Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Det er, som om man kan høre et fjernt ekko fra et redaktionsmøde, hvor der blev indvendt, at det ikke skulle handle om klimaforandringer det hele

Der er skiftevis god og pinlig stemning i DR3’s problemformidling
Kultur
28. oktober 2016

»Hvad skal vi bruge håbet til?« spørger Christopher Læssø sin medrejsende.

Og det er ikke noget dumt spørgsmål. Ifølge videnskaben kan øriget Kiribati, som de besøger, nemlig ikke undgå at blive oversvømmet som følge af klimaforandringerne.

»Der er jo nødt til at ske noget drastisk,« som Christopher Læssø siger.

DR3 har sendt Christopher Læssø og rapperen Sivas af sted med antropologen Rane Willerslev som rejseleder (ikke at forveksle med tvillingebroren Eske Willerslev, der også er forsker og har lavet tv).

De står i vandkanten og ser på de mangroveplanter, der skal fungere som bølgebrydere.

Mangroveplanterne kan ikke forhindre vandene i at stige, men Sivas ser sig omkring og siger, at øboerne er nødt til at holde håbet oppe og være stærke.

Det er nemt nok at stå her og sige, når videnskaben siger, at deres land vil forsvinde.

Hans makkere er pludselig blevet smittet af den lokale befolknings tro på, at der stadig er noget at gøre. Man kunne kalde det benægtelse.

God stemning på undergangsferien

Programmet med de tre kendisser i vandkanten har den perfekt lakoniske titel DR3 siger farvel. Det går ud på, at unge kendte mennesker ser på steder, dyrearter og fænomener, der er ved at forsvinde.

På den måde får man vist verdens store fede problemer frem for andre end det sædvanlige publikum til undergangsdokumentarer.

Udsendelsen fra Kiribati er programrækkens foreløbigt mest vellykkede. De tre medvirkende nyder hinandens selskab, de er faktisk nogle værre grinebidere. Og det kommende tab, de er ude at danne sig et indtryk af, er på én gang meget håndgribeligt og meget svært at fatte.

Når de går rundt i lokalsamfundet på øerne, er det til at se, hvad der er at miste. Men det er svært at tro, at det faktisk forsvinder. Nogen plejer at finde på noget.

Den vaklen mellem optimisme og resignation er interessant. At der er nødt til at ske noget drastisk, er let at blive enige om. Spørgsmålet er, om man udretter mest ved at blive og tro på det eller ved at give op og lægge nye planer. Og uanset hvad, er det nemt nok at stå på Kiribati og klø sig i nakken.

Undergangsrejsemål

Et oplagt undergangsrejsemål kunne være de smeltende poler, men de øvrige fem programmer i serien handler om stammefolk, albatrosser, næsehorn, ninjaer og indianere.

Det er, som om man kan høre et fjernt ekko fra et redaktionsmøde, hvor der blev indvendt, at det ikke skulle handle om klimaforandringer det hele. Det virker lidt som en udvanding af et ellers forfriskende sortsynet koncept for et rejseprogram.

Rane Willerslev tager med sangerne Coco O. og Niels Brandt på besøg hos et nomadefolk i det nordlige Kenya, og det er dejligt at se gæster og værter komme godt ud af det sammen.

Truslen mod dette folks levevis virker ikke specielt overhængende. Mennesker og køer virker til at trives, og når man, som Rane Willerslev nævner, nok ikke kan regne med at se præcis det samme om 100 år, kan det vel lige så godt kaldes en kulturel udvikling som et tab.

Kan det svare sig at holde liv i bæstet

De udsendelser, der handler om de dyrearter, mennesket udrydder, giver umiddelbart mening, men så roder de alligevel rundt i nogle sære forestillinger om årsagssammenhænge.

Esben Bjerre og Emma Leth klapper det sidste levende mandlige nordlige hvide næsehorn og bliver igen og igen stillet spørgsmålet, om ikke man hellere end at bruge penge på nationalpark og dyrebeskyttelse skulle bruge penge på de fattige mennesker, der bor ved siden af nationalparken.

Der er kun to perspektiver til rådighed: Det kyniske – kan det svare sig at holde liv i bæstet, når nu andre næsehornsarter sikkert er lige så fine – og det sentimentale, når ærefrygt og nuttegys overvælder safarigæsterne.

