Læsetid 8 min.

Da glamrockeren forvandledes til The Great White Duke

I perioden 1974-1976 transformerede David Bowie sig over tre studie-lp’er og et enkelt live-album som få andre kunstnere før eller siden. Et imposant bokssæt på 12 cd’er støvsuger de tre år for alt, den kan trække
Bowie forlod i 1974 England til fordel for New York City med blikket rettet mod et fænomen, der på mange måder opfattedes som antitesen til den ’autentiske’ rockmusik, store dele af både publikum og presse dyrkede

Bowie forlod i 1974 England til fordel for New York City med blikket rettet mod et fænomen, der på mange måder opfattedes som antitesen til den ’autentiske’ rockmusik, store dele af både publikum og presse dyrkede

Arkivfoto
28. oktober 2016

Glamrockens storhedstid lå i 1970’ernes første halvdel, hvor hitlisterne domineredes af navne som T. Rex, Sweet, Slade, Gary Glitter og Suzi Quatro, og mænd i næsten dragagtig overdreven makeup var et helt almindeligt syn. På tv og i blade, i hvert fald.

Ude på gaderne knap så typisk.

Men det outrerede look havde kronede dage, om end få kunne matche den gode David Bowie, hvad angik opfindsomhed på det område.

Han solgte dengang ikke nær så mange plader som genrens store navne, og heller ikke anmelderne var ubetinget begejstrede for hans glamofringer, The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars (1972) eller Aladdin Sane (1973).

Til gengæld tiltrak han en endog yderst trofast gruppe fans, som indså, at han transcenderede en genre, der ofte tippede over i selvparodi.

One hit wonder

David Bowie havde været aktiv musiker siden 1960’erne og pladedebuterede helt tilbage i 1964 med gruppen The King Bees i tidens R&B-stil.

Han havde frem mod gennembruddet som glamstjerne allerede gennemgået adskillige metamorfoser, ja, han havde tilmed prøvet at opleve sig selv som one hit wonder, efter sangen »Space Oddity« i 1969 havde aflagt hitlisterne et besøg.

Men læser man interviews fra de år, er det slående, at Bowie i højere grad end snart sagt nogen som helst anden stjerne bevarede evnen til at begejstres over andres musik.

Og at han bedre end de fleste formåede at indarbejde, hvad han nu end var vild med i sit eget udtryk uden at sætte sit særpræg over styr. Tværtimod var han suveræn til at forvandle udefrakommende impulser til noget dybt personligt.

Ikke desto mindre var der mange i samtiden, der kløede sig i hovedbunden, da Bowie i efteråret 1973 udsendte albummet Pinups, der bestod af coverversioner af sange, der havde været populære i det Swinging London anno 1964-1967, som Bowie godt nok tog aktiv del i, men som dengang endnu ikke lå så langt tilbage i tiden, at den altomsiggribende nostalgi havde nået at indbefatte epoken.

Navne som The Who, Pink Floyd, The Kinks og The Pretty Things var stadig aktive på scenen, men det var da ikke desto mindre interessant at se, hvilke af deres sange Bowie valgte at fortolke.

Samtidig betød denne parentes i produktionen et farvel til samarbejdsmakkeren Mick Ronson, måske glamperiodens bedste guitarist og en arrangør af Guds nåde.

Bowies mange stilskift i løbet af karrieren både forvirrede og ophidsede mange af hans kernefans.

Tænkepause

I de tidlige halvfjerdsere betragtedes fortolkeren som et fortidslevn i en tid, hvor alle for enhver pris forventedes at skrive deres egne sange.

Retrospektivt ligner Pinups mest en tænkepause oven på det faktum, at Bowie samme sommer efter en koncert i London havde sendt sit alter ego Ziggy Stardust på pension.

Paradoksalt nok netop som figuren for alvor var ved at blive et fænomen, men forsøget på at gennemtvinge et gennembrud i USA gennem heftig turne- og promoaktivitet havde sat sine spor, samtidig med at Bowie (aldrig en egentlig rock’n’roller anyway) fornemmede at glamrockens rolle var ved at være udspillet.

Han forlod i 1974 England til fordel for New York City med blikket rettet mod et fænomen, der på mange måder opfattedes som antitesen til den 'autentiske' rockmusik, store dele af både publikum og presse dyrkede.

Også selvom det til stadighed diskuteres, om der nogensinde har eksisteret et gran af autenticitet i populærmusikken som sådan.

Men Bowie ville gerne lave en musical.

Ikke en, der var fuld af munter sang og dans, ganske vist, idet den var bygget over George Orwells dystopiske roman 1984, men da dennes enke nægtede ham tilladelse til at udfolde projektet, stod han med en række fremragende sange, som det ville være en skam at lade gå til spilde. Og som udmøntede sig på det nu klassiske Diamond Dogs-album, der i sin tid blæste låget af i hvert fald denne fan.

The full monty

Og her starter historien om det nys udsendte bokssæt Who Can I Be Now? (1974-1976), der, som titlen antyder, samler alt, hvad Bowie overhovedet åndede på i den periode, enten 12 cd’er eller 13 lp’er, frit valg, mine herskaber.

Vi taler the full monty, og hvem der lige forventes at investere i denne monstrøse boks, er ikke lige til at sige. Bowie-freaks, formoder jeg. For selvom her ikke er skyggen af ukendt materiale, føles det for en halvstupid samler rart at have det hele samlet et sted.

For de fleste andre vil de tre studiealbums og den enkelte live-lp, der reelt udsendtes i perioden, være mere end nok.

Jeg mener, her forefindes to versioner af såvel Station til Station som David Live samt en alternativ udgave af Young Americans, det legendariske The Gouster, som kendere i årevis har fablet om. Kun for forrykte, som sagt.

Nå, men trods mine reservationer omkring det åbenlyst spekulative ved udgivelsen er det svært at sætte en finger på selve udførelsen, som til mindste detalje genskaber de originale udgivelser og med The Gouster tilføjer en laber brik til det puslespil, vi ynder at kalde David Bowie.

Det er i denne periode, Bowie forlader hjemlandet England for at tage ophold i det USA, der har fascineret og inspireret ham fra barnsben af.

Først NYC og siden det Los Angeles, hvor han skrider ud i et kokainmisbrug af sådanne proportioner, at han stort set mister den smule jordforbindelse, han havde til at begynde med.

Misbruget forhindrer ham mirakuløst nok hverken i at skabe et af sine absolutte mesterværker, 1976’s Station to Station (som han i parentes bemærket påstod, at han ingen erindring havde om overhovedet at have indspillet!) samt medvirke i filmen The Man Who Fell to Earth, hvor han spillede den absolutte hovedrolle som den ekstraterrestriske Thomas Jerome Newton.

Instrueret af ingen ringere end Nicolas Roeg er det ikke blot en usædvanlig film, det er uden sammenligning karrierens bedste og mest emblematiske rolle, idet hvem andre end Bowie kunne give den så overbevisende som et fremmedgjort rumvæsen, hvis mission er at bygge et rumskib, der kan transportere vand tilbage til hans egen undergangstruede planet?

Der er dem, der mener, han slet ikke behøvede spille skuespil, men bare være sig selv, så sad den i kassen. Cut!

Kuldslået skønhed

Men først altså Diamond Dogs, en dyster lp, som ikke desto mindre besidder en overvældende kuldslået skønhed og nogle af Bowies vildeste tekster. Og eftersom han, hvad det angår, for evigt ligger i toppen af rockens top ti, siger det ikke så lidt.

Og så viser han sig uden Mick Ronson som ikke så lidt af en guitarist selv på en plade, der står distancen og lidt til. Den efterfølgende turné var, hvad angår scenografi, så massiv og så dyr, at den kun nåede USA rundt.

Den efterhånden grotesk tynde Bowie rejste fra kyst til kyst med et fint orkester og et repertoire, der trak kraftigt på glamperioden, men med en mere soulpræget lyd, som det kunne høres på David Live, den dobbelte live-lp, der udsendtes op mod jul 1974.

Den genudsendtes i et bedre miks i 2005 med fuld sætliste og sangene i rigtig rækkefølge. Begge versioner er naturligvis med her, men man behøver strengt taget kun den på alle måder forbedrede 2005-udgave.

