Læsetid: 3 min.

En familie, der kidnapper sammen, holder sammen

Pablo Traperos ’Klanen’ er både en elementært spændende underholdningsfilm om en familie, der i 1980’ernes Buenos Aires kidnapper rige mennesker mod løsepenge, og et foruroligende portræt af en patriark og et land, der kæmper med overgangen fra diktatur til demokrati
Guillermo Francella (th.) spiller efterretningsmanden og familiefaren Arquímedes Puccio, der sammen med sin familie kidnapper rige mennesker i 1980’ernes Buenos Aires i Pablo Traperos fascinerende og barske ’Klanen’. Foto: Camera Film

Guillermo Francella (th.) spiller efterretningsmanden og familiefaren Arquímedes Puccio, der sammen med sin familie kidnapper rige mennesker i 1980’ernes Buenos Aires i Pablo Traperos fascinerende og barske ’Klanen’. Foto: Camera Film

13. oktober 2016

Det er en vild historie, den argentinske instruktør Pablo Trapero fortæller i sin seneste film, Klanen.

Den er baseret på virkelige begivenheder og handler såvel om en patriarks uhyggelige manipulation af sin familie som om skruppelløs social mobilitet og om et land, Argentina, hvor militærdiktaturet og dets fald i begyndelsen af 1980’erne skaber et moralsk vakuum, som giver tidligere efterretningsofficerer mulighed for at fortsætte med at kidnappe og myrde mennesker, nu bare af økonomiske i stedet for politiske grunde.

Guillermo Francella spiller efterretningsmanden og familiefaren Arquímedes Puccio, som efter Falklandskrigens afslutning i 1982 mister sit arbejde som statslig kommunistjæger og ikke længere kan give sin kone og sine fire stort set voksne børn det liv, han synes, de skal have.

Han begynder derfor – med hjælp fra et par tidligere kolleger og under politiets beskyttelse – at bortføre rigmandssønner og kræve løsesum af deres familier.

Han involverer sin egen søn, Alejandro (Peter Lanzani), der langtfra er lige så iskold og samvittighedsløs som sin far, men som har adgang til Buenos Aires’ elite, fordi han er en stjerne på det lokale rugbyhold.

Moren i Puccio-familien ved godt, hvad der foregår, men blander sig ikke, og de øvrige børn – døtrene Epifanía og Silvia og sønnen Guillermo – er ikke direkte involveret, selv om det dog bliver sværere og sværere for dem at ignorere, hvad der foregår, når de kan høre skrig og støn fra loft og kælder.

Patriarkens kontrol

Klanen er en barsk film, men det er også en film fuld af spændstige modsætninger, ikke mindst skabt af Pablo Traperos frække brug af periodemusik – f.eks. The Kinks, Creedence Clearwater Revival og Ella Fitzgerald – der på den ene side bliver en art ironisk kommentar til de forfærdeligheder, der foregår, men også signalerer, hvordan ugerningerne efterhånden ender som en slags (perverteret) rutine for familien Puccio.

Der er en ganske særlig stoflighed i filmens let bruntintede billeder, som om noget bidrager til tidsbilledets troværdighed, og Trapero er en fænomenal filmmager, der iscenesætter hverdagsliv med foruroligende undertoner og bortførelser som hverdagsforeteelser.

Det er dog portrættet af en familie, der helt og holdent er under patriarkens kontrol, som virkelig fascinerer.

Guillermo Francellas Arquímedes er et frygtindgydende bekendtskab – når man ser ham i øjnene, er det svært ikke at gyse en smule – der tydeligvis elsker sin familie og vil gøre hvad som helst for den, men som også forventer lydighed og loyalitet til gengæld og i øvrigt ikke kan se noget galt i det, han gør.

Det bringer ham på kollisionskurs med Alejandro, der har forelsket sig i Mónica (Stefanía Koessl] og drømmer om at tage med hende til Kalmar i Sverige, hvor hendes familie oprindeligt stammer fra.

At tage til udlandet er den eneste måde, Alejandro kan undslippe sin dominerende far og hans psykopatiske, ødelæggende adfærd på.

Opgør med fortiden

Der er med andre ord masser af psykologisk og menneskelig tyngde i Klanen, og den forplanter sig til det komplekse og ikke videre positive portræt af Argentina, filmen også tegner.

Det er et land, der i løbet af Klanen bevæger sig fra diktatur til demokrati, og det trækker tæppet væk under mennesker, som har været vant til at gøre, hvad de havde lyst til.

Mennesker som Arquímedes Puccio, der har endog meget svært ved at forholde sig til den nye verdensorden, og som fortsætter med at terrorisere, som de altid har gjort.

Et langt stykke ad vejen er Klanen en elementært spændende underholdningsfilm om en kulørt sag, der vakte berettiget opsigt i Argentina dengang i begyndelsen af 1980’erne.

Men det er samtidig et vellykket forsøg på at se fortiden i øjnene. Som så mange andre lande i Sydamerika martres Argentina af en ikke så fjern fortid, hvor militær og diktatorer terroriserede og myrdede dem, der tænkte anderledes og ikke ville indordne sig, og det er tillige dette forfærdelige, kollektive mareridt, Pablo Trapero på begavet vis gør op med i sin film.

’Klanen’. Instruktion: Pablo Trapero. Manuskript: Julian Loyola, Esteban Student og Pablo Trapero. Argentinsk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu