Læsetid: 6 min.

De kan drikke, hore og skyde alt det, de lyster – det går kun ud over robotterne

Lisa Joy og Jonathan Nolans fremragende nye science fiction-serie, ’Westworld’, handler om bevidsthed og menneskelighed og er et skoleeksempel på, hvad tv-serieformatet kan bruges til af videnskabelige og filosofiske diskussioner, hvis ellers ambitionsniveauet er højt, og evnerne kan følge med
Westworld er underholdning, men serien er også et godt eksempel på, hvad moderne tv-drama kan bruges til i forhold til moralsk-etiske, politisk-ideologiske, videnskabelige og filosofiske diskussioner

Westworld er underholdning, men serien er også et godt eksempel på, hvad moderne tv-drama kan bruges til i forhold til moralsk-etiske, politisk-ideologiske, videnskabelige og filosofiske diskussioner

HBO Nordic

4. oktober 2016

På et tidspunkt i tredje afsnit af Westworld læser en af hovedpersonerne, robotten Dolores (Evan Rachel Wood), højt af Alice i Eventyrland. Det er en passage, der handler om forandring: »Var jeg den samme, da jeg vågnede her til morgen? Jeg synes næsten, at jeg kan huske, at jeg følte mig lidt anderledes. Men hvis ikke jeg er den samme, er det næste spørgsmål: Hvem i alverden er jeg så?«

Og det er et af de helt centrale spørgsmål i Westworld, en ny, fremragende tv-serie af ægteparret Lisa Joy og Jonathan Nolan – og produceret af blandt andre J.J. Abrams: Hvem er vi?

Serien, der er baseret på Michael Crichtons moderne scifi-klassiker fra 1973, handler om kunstig intelligens, om følelser og bevidsthed, om erindring og frigørelse, om menneskets uheldige behov for at lege Gud, og den – siger jeg efter at have set de fire første afsnit – tegner til at blive en af årets helt store og indholdsmæssigt mest ambitiøse tv-oplevelser.

Westworld foregår i en ikke så fjern fremtid i en avanceret forlystelsespark, titlens westernverden, hvor rige mennesker kan lege cowboys og -girls og udleve deres hedeste og mest depraverede drømme.

De kan drikke, hore og skyde alt det, de lyster – det går kun ud over de uhyggeligt menneskelignende robotterne, der til gengæld ikke kan gøre mennesker skade – og når de sover, gæsterne, bliver al blodet tørret op, de smadrede møbler repareret eller erstattet og de lemlæstede robotter nulstillet og lappet sammen, så de er så gode som nye.

Udgangspunktet er med andre ord nogenlunde det samme for film og serie, men hvor Crichton fortalte om en enkelt robot, Yul Brynners gunslinger, der gik amok, og så begivenhederne gennem gæsternes skræmte øjne, er tv-serien meget mere interesseret i, hvordan robotterne oplever parken, og den synes langsomt at arbejde sig henimod en kulmination  eller et sammenbrud af en slags.

Eksistentiel krise

Det er en fascinerende præmis, som folkene bag Westworld må have lånt fra Ridley Scott og Philip K. Dicks Bladerunner og vel også Isaac Asimovs bøger om robotikkens love, men som de i dén grad gør til deres helt egen i en tv-serie, der tumler med filosofiske og menneskelige spørgsmål af en vis tyngde.

(Jonathan Nolan skriver i øvrigt også filmmanuskripter sammen med sin bror, filminstruktøren Christopher Nolan, der i sine film, The Prestige, Inception, Interstellar, leger med den ofte svært definerbare grænse mellem drøm og virkelighed.)

Det er ikke kun Westworld, der i de senere år har spurgt, hvad der gør et menneske til et menneske – det samme har ikke mindst Spike Jonzes Hende og Alex Garlands Ex Machina – og det er et spørgsmål, der kun bliver mere og mere relevant i takt med, at virkelighedens kunstige intelligens realiseres.

Men takket være serieformatet og en mange timer lang første sæson har ægteparret Nolan, deres instruktører og skuespillere mulighed for at tage sig tid til at folde problematikken ud og lade detaljerne tale i en sjældent kompleks og detaljerig fortælling, der borer sig langt ned i materien, mens den ofte skifter synsvinkel mellem en række forskellige personer: Gæster, de ansatte og ledelsen i Westworld og selvfølgelig robotterne.

Ligesom alle de andre robotter i parken følger Dolores hver dag et bestemt handlingsmønster med større eller mindre muligheder for improvisation, og hver dag siger hun de samme replikker og føler og gør mange af de samme ting.

Men hun er også begyndt at huske ting, det bestemt ikke er meningen, at hun skal huske – at hun gør det samme igen og igen, at hun bliver skudt på og misbrugt – og det medfører en art eksistentiel krise, som Bernard (Jeffrey Wright), en af forlystelsesparkens kreative chefer, gennem samtaler med Dolores forsøger at finde ud af, hvor kommer fra.

Mystisk skikkelse

For godt nok er robotterne i nogen grad tænkende og følende væsener, men de har ingen bevidsthed eller selvstændige følelser – eller det burde de i hvert fald ikke have ifølge Westworlds øverste chef og skaber, Ford (Anthony Hopkins).

Som en anden gud bevæger den geniale og uudgrundelige mand sig for det meste alene rundt i sin park og gør sikkerhedschefen, Theresa (Sidse Babett Knudsen), og bestyrelsen nervøse med små, mentale forbedringer af robotterne, der kun får dem til at fremstå endnu mere menneskelige.

Men det er de altså ikke, understreger Ford over for ikke mindst den melankolske Bernard, der dog slet ikke er så sikker, måske fordi han har implementeret sine egne opgraderinger i nogle af robotternes ’dna’.

Og således har de fleste involverede i parken deres egen dagsorden, som det er endog meget svært at regne ud. I udkanten af selve den enorme park rider tilmed en brutal gunslinger (Ed Harris) rundt og tager livet af den ene robot efter den anden i et forsøg på at finde noget, en labyrint, som måske kan give ham et svar.

Hvad det er for et svar – og på hvilket spørgsmål – får man efterhånden en anelse om, og det er både foruroligende og spændende at følge ham, mens man grunder over, om han nu er robot eller menneske.

Ligesom man i Bladerunner var i tvivl om, hvorvidt Harrison Fords Deckard var replikant eller ej, er Harris’ sortklædte ’hævner’ en mystisk, tvetydig skikkelse, der giver én fornemmelsen af, at der gemmer sig noget forfærdeligt under parkens polerede overflade. Den har mange år på bagen, Fords gennemførte westernverden, og åbenbart er ikke alt, som det umiddelbart tager sig ud.

Formidabel underholdning

Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvad der vil ske, hvis robotterne for alvor begynder at tænke selv og finder ud af, at de er robotter og ikke mennesker, og at de lever i en kunstig verden. Hvis de begynder at kunne huske alle de forfærdelige ting, de hver dag udsættes for af parkens gæster. Vil de mentalt bryde sammen og derfor skulle kasseres? Eller vil det kun bevidstgøre robotterne i endnu højere grad? Vil det føre til en revolution, hvor de gør oprør mod menneskene, som det sker i Terminator-filmene?

Og hvad siger det egentlig om os mennesker, at vi skaber robotter i vores eget billede og giver dem tanker og følelser, men ikke frihed? At vi udnytter dem for vores egen fornøjelses og økonomiske vindings skyld?

Der er med andre ord også en spændende herre-slave-diskussion på spil i Westworld, som Lisa Joy og Jonathan Nolan udforsker på en meget lidt moraliserende eller firkantet, men i stedet såre menneskelig og nuanceret facon. Og i det hele taget skriver serien sig ind i en stolt tradition for samfundskritisk science fiction, der går i kødet på samtidens ansvarsløshed, overforbrug, forlystelsessyge og manglende omtanke ved at fremskrive udviklingen en smule.

Mange af de spørgsmål, den ofte dystre serie stiller, skal findes i de detaljer, som der både narrativt og visuelt – det er så gennemført og betagende et univers – er plads til, fordi man tager sig tid til at fortælle og udfolde historien, og fordi alle skuespillerne, ikke mindst dem, der spiller robotter, gør det så formidabelt.

Når robotterne debriefes, og f.eks. Evan Rachel Woods Dolores næsten umærkeligt skifter mellem sin menneskelige modus og robot-modus – det ene øjeblik læser hun engageret op af Alice i Eventyrland, det næste diagnosticerer hun næsten mekanisk sig selv – er det svært ikke at blive imponeret over hendes præcise mimik og gestik og måde at tale på.

Westworld er smækfuld af hemmeligheder, og jeg kan ikke vente med at få afsløret nogle flere af dem i de kommende uger og måneder. Jovist er det underholdning, formidabel underholdning oven i købet, men samtidig er serien et skoleeksempel på, hvad det moderne tv-drama-format kan bruges til, når det gælder moralsk-etiske, politisk-ideologiske, videnskabelige og filosofiske diskussioner.

’Westworld’. Skabt af Lisa Joy og Jonathan Nolan. Kan ses på HBO Nordic, der sender et nyt afsnit hver mandag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Efter fjerde episode er Westworld en skuffende og rodet affære.

Det handler om robotter med følelser, som vi seere skal have følelser for... og virker BARE ikke...!!!