Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Hiphop er ikke tomme kalorier

Swet Shop Boys reflekterer med intelligent humor over nationalstaternes stramninger i forhold til flygtninge. Mac Miller skaber sensuelt pirrende hiphop om begæret efter det feminine. Og Danny Brown tager os med ind i stofmisbrugets nedadgående spiral
Den amerikanske rapper Mac Miller tematiserer det feminine på sit nærmest konceptuelle album 'The Divine Feminine'.

Den amerikanske rapper Mac Miller tematiserer det feminine på sit nærmest konceptuelle album 'The Divine Feminine'.

Brick Stowell

Kultur
21. oktober 2016

Jeg møder påfaldende ofte folk, der ser hiphoppen som en ligegyldig genre.

Som har øje for kvaliteterne ved Bob Dylans lyrik og musik – for at tage et Nobel-aktuelt eksempel – men som rynker på næsen, når der kommer rap på bordet.

Forleden modtog jeg endda en pressemeddelelse fra et dansk upcoming rockband, hvor de skrev noget i retning af, at moderne musik – heriblandt ikke mindst hiphoppen – blot er tomme kalorier, og at vi har brug for rocken til at bringe noget autenticitet på banen.

Om disse folk primært tænker på den hiphop, man hører i radioen, ved jeg ikke, men de har helt sikkert ikke nærlyttet særlig  meget af den kvali-hæphop, som man kan finde, hvis man leder bare en lille smule.

Hiphop, der vil noget både musikalsk og lyrisk. Som siger tingene på nye måder, og som udfordrer musikkens formsprog.

Hvis man roder lidt i de nyeste udgivelser, kan man blandt andet finde Swet Shop Boys’ nyeste album Cashmere, som er resultatet af den sælsomme alliance imellem en pakistaner vokset op i England og en inder vokset op i USA, der rapper om konstant at blive taget til side i lufthavnen, fordi man er brun og har skægstubbe med.

Man kan finde Mac Millers The Divine Feminine, der handler om begæret efter det feminine, mens musikken på smukkeste vis afspejler tematikken.

Eller man kan finde Danny Brown, der på Atrocity Exhibition rapper om at være fanget i stofmisbrugets nedadgående spiral, mens de vanvittigt velspillede trommer mildest talt pisker en paranoid stemning op.

Æneiden og flygtningekrisen

Swet Shop Boys er multikulturelle både på et biografisk og på et kunstnerisk plan. Rapduoen består af henholdsvis den amerikanske rapper med indisk baggrund, Himanshu Kumar Suri, der går under navnet Heems. Og af den britiske rapper og skuespiller med pakistansk baggrund, Rizwan »Riz« Ahmed, også kendt som Riz MC.

Musikalsk blander de det vestligt urbane med inspirationer, der refererer til deres egen baggrund, ikke mindst tydeligt i blandingen af trommemaskiner som Rolands 808 med for eksempel tabla, men også i forhold til melodifraserne, der trækker på både klassiske sydasiatiske og moderne vestligt hiphoppede tilgange.

Dertil kommer deres lyrik, som i sandhed er et sammensurium af referencer fra Vesten og Østen. Og som er både rig, poetisk, politisk og spækket med litterære referencer.

Tag bare det første nummer på pladen T5, der handler om synet på flygtninge i vesten. Om øget grænsekontrol, politistater og skepsis over for brune mænd med skæg.

Jeg har ikke en chance for at redegøre fyldestgørende bare for de lag, som jeg får med, men se selv her og bemærk selvfølgelig referencen til Shampoos halvfemser-hit »Trouble«:

»Oh no, we're in trouble / TSA always wanna burst my bubble / Always get a random check when I rock the stubble … Stopping refugees is just silly blud / Well you know about Aeneas in the Iliad / Fled Turkey and he just founded Rome / What if he had drowned in a boat? / Yanks eat turkey ’cause your peeps had found a home.«

Swet Shop Boys kombinerer den dybeste alvor med halvakademiske referencer serveret med en finurlig charme, så de både får mig til at trække på smilebåndet og til at tænke efter.

Det feminine

Den amerikanske rapper Mac Miller tematiserer det feminine på sit nærmest konceptuelle album The Divine Feminine. Hans projekt er ikke at sprænge rammerne for køn og begær, men derimod at formidle sit eget begær. Og det gør han med så stort et musikalsk overskud, at han i hvert fald pirrer mit tilsvarende (heteronormative) begær.

Allerede fra pladens første skæring bliver vi båret ind af bløde kvindestemmer, der lægger op til Mac Miller, som synker ned i de bløde musikalske puder, som klaveret og strygerne fremmaner. Og herfra synger han om kærlighed, der blander sig med begær.

»My tongue twistin' is ticklin' just a little bit / I'm swimmin' inside of your skin like a river … I'm takin' care of each and every part / I opened up your legs and go straight for your heart.«

Begæret er tillige et begær efter den begæredes begær – efter det gensidige begær. Mens begæret ligefrem er det eneste, der tæller for det rappende jeg »in this fucked up world«, som han synger på »God is fair, sexy nasty«, som er featuring selveste Kendrick Lamar.

Et nummer som ender med en ældre kvinde, der fortæller om, hvordan hun mødte sin mand for mange år siden, og hvordan deres kærlighed og begær for hinanden begyndte at blomstre. Med hendes ord rinder pladen ud og står som et fint og sensuelt klingende kunstværk.

Den onde spiral

Legenden siger, at da den amerikanske rapper Danny Brown som lille begyndte at tale, talte han i rim, fordi hans mor havde læst op af Dr. Seuss’ rimede børnebøger for ham.

Det skal man nok tage med et gran salt, men jeg køber den alligevel næsten. For Danny Brown rapper, som om rappen er hans modersmål.

Når man piller lyrikken på hans nyeste plade Atrocity Exhibition ud af sammenhængen, står den muligvis mindre stærkt i sammenligning med for eksempel Swet Shop Boys.

Men når musikken spiller, er Danny Browns lyrik og det vilde, mærkelige udtryk og flow, der er i hans rap, med til at skabe et paranoidt og helstøbt kunstnerisk rum.

Det første nummer, »Downward Spiral«, slår på formfuldendt og virkningsfuld vis pladens tema om stofmisbrug og forfald an. Musikken afspejler tematikken, og det føles virkelig som at falde ned igennem et ret uhyggeligt og meget dybt kaninhul, mens Danny Brown rapper om sin egen nedtur:

»I'm sweating like I’m in a rave / Been in this room for 3 days / Think I’m hearing voices / Paranoid and think I’m seeing ghost-es, oh shit / Phone keep ringing but I cut that shit off / Only time I use it when I tell the dealer drop it off / Had a threesome last night, ain’t matter what it cost / Couldn’t it get hard, tried to stuff it in soft.«

Det rappende jeg på Atrocity Exhibition er et jeg i opløsning, en krop i frit fald. Og værket er en stærk skildring af denne tilstand, hvor alle elementer bidrager til den kunstneriske oplevelse af at blive taget ind i det drug-paranoide rum.

Swet Shop Boys: ’Cashmere’ (Customs)

Mac Miller: ’The Divine Feminine’ (Warner Bros. Records)

Danny Brown: ’Atrocity Exhibition’ (Warp Records Limited)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her