Læsetid: 5 min.

’Dr. Strange’ er til at blive vidunderligt rundtosset af

Scott Derrickson skildrer på flippet, vittig og underholdende vis Stephen Stranges forvandling fra arrogant læge til heroisk troldmand i den seneste og meget vellykkede Marvel-film, ’Doctor Strange’
Mads Mikkelsen i rollen som The Ancient Ones tidligere discipel, Kaecilius, der jagter det evige liv og forsøger at give mørkevæsenet Dormammu adgang til menneskenes virkelighed

Mads Mikkelsen i rollen som The Ancient Ones tidligere discipel, Kaecilius, der jagter det evige liv og forsøger at give mørkevæsenet Dormammu adgang til menneskenes virkelighed

Disney

28. oktober 2016

Alene det, at hovedpersonen i Doctor Strange er troldmand, gør filmen til en noget anden og meget forfriskende superhelteoplevelse.

Doktor Stephen Stranges superkræfter er nemlig ikke overlegen fysik, falkeblik eller lynets hurtighed, men i stedet hans evne til at kaste med besværgelser, bevæge sig rundt på det astrale plan og fremmane gådefulde, abstrakte verdener og dimensioner, der er usynlige og utilgængelige for alle os andre.

Doctor Strange er baseret på en tegneserie skabt for 50 år siden af Stan Lee og Steve Ditko.

Og hvor superheltegruppen The Avengers andetsteds i Marvel-universet sørger for at holde alverdens superskurke stangen med råstyrke, er Doctor Strange (spillet af Benedict Cumberbatch), som det bliver sagt i filmen, en del af et forsvarsværk mod det overnaturlige og alle dets mystiske, morderiske væsener.

Det drejer sig ikke mindst om Dormammu, der har verdens ødelæggelse på hjernen og holder til i Mørkets Dimension, og hans håndlanger, den frafaldne troldmand Kaecilius (danske Mads Mikkelsen).

Det er de to, som Strange må kæmpe mod i Doctor Strange, der er en spændende og underholdende tilføjelse til det omsiggribende Marvel Cinematic Universe, MCU, og heldigvis også udvider det indimellem lidt énstrengede univers en smule.

Scott Derrickson, der har instrueret filmen, og hans to medmanuskriptforfattere har nemlig forstået, at Strange som figur er lidt af en ener i Marvel-sammenhæng, og det præger filmen, der heller ikke ligner de øvrige Marvel-film.

Mellem himmel og jord

Til at begynde med er Stephen Strange en brillant kirurg, der kan helbrede snart sagt hvem som helst. Han er dog også en noget arrogant type, der mest tænker på sig selv og kun vælger de tilfælde og patienter, som kan fremme hans karriere.

Men en dag kører han galt i sin Ferrari og får smadret sine hænder så meget, at han ikke længere kan holde på en skalpel.

Hans karriere og liv er forbi, synes han, og han skubber det eneste menneske, som stadig kerer sig, fra sig, nemlig hans tidligere kæreste, lægen Christina Palmer (Rachel McAdams).

Men så får Strange nys om et sted i Østen, nærmere bestemt Nepal, hvor en troldmand, The Ancient One, der er i besiddelse af ganske særlige kræfter, måske kan hjælpe ham med at få sin gamle tilværelse tilbage.

Han rejser til Nepal og møder her The Ancient One (Tilda Swinton) og en af hendes disciple, den regelrette Mordo (Chiwitel Ejiofor). Og snart er den før så egocentrerede læge i gang med helt bogstaveligt at udvide sin horisont og sin forstand.

Strange må sande, som klicheen formulerer det, at der er endog meget mere mellem himmel og jord, end han som logisk tænkende læge gør sig begreb om.

Han bliver involveret i The Ancient Ones opgør med sin tidligere elev, Kaecilius, der forsøger at give den forslugne Dormammu adgang til menneskenes verden.

Kaecilius forsøger godt nok at lokke Strange over på sin side med et løfte om evigt liv, men det bliver så på Dormammus alt andet end behagelige præmisser.

Mageløse scener

Og på den vis minder Doctor Strange selvfølgelig om de fleste andre superheltefilm: Helt skal stoppe skurk, der vil erobre/ødelægge jorden og herske over/udslette menneskeheden.

Men visuelt er filmen noget helt for sig selv, og historien er fortalt med et sjældent overskud og en humor og et vid, som får selv de mørkeste stunder undervejs til at dirre og skinne.

Bedst er de mageløse scener, hvor Strange, Mordo og The Ancient One kæmper side om side mod Kaecilius, der kan manipulere med den fysiske verden og på bedste M.C. Escher-maner få den til at folde sig sammen og vende vrangen ud på sig selv.

Op er ned, frem er tilbage, og ind er ud, naturlovene ophæves, og al fornemmelse af tid og sted opløses i flippede sekvenser, hvor Kaecilius og hans håndgangne mænd og kvinder er her og der og alle vegne.

Det er næsten til at blive vidunderligt rundtosset af – og vækker mindelser om nogle af de mere opfindsomme scener i Christopher Nolans Inception.

De mange sammenstød med Kaecilius bliver også en form for træning for den gode doktor, der får hængt en kraftfuld amulet om halsen og en kappe om skuldrene, og snart ser han ud, som man kender ham fra tegneserien: Høj, statelig, grånende hår ved tindingerne og et stålsat udtryk i øjnene.

Han er en flot troldmand, ingen tvivl om det, og man – jeg – får lidt blasfemisk lyst til at kalde Doctor Strange en slags Harry Potter for voksne. Jeg gør det dog ikke. Det ville trods alt være unfair over for dem begge.

Fascinerende rejse

Det er ikke kun visuelt, at Doctor Strange bringer noget ny energi ind i Marvel-universet.

Det er en stor og dynamisk film fuld af imponerende effekter, men det er muligvis også det nærmeste, Marvel endnu er kommet på at lave et decideret karakterdrevet drama, hvor det er de personlige konflikter og interaktioner, som fører handlingen fremad.

Der er et væld af gode scener mellem filmens hovedpersoner, hvor de taler, diskuterer og argumenterer og får lov til at være mennesker, og jeg skal indrømme, at jeg for en gangs skyld gerne havde set en lidt længere film med endnu flere af den slags øjeblikke.

Ikke mindst fordi skuespillerne – alle skuespillerne – er så forbandet gode: Benedict Cumberbatch, Chiwitel Ejiofor, Tilda Swinton, Rachel McAdams og Mads Mikkelsen. De gør det alle sammen fortræffeligt i både de stille og de mere tempofyldte stunder.

Det er Stephen Stranges rejse fra arrogant, omend charmerende skiderik til heroisk troldmand med en del af verdens skæbne på sine skuldre, der skildres i Doctor Strange (en rolle, Cumberbatch er født til med sit gode, aristokratiske udseende og evne til at udstråle skiftevis varme og kulde).

Det er en fascinerende rejse at være med på, hvilket skyldes et begavet manuskript, som trods mange nødvendige forklaringer – af figurer og hændelser – formår at understrege de kun alt for menneskelige og eksistentielle udfordringer, som ikke blot Strange, men også Kaecilius og Mordo står overfor: Identitet, forvaltning af et enormt talent i egen eller resten af verdens tjeneste, jagten på personlig lykke og evigt liv i stedet for uselvisk at se ud over egen næsetip.

Doctor Strange. Instruktion: Scott Derrickson. Manuskript: Robert C. Cargill, Jon Spaiths og Scott Derrickson. Amerikansk (Biografer i alverdens dimensioner og på det astrale plan)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu