Læsetid: 5 min.

’Blandt kvinder er der ingen status i at være liderlig’

Debutanten Mathilde Anhøj har skrevet en ægte køns- og generationsinteressant ’coming of age’-fortælling, der har selvhjælpspotentiale på den kloge måde. Men den er betrukket med alt for tynd kulturanalytisk fernis
Mathilde Anhøjs drift mod at almengøre sin egen følelsesmæssige udvikling stiller sig på en lidt ungdommeligt skråsikker måde i vejen for en mere nysgerrig, undersøgende vej ind i de reelt vigtige spørgsmål, hendes nye bog behandler

Mathilde Anhøjs drift mod at almengøre sin egen følelsesmæssige udvikling stiller sig på en lidt ungdommeligt skråsikker måde i vejen for en mere nysgerrig, undersøgende vej ind i de reelt vigtige spørgsmål, hendes nye bog behandler

Melissa Kühn Hjerrild

13. oktober 2016

Mathilde Anhøj er en kujon. Det erkender hun allerede i indledningen til Kvinder og kujoner. Hendes formål med at skrive bogen er hendes »egen personlige kvindefrigørelse«.

At komme fri af den kujonagtige forfængelighed, som hun ser i sig selv og mange (både levende og fiktive) kvinder omkring sig.

Ved hjælp af sine egne både tidligere og nuværende popkulturelle tv-heltinder, som Disney-prinsesserne og de kvindelige hovedkarakterer i serierne Sex and the City, Girls og Greys hvide verden, tager Mathilde Anhøj i Kvinder og kujoner ud på en sjælerejse i de krysterlige dimensioner af sig selv. Og i forlængelse af sig selv også sit køn.

Kvinder og kujoner er essentielt en coming of age-fortælling fra en såkaldt millennial, der er opvokset på populærkulturens både frisættende og nedsættende løgne, som hun undervejs i sit 30-årige liv efter eget udsagn har ædt (foruroligende) råt.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Af personlig erfaring fra typisk kvindearbejdspladser hersker der en (ubevidst?) behagekultur hvor selv åbenlyse konflikter fornægtes for den gode stemnings skyld.
Konsensus baserede beslutninger fremfor essensen, målet med ens ansættelse og ofte lange og dyre uddannelse...
Selv hjælpetrængende brugere, klienter svigtes gerne lovstridigt i fællesskab pga indarbejdede rutiner.

Undersøgelser viser iøvrigt at ansættelse af mænd på typiske kvindearbejdspladser hæver kvalitetsniveauet..

Niels Duus Nielsen

Lars Riber, du illustrerer her med dit indlæg, at anekdoter fra det virkelige liv er interessante, men ikke altid repræsentative. Mine personlige erfaringer fra arbejdspladser med mange kvindelige ansatte er lige modsat. Som vi mænd sagde til hinanden:

"Når man ser på alle de søde unge piger, her er, undrer man sig sgu over, hvor alle de stridbare gamle kællinger kommer fra".

;-)

Lise Lotte Rahbek

Personlig erfaring fra typisk mandearbejdspladser viser at her hersker en (ubevidst?) kultur hvor selv åbenlyse konflikter fornægtes for at undgå slåskamp og mobning.
Hjælpetrængende kunder, samarbejdspartnere og undergivne svigtes, gerne i modstrid med formaets værdier pga indarbejdede machorutiner...

Undersøgelser viser iøvrigt at ansættelse af kvinder på typiske mandearbejdspladser hæver kvalitetsniveauet..

*fnis*

Niels Duus Nielsen

Ja, det er en af de få ting, jeg savner ved ikke længere at have et arbejde. Pigerne (som vi kaldte dem uanset alder) havde en vis evne til at få det bedste frem i os - sagt helt uden ironi. De var ubarmhjertige i deres kritik, især når de var i flok, men de gjorde det for det meste i en god mening. Men stridbare, det var de sgu - som Lise Lotte Rahbek jo også bekræfter.

Lise Lotte Rahbek

Niels Nielsen
Hæh. Jeg har skam arbejdet på mandearbejdspladser. I nogle perioder som det eneste hunkøn. Mandekulturen er bestemt interessant at beskue.. men den ligner i store træl kvindekulturen. Den er nemlig alt-afhængig af lige præcis de individer og den ledelse der er, eller ikke er, tilstede på et givent tidspunkt.

Herligt med muntre indlæg fra erfarne i arbejdslivet. Pudsigt som den væsentligste pointe gik tabt i de højt kvalificerede indlæg, nemlig den lave faglighed og effektivitet...
I var måske i offentlige stillinger hvor den slags banaliteter er mindre væsentlige?

Niels Duus Nielsen

Lars Riber, hvad mener du med "faglighed og effektivitet"?

Da jeg var ansat i showbizz (som jo hører under det private erhvervsliv) var vi meget, meget faglige og professionelle, men ikke så effektive at det gør noget - meget af tiden fik jeg faktisk løn for blot at være til stede. "Tilsynsførende" hed det, og jeg blev betalt for at drikke kaffe og se fjernsyn. Okay, engang imellem brød lortet sammen, og så måtte jeg jo rejse mig op og finde en telefon, så jeg med min store ekspertise kunne ringe efter en elektriker.

I skarp modsætning til min tid indenfor det offentlige, hvor jeg på en god dag gik 18 km. om dagen - to meter frem og to meter tilbage - imens jeg sammenlagt løftede et sted mellem 15 og 20 tons.

Så hvis vi holder os til de små hjørner af virkeligheden, som jeg kender personligt, var fagligheden i top både i det private og i det offentlige, men effektiviteten i det private var rent til grin. Især når man tænker på, at jeg tjente mere end det dobbelte ved ikke at lave noget. Det var aldrig gået i det offentlige.
'