Læsetid: 4 min.

Ildevarslende tegn

Naja Marie Aidt og Mette Moestrup forsøger sig, desværre uden det store held, med poetisk parallelskrift over amazone-skikkelsen
11. oktober 2016

Oprørstrang og voldsom lyst til litterære eksperimenter har fundet sammen i en ny lille, nydelig bog, OMINA, af Naja Marie Aidt, født 1963, og Mette Moestrup, født 1969.

Tager man gennemsnittet af de to digteres fødselsår, lander man efter den kinesiske kalender i et af »hestens år«.

Og da hesten ifølge horoskopet er kendt for sin styrke og for sin vilje til at følge egen mule og gøre sig fri, forekommer det oplagt, at de to kvinders tekster billedligt talt hopper i sadlen og kaster sig ud i det vilde ridt.

Digtene er, det oplyser forlagets »vaskeseddel«, blevet til på den måde, at Naja Marie Aidt en nat sendte sin forfatterveninde nogle nye, ret så ildevarslende digte, som Mette Moestrup så besvarede med digte, hvori en figur, amazonen, opstod.

Dem svarede Aidt så på med nye digte, der forholdt sig dels til Moestrups, dels til hendes egne, første, hvorved en proces gik i gang, en samtale, hvor de to parter både lånte hinanden øre og gav hverandre nye ord.

Nej til alt, der tynger

Resultatet skal som allerede antydet vistnok forestille amazonernes vilde ridt, men ender for mig at se ofte i redundansen om den varme grød.

Man må uvilkårligt spørge sig selv, om indforståethed nu virkelig holder som styrende poetisk princip, og om stor lyrik sådan uden videre kan frembringes ved mental konvergens.

I højstemte, ret almene vendinger tales om at »knuse hierarkier«, »destruere strukturer«, »styrte en gammel orden« og »overskride autoriteter«, men hvem eller hvad vreden rettes imod, fremgår gerne kun indirekte.

De to digtere ytrer i fællesskab »et nej til alt der tynger« og hævder begge stolt, at »ingen skal herske over mig«.

Man belæres om, at der altid »er en ny kamp at udkæmpe«, og det ligger snublende nær at sætte et lighedstegn mellem bogens beredskabspoesi og en slags dekonstruktiv feminisme. Blot ender oprøret for denne mandlige læser at se i lutter buldrende tirader.

Skulle jeg finde en alternativ rute gennem bogen, ville jeg følge farverne og de bedste af billederne og med disse traditionelle virkemidler som læsningens ledesnore lade mig føre fra solsorte til flagermus og videre over sortbær til den beske blomme.

Så lander jeg med ét i folkevisen om Dronning Dagmars død, hvor den syge jo advarer Valdemar Sejr imod Berengaria eller Bengerd! Det sorte og bitre blå skal formentlig danne en understrøm, hvor smerter forvandles til smykker, men billedrækken er ikke fulgt op, forbliver uforløst.

Hårdt og blødt

Leksikonet oplyser, at det gamle sagn om krigerkvinderne, det om at de afskar det venstre bryst for bedre at kunne skyde med bue, vistnok skyldes en fejloversættelse (græsk: a-mazon = »uden bryst«), men Aidt og Moestrup har på dette punkt valgt at holde sig til sagnet:

dette skal handle om
hjertets hårdhed
og dette skal være blødt
som et afskåret bryst

Hermed hentydes vel til den ak så udbredte brystkræft, men samtidig til det klassiske dilemma, om kvinder for at få magt eller blot ligeberettigelse skal fremhæve eller reducere deres biologiske egenart, men poetisk handler det tydeligvis om at få bragt modsætninger sammen.

Metoden anvendes også få sider senere, hvor det om skammen hedder, at

den er urgrund
og den gør sin bærer
vaklende, uskøn
og blød
som bløddele
skumring
rosenblade i skumring
forsvarsløs
skøn

Om poesien plejer vi at sige, at man i et digt sagtens kan slippe af sted med både at sige en ting og den stik modsatte ting, som når Sophus Claussen taler om Ingeborg Stuckenbergs »søvngængersikre skridt«, og når Paul Celan bygger et berømt digt op omkring billedet af mælk, der er sort.

Samme tekniske greb forsøger Aidt og Moestrup i det citerede ved først at kalde den skamfulde uskøn og derpå lade digtet vende, paradoksalt.

Ordene står i stampe

Men læs så lige passagen igen. Den kommer slet ikke ud af stedet! Skal man være velvillig, kan man sige, at den kan demonstrere, hvorledes gentagelse fremmer forståelsen.

Men skal man være ærlig, må man indse, at ordene desværre står i stampe. Kan det tænkes, at visionen om velsignelserne ved digterisk samarbejde har forledt de to veninder og kolleger til at forlade sig på deres indbyrdes forståelse og dekorere den dels med paroler, dels med antydningssnak?

Bestræbelsen på at skænke hverandre ord og støtte hinanden i kampen fortjener al mulig respekt. Men poetisk overbeviser produktet nu langtfra.

Om titlen OMINA er at sige, at det er neutrum flertal af omen, som betyder tegn eller varsel. Et sådant kan ifølge sagens natur være flertydigt og dunkelt, som bogen bliver det, når den lige pludselig, ud af ingenting, giver sig til at snakke om »hjertechakrer« og om en meteor, der skal lande fra Mars.

Men bogens herskende vilje er nu snarere nedlagt i de mobiliserende slagord end i hengivelsen til den billedskabende fantasi.

Naja Marie Aidt og Mette Moestrup: OMINA. Digte. 61 s. Kr. 150,00. Gyldendal. Udkommer i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu