af seriens tredje sæson, der lige har haft premiere på Netflix, skaber Brooker en fremtidsverden, hvor samfundets uønskede elementer – dem med såkaldt forkert blod og dårlige gener – lægges for had og helt bogstaveligt bliver udstødt, må flygte og bliver jagtet af militæret.

Det er det, han og Black Mirror er så gode til: at holde et mørkt spejl op foran os alle sammen og vise, at der ikke er langt fra den alt andet end næstekærlige måde, vi i dag opfører os på over for hinanden og ’de andre’, til en skrækkelig og ikke så fjern fremtid, hvor menneske er menneske værst.

Motoren i serien er teknologi eller rettere menneskets forhold til teknologi og de mere utilsigtede og ofte tragiske konsekvenser af noget, der skal gøre livet lettere, men som vi ofte ikke kender til bunds eller kan overskue brugen af. Men det er mennesker, der er i centrum, hvorfor serien i dén grad også har psykologisk klangbund og følelsesmæssig tyngde.

Den blå tegnefilmbjørn Waldo, som dukker op i anden sæson af ’Black Mirror’, minder om en vis nutidig præsidentkandidat.

Problematisk teknologi

Hvert afsnit i Black Mirror, hvis første sæson er fra 2011 – og også ligger på Netflix – er instrueret af forskellige instruktører, har forskellige skuespillere i rollerne og kan ses uafhængigt af hinanden.

Men tilsammen danner de et på mange måder skrækindjagende blik på en mulig fremtid, der ligger godt i tråd med Charlie Brookers ofte begavede, skarpe, meget morsomme og vrede klummer for f.eks. The Guardian.

Jeg er ikke altid enig med ham – indimellem er han for hård, pessimistisk og menneskefjendsk – men han er aldrig kedelig, og han får altid én til at tænke over, hvordan man gebærder sig i verden og i forhold til de mennesker, der omgiver én.

Således også i Black Mirror, der sorthumoristisk og nådesløst går efter høj og lav, magthaver og borger. I første sæson udstyrer han blandt andet alle mennesker med en hukommelseschip, så man kan spole frem og tilbage i samtlige ens minder. Det giver mulighed for at gå tilbage og revurdere en situation – f.eks. en evaluering på arbejdet – og finde ud af, hvad folk mente med det, de gjorde eller sagde, og måden, de gjorde og sagde det på.

Eller også, og det er straks mere problematisk, kan man bruge det til at stikke sin partner et eller andet i virkeligheden betydningsløst faktum i næsen, hvilket pludselig truer med at ødelægge alting:

»Var du så kæreste med ham i en uge, som du sagde dengang, en måned, som du sagde forleden, eller seks måneder, som du siger nu?«

Trailer til tredje sæson af ’Black Mirror’.

Svirp med halen

Andetsteds i første sæson handler det om et følelsesløst, nydelsessygt og intolerant samfund, hvor alle dyrker en form for ekstrem X-Factor, der, hvis man vinder, kan blive ens billet væk fra de motionscykler, man ellers sidder på dag ud og dag ind, og som forsyner samfundet med strøm.

Og i anden sæson om en barbarisk form for afstraffelse af samfundets kriminelle, der kombinerer totalteater, voyeurisme og reality-tv med tidligere tider, hvor man stillede forbrydere til skue i gabestok på byens torv.

Det, der især gør Black Mirror så effektiv – ud over at den er flot, velproduceret og troværdig i miljø- og tidsbillede – er, at Charlie Brooker aldrig lader os slippe af krogen.

Det kan godt være, at man har regnet ud, hvordan et afsnit slutter – det er ikke altid lige let – men der kommer som regel et drilsk svirp med halen, der vender tingene på hovedet eller gør alt det, der er gået forud, endnu mere komplekst og tankevækkende.

Hvert afsnit handler heller ikke kun om én ting, men tager flere emner under behandling, hvilket gør det forførende svært at blive klog på serien.

Som f.eks. i første afsnit af tredje sæson, hvor Brooker på ca. halvanden time får diskuteret både shitstorms og offentlighedens øjeblikkelige domstol på sociale medier, det faktum, at alverdens honningbier dør i stort antal, avanceret teknologi, der løber løbsk, og en regerings ulovlige overvågning af sine borgere.

