Læsetid: 5 min.

’Blandt kvinder er der ingen status i at være liderlig’

Debutanten Mathilde Anhøj har skrevet en ægte køns- og generationsinteressant ’coming of age’-fortælling, der har selvhjælpspotentiale på den kloge måde. Men den er betrukket med alt for tynd kulturanalytisk fernis
Mathilde Anhøjs drift mod at almengøre sin egen følelsesmæssige udvikling stiller sig på en lidt ungdommeligt skråsikker måde i vejen for en mere nysgerrig, undersøgende vej ind i de reelt vigtige spørgsmål, hendes nye bog behandler

Mathilde Anhøjs drift mod at almengøre sin egen følelsesmæssige udvikling stiller sig på en lidt ungdommeligt skråsikker måde i vejen for en mere nysgerrig, undersøgende vej ind i de reelt vigtige spørgsmål, hendes nye bog behandler

Melissa Kühn Hjerrild

13. oktober 2016

Mathilde Anhøj er en kujon. Det erkender hun allerede i indledningen til Kvinder og kujoner. Hendes formål med at skrive bogen er hendes »egen personlige kvindefrigørelse«.

At komme fri af den kujonagtige forfængelighed, som hun ser i sig selv og mange (både levende og fiktive) kvinder omkring sig.

Ved hjælp af sine egne både tidligere og nuværende popkulturelle tv-heltinder, som Disney-prinsesserne og de kvindelige hovedkarakterer i serierne Sex and the City, Girls og Greys hvide verden, tager Mathilde Anhøj i Kvinder og kujoner ud på en sjælerejse i de krysterlige dimensioner af sig selv. Og i forlængelse af sig selv også sit køn.

Kvinder og kujoner er essentielt en coming of age-fortælling fra en såkaldt millennial, der er opvokset på populærkulturens både frisættende og nedsættende løgne, som hun undervejs i sit 30-årige liv efter eget udsagn har ædt (foruroligende) råt.

Nu er hun klar til at kæmpe for det, hendes rødstrømpemor troede, at hun og hendes kampfæller allerede havde givet næste generation i dåbsgave: nemlig frihed og lighed i relationen mellem mand og kvinde.

En kønslig ligeværdighed og uafhængighed, som i forfatterens opvækst allerede var en vedtaget præmis – for den ligestillingsged havde mor og co. ligesom barberet.

Men Mathilde Anhøj følte sig langt fra uafhængig eller selvstændig som ung pige. Hun følte sig omvendt meget afhængig. Af anerkendelse, af opmærksomhed og, da hun blev ældre, af drenge og mænds begær.

»Når det kom til valget mellem at være populær blandt drengene eller være en datter, min feministiske mor kunne være stolt af, var jeg ikke i tvivl. Jeg valgte det første.«

Drengene efter pigerne

Allerede i børnehaven var Mathilde Anhøjs yndlingsleg ’drengene efter pigerne’. At blive jagtet var lykken. ’Pigerne efter drengene’ sagde hende ikke en dyt. Den potentielle ydmygelse i at okse rundt efter en dreng, der måske ikke engang vil fanges af en. Nej tak.

Så længe hun kan huske, har hun, præcis lige som de tidligste Disney-prinsesser, foretrukket at være den passive part frem for at være den aktive, der ønsker sig noget, viser det og derfor sætter sig selv på spil.

Hun har maskeret sine sårede følelser bag munter ligegyldighed og kæmpet for at opretholde en perfekt, uberørt facade, der kunne dække over de ønsker og intense følelser, der lå og boblede skamfuldt lige under overfladen.

Ved indgangen til det romantiske liv var det nemlig en selvfølgelig præmis for Mathilde Anhøj og hendes veninder, at mænd ikke er interesserede i kvinder, der er interesserede i dem.

Så selvfølgeligt som at eventyrprinsen begærer den æteriske, fraværende Askepot, og at Mr. Big i Sex and the City trækker sig og forsvinder, hver gang Carrie forsøger at lægge sit hjerte i hans hænder.

»Blandt kvinder er der nemlig ingen status i at være liderlig,« melder hun ud, »kun i at være eftertragtet«.

Øjet i det høje

Sådan kom forfængeligheden til at overtage hendes liv og lyst. Lysten ved at blive begæret fyldte simpelthen mere end hendes egen lyst.

At overdrevet forfængelighed står i kontrast til og ofte direkte modarbejder muligheden af hengivelse til seksuel frihed og liderlighed, er en gennemgående, central og interessant pointe i bogen.

»Ham Gud han er eddermame svær at få smidt ud« sang Trille i 1970 om den uvelkomne, dømmende tilstedeværelse af noget andet, der forhindrer en i at hengive sig til sin egen nydelse.

I det seksuelle magtrollespil, som Mathilde Anhøj beskriver, er det ikke Guds, men mandens øje i det høje, der trænger til at blive smidt ud af den kvindelige bevidsthed. Mandens blik på kvinden internaliseres på en måde, så det bliver styrende for kvindens eget begær.

Bogen har ansatser til flere af den slags interessante og almene diskussioner af blandt andet den historiske og kønnede nedvurdering af sladder og af tv-serier med mere følelsesnære, relationelle (kvindelige) temaer.

Men generelt fungerer den analytiske forbindelse mellem forfatterens eget oplevede liv og de tv-serier, som hun hævder fodrer kujoner som hende med både negative og positive rollemodeller, ikke. Forfatteren skriver et kvindeligt ’vi’ frem, som der ikke er dækning for.

Fri for at være med i den klub

Netop dette kvindelige ’vi’ gav mig under læsningen lejlighedsvise kvælningsfornemmelser. Der foregår en damebladsretorisk sammenklumpning af kvindelige erfaringer, som ud over at blive stillet op som en kontrast til mandlige erfaringer af verden, konstruerer et alt for bastant og klaustrofobisk narrativ om, hvordan kvinder er, som paradoksalt nok mimer de ofte forenklede forestillinger om køn og mennesker, som de analyserede tv-serier er fulde af.

»Nu handlede det om, hvilken Sex and the City-karakter, man mindede mest om,« skriver hun om sin gymnasietid. »Pludselig så vi verden som bestående af kun fire forskellige kvindetyper: Carrie, Miranda, Charlotte og Samantha. Disse fire karikerede kvinder var den formel, vi brugte til at definere os selv.«

Heldigvis er forfatterens gymnasieklasse ikke alle kvinder, for nej: Vi er selvfølgelig ikke en hel generation af kvinder, der har defineret os ud fra Sex and the City.

I hvert fald ikke mere, end vi flygtigt har spejlet os i Buffy, Baywatch, hende fra Glamour, Beatrix Kiddo eller æseldyret fra Peter Plys på en dårlig dag.

Tendensen til at tale om kvinder i disse letforståelige, afgrænsede stereotype vi’er er for mig at se en del af problemet. Vi kategoriserer os, vi kategoriseres. Det bider sig i halen.

Bogen er reelt en 222 sider lang klumme, hvor det væsentligste kildemateriale er forfatterens egne oplevelser og tanker om at gå fra pige til kvinde, og som spiller bold op ad en række analyser af tv-serierne Sex and the City, Girls og Greys hvide verden.

Selv om kønsroller og kønsrepræsentation i film, tv og andre popkulturelle produkter, som vi vælter i os fra en ung alder, er enormt interessant, er bogens analysegenstande og eksempler fra et læserperspektiv for overfladiske, for tilfældigt udvalgte og for idiosynkratiske til at give et overbevisende og underbygget billede af de tendenser, som forfatteren er interesseret i at skrive frem.

Forfatterens drift mod at almengøre sin egen følelsesmæssige udvikling stiller sig på en lidt ungdommeligt skråsikker måde i vejen for en mere nysgerrig, undersøgende vej ind i de reelt vigtige spørgsmål, bogen behandler.

Som hvordan sex, magt, femininitet og maskulinitet performes i film og tv, hvordan det kan være, at den kvindelige seksualitet er så svær at sætte fri, og hvorfor det er så smertefuldt for nogle piger (mere i dag end førhen?) at forlade den trygge, passive pigebarneverden, som harmonerer dårligt med at tage ansvar for sig selv, sine følelser og lyster.

