Flygtninge indtager Statens Museum for Kunst

Både som institution og fysisk ramme er der langt mellem Statens Museum for Kunst og udstillingsstedet CAMP – Center for Migrationspolitisk Kunst, der ligger i det uafhængige medborgerhus for flygtninge og asylansøgere, Trampolinhuset, i Københavns Nordvestkvarter.

På udstillingen Migrationspolitik: Tre CAMP-udstillinger på SMK har de to institutioner dog indledt et frugtbart samarbejde, hvor SMK's højloftede, mastodontiske bygning er ramme for en genopførelse af CAMP's tre foreløbige udstillinger om asyl, migration og grænsekrydsning fra 2015-2016.

Men hvorfor egentlig musealisere tre udstillinger, der allerede er blevet vist i København inden for det seneste år?

Den oplagte motivation for genopsætningen, som SMK da også selv peger på i formidlingsmaterialet, er muligheden for at give disse politisk aktuelle udstillinger en bredere platform og et større publikum, end det er muligt at lokke til Nordvest.

Indsigt i flygtninges levevilkår

Alle tre CAMP-udstillinger giver indsigt i flygtninge og asylansøgeres levevilkår på et højt kunstnerisk niveau, og værkerne er samtidig fortrinsvist skabt af kunstnere og sociale netværk, der selv har oplevet fordrivelse og flugt.

På hver deres måde giver de enkelte værker et råt, ofte dokumentarisk indblik i den umenneskelighed og gradvise nedbrydning af basale rettigheder, der finder sted med vores aktuelle asylsystem og flygtningepolitik.

En lydinstallation med fortællinger af medlemmerne fra Trampolinhusets Kvindeklub beretter om udfordringerne som kvinde i et asylcenter. Dokumentarfilmen The Crossing af George Kurian følger en gruppe håbefulde syriske flygtninges møde med et håbløst europæisk asylsystem.

Forvaring af flygtninge sker netop ofte på isolerede, afsidesliggende steder, så centrenes trøsteløse virkelighed holdes skjult for offentligheden.

Derfor er det en oplagt mulighed og en effektfuld politisk gestus at fremvise asyl- og flygtningepolitikkens realpolitiske konsekvenser på en så central statslig institution som Statens Museum for Kunst.

Journalist, kunstner, aktivist og modedesigner Dady de Maximo, der er en af bidragyderne til ’Migrationspolitik – tre CAMP-udstillinger på SMK’, vil med sit 45 minutter lange modeshow vise, at der bag mediernes dramatiske overskrifter og chokerende billeder af menneskelig fordrivelse og migration gemmer sig historier om utrolig individuel tapperhed og tragedie.

smk.dk

Det nye medie

På SMK guides den besøgende kronologisk gennem tre i en-udstillingen, hvor hver udstilling er adskilt af skillevægge, så de fysiske rammer følger CAMP's oprindelige tematiske opdelinger.

Der er altså tale om en meget loyal genopførelse på SMK, hvor der er gjort noget ud af at referere tilbage til og bevare den oprindelige kuratoriske rammesætning.

Med den direkte genopførelse er det dog oplagt at spørge, hvorfor museet ikke i stedet inviterede CAMP til at skabe en ny udstilling inden for rammerne af museet?

Eller gentænkte de tre udstillinger til ét samlet udstillingsformat i stedet for at skabe et nærmest kuratorisk reenactment?

Migrationspolitik taler på den måde ind i en aktuel tendens, hvor udstillingen udgør selve mediet.

Tænk bare på Fondazione Pradas nylige genopsætning af den ikoniske udstilling When Attitudes Become Form fra 1969.

Eller i dansk kontekst Overgadens udstillingsserie Revisit, der genbesøger tidligere udstillinger fra Overgadens udstillingshistorie.

Med dette fokus bliver udstillingen hovedudsagnet, mens værkerne er underordnede elementer i den større fortælling.

Det gør oplevelsen af dele af udstillingen en smule diffus, hvilket eksempelvis er tilfældet med Nermin Durakovics installation, der imiterer et værelse på et asylcenter, i et rum der imiterer CAMP's udstillingslokaler på Statens Museum for Kunst, der således næsten bliver en kinesisk æske af rumdesign.

Startsskuddet?

På den anden side er det grundlæggende spændende og forfriskende at se CAMP–udstillingerne genopført i SMK-regi.

Man kan håbe, at det er startskuddet på et længerevarende favntag med politisk aktuelle temaer omkring migration og flygtninge på museet, og at det indskriver CAMP's værker og tematikker i et nationalt kulturarkiv.

Som Danmarks nationalmuseum for kunst har SMK et klart ansvar for løbende at opdatere sin samling, så den fortsat kan bevare sin relevans i et samtidspolitisk perspektiv.

Og noget tyder på, at CAMP-samarbejdet er en del af en ny retning, hvor SMK er i gang med at gentænke rammerne for sig selv som et nationalt museum i et globalt samfund.

I hvert fald har museet eksempelvis for nyligt opkøbt kunstnergruppen Superflex’ allerede ikoniske værk FOREIGNERS, PLEASE DON’T LEAVE US ALONE WITH THE DANES! (2002), og gennem den seneste tid projektansat flere nytilflyttede udlændinge, der med deres internationale baggrund er med til at formidle kunsten på nye måder. Det bliver interessant at følge museets videre tiltag i denne retning.

Migrationspolitik – tre CAMP-udstillinger på SMK. Statens Museum for Kunst. Sølvgade 48-50. Indtil den 6. november.