Ingen taler om, hvorfor man antager, at de penge, der bliver brugt på nationalparken, ville komme dens menneskelige naboer til gode, hvis den lukkede.

Udsolgt af autenticitet

Ideen om at tage hen til Japan og sige farvel til den sidste ægte ninja virker lige så løjerlig som den turistattraktion, der er bygget op om den sidste statsautoriserede udøver af kampdisciplinen ninjutsu i Japan.

Der er udbredt forlegenhed på forreste tilskuerrække, hvor de medvirkende sidder og ser et topgøglet ninjashow.

X Factor-dommer og sangerinde Mette Lindberg arbejder virkelig for sagen, når hun lægger ansigtet i seriøse folder og udtaler, at der lige skal gå nogle dage, før det går op for en, hvad det vil sige at være ninja.

Endnu mere løjerlig er den – endnu ikke sendte – udsendelse, hvor Rane Willerslev i selskab med skuespilleren Ena Spottag og komikeren Martin Nørgaard skal ud og tage afsked med den såkaldte primitive indianer.

Programmet præsenterer Rane Willerslev som professor og eventyrer, titlen som antropolog er efterladt derhjemme, og det kan man høre.

På antropologi er det første, man lærer efter rusturen, at det peger tilbage på ens egne fordomme og manglende forståelse for andres virkelighed, hvis man opfatter et folk som primitivt.

Rane Willerslev vil sikkert bare være flink ved tilrettelæggerne, siden han så artigt tager den besynderlige præmis til sig, at de skal finde en ægte, autentisk 1800-talsindianer, der lever i pagt med naturen og i krig med cowboys, i et cherokee-reservat i North Carolina.

Her er udsolgt af autenticitet, hvis man med det begreb forstår noget, der ikke er indstuderet, iscenesat og gennemkommercialiseret.

Her er pyntet op med totempæle (som kun var udbredt i en enkelt stamme i Alaska, fortæller antropologen alligevel), og på fortovet står en indianer i indianerkostume og danser åndsfraværende, hvad der skal forestille en traditionel dans.

Mønstret i gulvtæppet på det casino, 80 procent af reservatets indtjening kommer fra, er også inspireret af traditionel cherokee-ornamentik. Der er masser af kultur, den er bare billig, og masser af indianere, de passer bare deres arbejde i turistbranchen.

Til gengæld virker antropologiprofessorens begejstring for sortimentet i souvenirforretningen helt autentisk. Giv den mand en frynsejakke.

Stemningen bliver mat i de udsendelser, hvor Willerslev og hans makkere leder efter noget, der ikke findes og muligvis aldrig har gjort det uden for fiktionens verden.

De tre medvirkende er enige om at tale situationen op, og Martin Nørgaard bemærker, at det er »fed hævn at bygge et kæmpe casino og tage pengene fra alle de gamle hvide mennesker, der ikke ved, hvad de skal bruge deres liv på«.

Professionel gloriepudser

DR3 er inde i en stime af public service-problemformidling, og den økonomiske ulighed får også en tur med programserien Superrig i slummen. Det er en omgang analysesvag socialpornografi syltet ind i journalistens moralske indignation.

Kristoffer Eriksen rejser rundt til fattige lande og møder meget rige mennesker. Med sagte og seriøs underlægningsmusik ifører han sig sin nydeligste skjorte og fedter, så det driver, for de rigmænd, hvis individuelle karakterbrister han forsøger at finde frem til.

Det er hans strategi at starte blødt ud, for det nytter ikke bare at spørge med det samme, hvorfor de er blevet så rige. Lige det emne gider de ellers godt tale om.

Når så Kristoffer Eriksen har masseret deres ego – og fortalt kameraet, at der må stikke noget under al den succes – vender han på en tallerken og giver den som kritisk, konfronterende journalist. Der ikke har brugt overdrevet lang tid på at sætte sig ind i sagerne.

Forargelsesgyset over den bangladeshiske milliardær, der lader sig håndfodre af sin kone, er bemærkelsesværdigt, og det er det, man skal se Superrig i slummen for – ikke indsigterne. 

’DR3 siger farvel’ sendes mandage kl. 19.55. ’Superrig i slummen’ sendes onsdage kl. 21.30. Begge programmer kan ses på dr.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her