Alt sammen pakket ind i en velformet kriminalistisk intrige, der er de bedste britiske krimiserier værdig.

Ingen lette løsninger

I et af tredje sæsons øvrige afsnit – der er seks i alt, dobbelt så mange som i de to første sæsoner – spiller Bryce Dalls Howard en statusbesat ung kvinde, som vil gøre hvad som helst for at blive vurderet højt af sine omgivelser.

Afsnittets gimmick er en Facebook-møder-TrustPilot-app, hvor man ikke bare lægger billeder op og fortæller, hvad man laver, nej, man vurderer eller rater simpelthen alle, man interagerer med, giver dem fra en til fem stjerner. Har man ikke et gennemsnit på over fire, er man lidt af en paria, og faktisk er der konkrete ting, man er afskåret fra, hvis ikke man har en høj rating: købe en fed lejlighed, blive opgraderet på flyet, leje en god bil, spise på de gode restauranter, gifte sig med den rigtige mand/kvinde.

Det skaber selvfølgelig et usundt, overfladisk, angstpræget og helt igennem falsk og pastelfarvet samfund, hvor alle smiler bredt og taler pænt, når de mødes – man vil jo gerne have de mange stjerner – men har det med bagefter at stikke hinanden i ryggen med en dårlig rating.

Pointen er selvfølgelig, at Charlie Brooker tager ting – teknologier, tendenser, opførsel – som vi allerede kender – og forvrænger eller forstørrer dem, så de kommer til at virke latterlige.

De er dog stadig genkendelige og gør stadig ondt. Det er f.eks. ikke svært at se sig selv i Bryce Dallas Howard og hendes jagt på anerkendelse, når man selv tweeter 20 gange om dagen og lidt for ofte ser efter, hvor mange likes og retweets, man har fået.

Der er ingen lette løsninger i Black Mirror – ofte er der ingen løsninger overhovedet – og Brooker synes opsat på at holde os ansvarlige for den uheldige måde, vi og ikke mindst magthaverne gebærder sig på.

Han opstøver og udstiller menneskelig dårskab, og det kan godt være, at serien foregår i fremtiden, men den handler i dén grad om nutiden og er en advarsel om, hvor galt det kan gå, hvis ikke vi snart begynder at tænke os om og genfinder vores medmenneskelighed.

Se alle tre sæsoner af Black Mirror på Netflix

Fem fascinerende teknologier fra Black Mirror

Cookie: Lille chip, man i en uge får indopereret under huden, og som observerer ens måde at agere og tænke på. Når den tages ud igen, rummer den en eksakt kopi af ens bevidsthed og personlighed, som derfor kender alle ens præferencer og særheder og kan bruges som en effektiv, virtuel personlig assistent.

Grain: Hukommelsesimplantat, der gør det muligt for én at huske alt, man nogensinde har oplevet. Man kan bladre i minderne, afspille de bedste og slette de mere ubehagelige eller ubekvemme af slagsen – og vil man underholde til en middag, kan man smide sine minder op på en videoskærm.

Kunstig intelligens: Afgår én, man elsker, ved døden, kan man uploade hele vedkommendes internethistorik og tilstedeværelse på de sociale medier til skyen, hvor en ny onlinetjeneste skaber en i tanke og tale noget nær perfekt, digital kopi af den afdøde. Er man parat til det, kan tjenesten endda levere en vellignende krop, som den kunstige intelligens kan tage bo i, og som man kan flytte sammen med.

Mass: Informationsteknologi, som soldater får implanteret, og som gør dem i stand til at modtage oplysninger og video feeds direkte på hornhinden eller som 3D-modeller i synsfeltet. Mass kan også bruges til at ændre soldaternes opfattelse af virkeligheden, så man f.eks. oplever nogle mennesker som farlige mutanter.

Droner: Små, selvstyrende robot-bier, der kan bestøve blomster og dermed holde gang i et økosystem, der lider under massedød blandt rigtige honningbier. Dronerne kan også fjernstyres og bruges som våben eller til at overvåge mennesker.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu