Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

’Hvordan vænner man sig til at se de døde børn?’

Dokumentarfilmen 'Havet brænder' fortæller om liv og død på den italienske ø Lampedusa. Her eksisterer lokalbefolkningen i en komfortabel boble, mens bådflygtningene ankommer under katastrofiske omstændigheder
Drengen Samuele – en form for hovedperson – bliver søsyg, da han øver sig i at ro i jolle i havnen. ’Måske en slags velfærdsspejling af bådflygtningenes ufattelige strabadser,’ skriver Informations anmelder.

Drengen Samuele – en form for hovedperson – bliver søsyg, da han øver sig i at ro i jolle i havnen. ’Måske en slags velfærdsspejling af bådflygtningenes ufattelige strabadser,’ skriver Informations anmelder.

Camera Film

Kultur
7. oktober 2016

Noget rammer bussen med bådflygtninge, der sidder indhyllet i hver deres gyldne varmelagen efter ankomsten til Lampedusa. Knald!

Indtil videre er 34 af de 250 på den ramponerede båd bekræftet døde. Den fjendtlige velkomst ser ikke ud til at blive registreret af de traumatiserede buspassagerer.

Der er ingen fortællestemme, ingen interviewrolle i italienske Gianfranco Rosis Havet brænder. Ingen domsfældelse, ingen tårefælder. Blot en række ukommenterede scener fra de desperate bådflygtninges ankomst og fra hverdagen blandt de lokale på øen, der er blevet et symbol på EU's eskalerende flygtningesituation, da folk i ulykke begyndte at strømme til i begyndelsen af 2010.

Havet er en mulighed for alle

Havet er en mulighed for dem alle. For de lokale italienere er det en næringskilde, for afrikanerne er det en flugtvej. Men havet er også en trussel for begge parter. Drengen Samueles bedstefar var sømand under Anden Verdenskrig.

Men kun om dagen, fordi det var for farligt om natten, når der blev kæmpet, og nødblussene fik havet til at brænde. Klip til Samuele og hans ven, der sidder og fingerskyder ud over havet, der nu bevogtes af krigsskibe, der først og fremmest redder mennesker fra konflikter og fattigdom langt væk.

Konflikter og fattigdom, som vores del af verden også har bidraget til. Det er trods alt i-landene, der mere end nogen andre har overophedet kloden, således at ørkenen spreder sig, og den fertile jord skrumper i Afrika.

Det er den vestlige verden, der fastholder kontinentet i fattigdom gennem høje konkurrenceforvridende toldbarrierer. Og det er fra den nordlige halvkugle, at vi suger råstoffer ud af den afrikanske undergrund, ofte til størst økonomisk fordel for de nordlige firmaer, der skaffer sig adgang til dem. Og de råstofmoneter, der skulle blive i de afrikanske lande, kommer slet ikke de fattige til gode.

Trailer til 'Havet brænder'.

Ætser sig fast i hukommelsen

Men lad os ikke fortabe os i strukturel kritik. Havet brænder ætser sig fast i hukommelsen, fordi den opererer uden domfældelse. Men med et skarpt blik for kontraster og absurditeter.

For eksempel mellem bådflygtningene sovende indhyllet i kun gyldne varmelagener og den gamle kone, der reder ægtesengen til stram perfektion og dernæst kysser billedet af Kristus og ønsker sig en god dag og et godt helbred.

Eller drengen Samuele – en form for hovedperson, der viser sig nært forbundet med øens natur og dyreliv – der bliver søsyg, da han øver sig i at ro i jolle i havnen. Måske en slags velfærdsspejling af bådflygtningenes ufattelige strabadser. Som vi umiddelbart efter får kortlagt: Hvordan der var 840 mennesker på én af bådene, og at dem, der boede på 3. klasse – til 800 $ – lå i et stegende hedt, iltfattigt lastrum. Siden får vi at vide – og at se – at man fandt 40 lig i lasten.

Lidelserne distribueres urimeligt uretfærdigt

Over for det præsenteres den bette Samueles bekymringer og hans åndedrætsbesvær alligevel som noget helt reelt. Ja, som han sidder dér hos doktoren og gestikulerer som en gammel mand, føler man også med ham. Livet er hårdt for de fleste, lidelserne distribueres så bare urimeligt uretfærdigt.

Doktoren forstår også Samueles bekymringer – sandsynligvis den selvsamme Dr. Bartolo, der ifølge Rosis pressenoter til dokumentaren er den eneste doktor på Lampedusa og skal have været til stede ved samtlige landsætninger af bådflygtninge på øen de seneste 30 år.

At hjælpe i sådanne situationer er ethvert menneskes pligt, siger Bartolo. Tal lige om at tage den hippokratiske ed alvorligt! Og respektér et menneske, der har set så meget død og ulykke, men ikke er resigneret i følelsesløshed:

»Hvordan vænner man sig til at se de døde børn?,« spørger han.

Gianfranco Rosi lader os heller ikke synke ned i komfortabel afmagt. Han betjener sig i den fotografiske undersøgelse af den italienske hverdag af faste indstillinger, der giver Havet brænder en stærkt filmisk, iscenesat fornemmelse, mens han går mere håndholdt journalistisk til værks i de hardcore redningsscener.

Læs også: ’Jeg mødte døden på grænsen til Europa’

Rosi fotograferer selv, og han går ofte grænseoverskridende tæt på i sin registrering af menneskelig lidelse. Så meget, at man føler sig forlegen over at se med, når han filmer flygtningene, der ankommer til kropsvisitering – stinkende af petroleum, skottende mod kameraobjektivet.

Når en tævet mand græder en blodig tåre i ultra-closeup. En kvinde bryder grædende sammen, uden at kameraet ser blufærdigt væk. Eller når Rosi stikker kameraet ind under varmelagenet til et par helt udtryksløse flygtninge i speedbåd mod land.

I dokumentarens begyndelse får vi at vide, at der gennem de sidste 20 år er ankommet 400.000 flygtninge til Lampedusa – og at 15.000 er døde i forsøget.

Skulle man være i tvivl om strabadserne, kan man også lytte til den afrikanske mand, der messer om hans og hans medrejsendes lidelser med lukkede øjne. Om bomber, voldtægt, drab, flugt fra IS, daglige tæv i libyske fængsler, om ørkenvandringer og at være tvunget til at drikke sit eget pis.

Ikke meget kontekst

Vi får ellers ikke meget kontekst i Havet brænder. Så her er lidt ekstra: Efter at Mare Nostrum-operationen startede i oktober 2013, blev bådflygtningene stoppet på åbent hav og herfra overført til Lampedusas gamle havn – siden til detentionscenteret og endelig til fastlandet. Som Rosi beskriver det i noterne, så passerer de som spøgelser over Lampedusa.

Det er disse to virkeligheder, der eksisterer parallelt, som Havet brænder undersøger så gribende og åbent. Det gudsfrygtige, lille italienske samfund, der dyrker sentimentale og nostalgiske sange som »Mit lille æsel« og »Havet brænder« på lokalradioen. Og de afrikanske flygtninge pakket ind i security og bureaukrati. Men ellers klædt af til skindet.

Havet brænder. Instruktion og manuskript: Gianfranco Rosi. Italiensk-fransk. Biografer landet over

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her