For at bruge et modeord inden for genrebetegnelser af bogudgivelser, så er Mathilde Anhøjs Kvinder og kujoner til gengæld et fremragende og velskrevet personligt vidnesbyrd om, hvordan det (stadig) er at vokse op som det køn, hvis seksualitet alle andre synes at have så stor en andel i. Lige der hvor så mange af samfundets moralske kampe udspiller sig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Af personlig erfaring fra typisk kvindearbejdspladser hersker der en (ubevidst?) behagekultur hvor selv åbenlyse konflikter fornægtes for den gode stemnings skyld.
Konsensus baserede beslutninger fremfor essensen, målet med ens ansættelse og ofte lange og dyre uddannelse...
Selv hjælpetrængende brugere, klienter svigtes gerne lovstridigt i fællesskab pga indarbejdede rutiner.

Undersøgelser viser iøvrigt at ansættelse af mænd på typiske kvindearbejdspladser hæver kvalitetsniveauet..

Niels Duus Nielsen

Lars Riber, du illustrerer her med dit indlæg, at anekdoter fra det virkelige liv er interessante, men ikke altid repræsentative. Mine personlige erfaringer fra arbejdspladser med mange kvindelige ansatte er lige modsat. Som vi mænd sagde til hinanden:

"Når man ser på alle de søde unge piger, her er, undrer man sig sgu over, hvor alle de stridbare gamle kællinger kommer fra".

;-)

Lise Lotte Rahbek

Personlig erfaring fra typisk mandearbejdspladser viser at her hersker en (ubevidst?) kultur hvor selv åbenlyse konflikter fornægtes for at undgå slåskamp og mobning.
Hjælpetrængende kunder, samarbejdspartnere og undergivne svigtes, gerne i modstrid med formaets værdier pga indarbejdede machorutiner...

Undersøgelser viser iøvrigt at ansættelse af kvinder på typiske mandearbejdspladser hæver kvalitetsniveauet..

*fnis*

Niels Duus Nielsen

Ja, det er en af de få ting, jeg savner ved ikke længere at have et arbejde. Pigerne (som vi kaldte dem uanset alder) havde en vis evne til at få det bedste frem i os - sagt helt uden ironi. De var ubarmhjertige i deres kritik, især når de var i flok, men de gjorde det for det meste i en god mening. Men stridbare, det var de sgu - som Lise Lotte Rahbek jo også bekræfter.

Lise Lotte Rahbek

Niels Nielsen
Hæh. Jeg har skam arbejdet på mandearbejdspladser. I nogle perioder som det eneste hunkøn. Mandekulturen er bestemt interessant at beskue.. men den ligner i store træl kvindekulturen. Den er nemlig alt-afhængig af lige præcis de individer og den ledelse der er, eller ikke er, tilstede på et givent tidspunkt.

Herligt med muntre indlæg fra erfarne i arbejdslivet. Pudsigt som den væsentligste pointe gik tabt i de højt kvalificerede indlæg, nemlig den lave faglighed og effektivitet...
I var måske i offentlige stillinger hvor den slags banaliteter er mindre væsentlige?

Niels Duus Nielsen

Lars Riber, hvad mener du med "faglighed og effektivitet"?

Da jeg var ansat i showbizz (som jo hører under det private erhvervsliv) var vi meget, meget faglige og professionelle, men ikke så effektive at det gør noget - meget af tiden fik jeg faktisk løn for blot at være til stede. "Tilsynsførende" hed det, og jeg blev betalt for at drikke kaffe og se fjernsyn. Okay, engang imellem brød lortet sammen, og så måtte jeg jo rejse mig op og finde en telefon, så jeg med min store ekspertise kunne ringe efter en elektriker.

I skarp modsætning til min tid indenfor det offentlige, hvor jeg på en god dag gik 18 km. om dagen - to meter frem og to meter tilbage - imens jeg sammenlagt løftede et sted mellem 15 og 20 tons.

Så hvis vi holder os til de små hjørner af virkeligheden, som jeg kender personligt, var fagligheden i top både i det private og i det offentlige, men effektiviteten i det private var rent til grin. Især når man tænker på, at jeg tjente mere end det dobbelte ved ikke at lave noget. Det var aldrig gået i det offentlige.
'