Mens Bowie og co. sådan lå og rakkede rundt på de amerikanske landeveje, indstilledes radioen gerne på de sorte radiostationer, der prægedes af brydningen mellem den allerede da noget ukurante soulmusik, funken i sin peakperiode og den fremvoksende discolyd.

Især kunstnere fra pladeselskabet Philadelphia Records International fyldte godt i æteren med en karakteristisk lyd, der fangede Bowies opmærksomhed, og som han ved hjælp af amerikanske musikere og den åndsbeslægtede producer Tony Visconti forvandlede til noget, han selv døbte »plastic soul«. Whatever, det lød stadig umiskendeligt som David Bowie!

Philly Sound

Resultatet blev i første omgang til The Gouster (et ældre ikke specielt udbredt udtryk, der hentyder til en person med udsøgt smag), som udelukkende bestod af musik indspillet i Sigma Studios i Philadelphia, hvorfra den karakteristiske Philly Sound udgik.

Hørt her for første gang, skal der ikke herske tvivl om, at det er et mere helstøbt album end det udsendte Young Americans (som det deler adskillige skæringer med).

Til gengæld er det uden gennembrudshittet »Fame«, som Bowie senere skrev sammen med John Lennon og sparringspartneren Carlos Alomar.

Det blev hans første nummer et på hitlisterne i USA, og man kan nu engang ikke diskutere med succes, så man må leve med den skrækkelige version af Beatles-sangen »Across the Universe«, som en starstruck Bowie følte sig nødsaget til at indspille på bekostning af adskillige langt mere substantielle egenkompositioner. Ja, ja.

At hans stilskift både forvirrede og ophidsede mange kernefans skulle blive et tilbagevendende tema i karrieren, for efter denne ekskursion udi sort musik vendte Bowie både blik og hørelse mod Europa, selvom han ikke helt glemte funken.

Han parrede den bare med elektronisk europæisk musik, en enestående hybrid, som i naturlig forlængelse af Thomas Jerome Newton fremførtes af figuren 'The Thin White Duke', et paranoidt cokevrag, som dog formåede at levere kraftanstrengelsen Station to Station.

I alt seks lange numre, der ikke rigtig lød som noget andet i tiden, da det landede i pladebutikkerne i januar 1976. Derefter påbegyndtes den famøse Isolar-turné, der for første gang bragte ham til Danmark i april 1976, oh yes, sweet Jesus, thank you.

Her samledes den fabelagtige rytmegruppe, bestående af guitaristen Carlos Alomar, bassisten George Murray og trommeslageren Dennis Davis, som Bowie skulle trække på årtiet ud.

Den bedste souvenir

Den bedste souvenir fra 1976-turnéen og den efter denne signaturs mening bedste liveplade fra Bowies hånd overhovedet er og bliver Live Nasau Coliseum ’76, oprindelig kun tilgængelig på et nu udgået bokssæt fra 2010, men nu altså del af Who Can I Be Now?

Her kan man opleve både det ovennævnte orkester (suppleret med Stacey Heydon på guitar og Tony Kaye på keyboards) og ikke mindst Bowie selv i den spændstigst tænkelige topform.

Det blev også året, hvor Bowie flyttede tilbage til Europa, i første omgang Schweiz, hvorfra han påbegyndte endnu et nyt kapitel, som kulminerede i den højt besungne Berlin-trilogi.

Men indtil videre er det disse tumultariske år i midten af årtiet, der fylder luftrummet omkring mit hoved. »Such is the stuff/ from where dreams are woven«, som Bowie synger på titelnummeret til Station to Station.

Der stadig ikke rigtig lyder som nogen anden plade udsendt hverken før eller siden. Ligesom vi næppe nogensinde skal se eller høre Bowies lige igen.

David Bowie: 'Who Can I Be Now? (1974-1976)'. (Parlophone/Warner). Er udkommet

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Søren Rehhoff
Søren Rehhoff

James Brown indspillede en sang baseret på riffet fra !Fame", der var skrevet af Carlos Alomar, der selv tidligere havde spillet med Brown. Jeg ved ikke om det skal tages som et riddderslag til Bowie eller om det var James Brown der opfattede det, som om Bowie med sin nye stil var ved, at møve sig ind på hans territorium, så nu fyrede The Godfather tilbage:

https://www.youtube.com/watch?v=6Vn--qcqxXI