Læsetid: 3 min.

’Hvad er der i det for os?’

Den danske Anden Verdenskrigs-film ’Fuglene over sundet’ er en nærsynet film. På godt og ondt. Godt fordi vi lever os ind i de jødiske flygtninges angst. Ondt fordi vi går glip af de større perspektiver
Vi følger Itkin-familiens flug i Fuglene over sundet. Meget af tiden foregår filmen i halvtotal og primært nærbilleder – så nært at man bliver desorienteret, endda stresset. Således lever vi os ind i de flygtendes sted.

Vi følger Itkin-familiens flug i Fuglene over sundet. Meget af tiden foregår filmen i halvtotal og primært nærbilleder – så nært at man bliver desorienteret, endda stresset. Således lever vi os ind i de flygtendes sted.

SF Film

28. oktober 2016

»Det er ikke Polen, dét her,« siger jødiske Arne Itkin (Daniel Dencik) til sin hustru Miriam (Danica Curcic).

»Den slags sker ikke her.«

Det gør det så alligevel.

Vi er i Nicolo Donatos nye film Fuglene over sundet, under Anden Verdenskrig, og den danske samarbejdspolitik er netop brudt sammen.

Natten mellem den 1. og 2. oktober 1943 skal Danmarks omkring 7000 jøder fængsles og sendes i kz-lejre. Som det skete i Polen.

Læs også: Besættelsesfilm lærer os mere om aktuelle kriser end om fortiden

Så galt gik det så alligevel ikke.

Det danske jødiske samfund blev advaret af den tyske skibsfartattache Georg Ferdinand Duckwitz via den socialdemokratiske formand Hans Hedtoft, og langt de fleste slap til Sverige.

Det er denne flugt, nærmere bestemt Itkin-familiens flugt, som vi følger i Fuglene over sundet. Det foregår i en nær og håndholdt fotografering, hvor vi kun ganske undtagelsesvist får overblik – en skovvej med en afspærring, et damptog gennem marker, Sverige på den anden side af sundet, en kirkegård.

Resten af tiden foregår filmen i halvtotal og primært nærbilleder, så nært at man bliver desorienteret, endda stresset. Således lever vi os ind i de flygtendes sted. Nedad trapperne. Ud i skoven. Op på kirkeloftet.

Nuancerer billedet

Først skal de til Gilleleje, hvor de hører, at fiskerne sejler dem over. Dog ikke gratis.

»Hvad er der i det for os?« vil Kaj (Nicolas Bro) vide, da fiskerne samles for at beslutte at hjælpe.

Fyrstelige summer er svaret. Og her vælger Donato at nuancere billedet af den danske modstand. Dermed bliver den nærmere beslægtet med Ole Christian Madsens billede af en grumset modstandsbevægelse med brodne, egoistiske kar i Flammen og Citronen end med Anne-Grethe Bjarup Riis' mere renskurede fortolkning i Hvidstengruppen.

»Alle der tør, hjælper,« siger Thure Lindhardt som Flammen i Flammen og Citronen.

Hvilket så er usandt, både i dén film og i Fuglene over sundet. Nogle af dem, der tør, hjælper ikke, de slår en handel af.

Egoisme i få skikkelser

Desværre parkeres egoismen eller ondskaben, om man vil, i få udvalgte skikkelser i Donatos film. Hos den svedfedtede (ja, seriøst) Kaj og hos et par danske Gestapo-officerer, der på hver deres måde er SS-stereotyper. Resten af personern er – stort set – så gode, som dagen er lang.

Hertil kommer, at karaktererne er statiske, altså de udvikler sig ikke igennem handlingsforløbet. De er fanget i deres godhed eller ondskab.

Således bliver Fuglene over sundet til en farvefilm om sort-hvide karakterer. En dualisme i stedet for en grånuanceret glidebane mellem to yderpoler, som få klamrer sig ensidigt til. Så enkelt er livet sjældent, givetvis heller ikke i Nordsjælland i 1943.

Dermed afslår filmen at diskutere egoismen og de forkerte valgs anatomi. Vi trænger ikke ned i baggrunden for individernes handlemønstre. Det er ellers her, at den menneskelige visdom næres, det er her, forståelsen af ondskabens tit almenmenneskeligt genkendelige bevæggrunde gemmer sig.

En nærsynet film

Fuglene over sundet er en nærsynet film, på godt og ondt. Godt i dén forstand at vi får lov at leve os ind i de jødiske flygtninges angst i et intenst fortalt forløb. Ondt, fordi filmen stirrer sig blind på angsten og lidelsen.

Der er en dvælen ved sorgen og desperationen, som bliver overgjort og følelsesmanipulerende – og dermed efterlades i hvert fald denne anmelder lettere følelsesløs. Udråbstegn er ikke nok til at skabe store følelser.

Og også ondt, fordi den savner perspektiv. For der kan selvfølgelig drages paralleller mellem filmens historiske emnemateriale og nutidens flygtningesituation, ja, det gør instruktøren selv i pressemeddelelsen.

Empatien med folk på flugt genantændes da også. Men Fuglene over sundet forpasser muligheden for en moralsk diskussion mellem de hjælpsomme og de(n) selvgode fisker(e) i Gilleleje.

En diskussion, der måske ellers kunne have bidraget til en forståelse af den splittelse mellem enten de åbne armes eller de lukkede grænsers politik, som vi oplever hos befolkningerne i EU i disse dage.

’Fuglene over sundet’. Instruktion: Nicolo Donato. Manuskript: Nicolo Donato og Per Daumiller. Dansk. Biografer landet over

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu