Læsetid: 5 min.

Nu kan vi lære endnu mere af 'Vinterbørn'

Fyrre år efter at Dea Trier Mørch beskrev de svangre kvinder på Rigshospitalet i ord og træsnit, fremstår mødrenes oplevelser evigtgyldige, mens det samfund, der beskrives, for altid er forsvundet
8. oktober 2016

Så er den her igen, Dea Trier Mørchs Vinterbørn. Den er kravlet ind i mit hus og står på min hylde, som om den altid har stået der.

Og så alligevel ikke, for den er ikke gulnet, den er så fin, med det samme omslag som i 1976 med træsnittet i creme og blåt og med en mor, som varsomt lægger sit barn til brystet.

Den er genudgivet med de mange fortællinger fra svangregangen og barselsgangen på Rigshopitalet i København, skæbner fra forskellige samfundslag, som kryber ind i hvide hospitalssenge og fletter sig ind i hinanden hen over jul og nytår og ind i den kolde januar i 1975.

Vinterbørn er ikke alene en bedrift, fordi fortællingerne om de tunge, gravide kroppe bliver til noget nær en spændingsroman. Dea Trier Mørk gennemillustrerede også værket med sine præcise og rørende træsnit.

Kvinderne med de store maver og tunge bryster – og kønsbehåring. En vulva som en svulmende tulipan i forgrunden, mens ansigtet midt i smerten gemmer sig i den elskedes arme. Lykkeligt befriede kvindeansigter over sammenkrøbne, trygge spædbørn.

Men også spinkle truede væsner i store, firkantede, voldsomme kuvøser med slanger og knapper, bekymringen fanget så præcist i træsnittets sort-hvide rum.

Jeg læste Vinterbørn, dengang den udkom, og den var et præcist og realistisk billede af disse mange kvinders oplevelse af svangerskabet, ikke mindst når det præsenterer sig i al sin farefuldhed.

En helt enestående følelse af at være i naturens vold, alle disse kræfter, der nærmest gør kroppen til et landskab.

»Det arbejder og arbejder i Veronicas krop. Det kører med hende. Hun sveder den kolde sved. Underkastet en naturlov, som hun ingen mulighed har for at flygte fra, kan hun ikke pludselig råbe:

’Stop – jeg vil af! Jeg fortryder.’ Eller ’gi mig lige en halv times pause!’ Det er umuligt. Hun er fuldkommen i sin skæbnes vold.«

Der er den tyrkiske Habiba, gæstearbejderens kone, der ved sin seng får besøg af farvestrålende gæster og ikke forstår mange ord på dansk, men også hun bliver ét med den natur, som har overtaget hendes krop.

Hun trøstes om natten af de to jordemødre, som til tryghed for de indlagte kvinder tager nattevagten:

»De hvide engle har fjernet hendes angst og hendes ensomhed. Nu kan hun sove. Hendes lille fletning ligger på puden som halen på en kattekilling. Et øjeblik efter høres et roligt tyrkisk åndedræt – så regelmæssigt og tungt som bølgeslaget i Bosporus.«

Ikke mindst beskriver Dea Trier Mørct så utrolig fint, hvor afhængig den fødende bliver af sine omgivelser.

»Bare de nu vil tale venligt til hende! Bare de nu vil være imødekommende, så vil hun gå med til hvad som helst. Men hun tåler ingen hårde ord,« hedder det om Veronica midt under fødslen, når Dea Trier Mørch ubesværet glider ind og ud af de svangre kvinders bevidsthed.

Der er noget totalt eviggyldigt ved kvindernes bekymringer om deres store maver, om angsten for at få dødfødte børn, om hvordan det hele skal gå.

Beskrivelsen af den fødende Veronica og de smerter, man nærmest ikke tror det menneskeligt muligt at gennemleve og så alligevel gør det, står fortsat mesterligt som noget, der skete i går, men lige så godt kunne ske i morgen.

»Hovedkulds, blodig, sprænges et eller andet – klippeblokke ruller ned ad bjergvæggen og styrter i havet. Det brager i hendes knogler, de skrider fra hinanden.

Barnets krop baner sig vej gennem den allersidste, bløde del af fødselsvejen. Som en stamme, der trækkes ud over en gruset strandbred og videre ud i havet – stødes noget stort og fast og mørkt ud af hendes krop, ud mellem hendes ben, en mørk pakke, en blodig klump.«

Og så er et barn blevet til, det er sket millioner af gange før, og alligevel er det så enestående.

Men samtidig står Vinterbørn i dag som et billede på, hvordan så utrolig meget alligevel har forandret sig på fyrre år.

Først og fremmest måske den sociale bevidsthed, som gennemstrømmer værket. Den får vi især af Marie, gennem hvis øjne det måske er, at vi ser det hele. Hun venter barn med en ven, som er grønlænder og musiker.

Marie læser marxistiske værker, mens fostervand hober sig truende op i hendes store mave. Det er hende, som ser alle de sociale forskelle og også konstaterer. at hun har et privilegeret forhold til overlægen, når hun spørger ind til, hvad der er i vejen med hende.

Det gør nemlig ikke alle patienterne. »Hospitalet er til en vis grad et billede på samfundet. Det store flertal af patienter vil altid både føle sig og i realiteten også befinde sig – underst – i bunden og hospitaliserede,« tænker Marie.

»For hver gang kommer overlægen nærmere – svigter jeg mine medpatienter,« fortsætter Maries tanker så, i et spor, som pludselig viser sig at være utroligt halvfjerdseragtigt. Hvem i alverden ligger i dag på en fødegang og tænker over klasseforræderi?

Så mens Vinterbørn stadig har alt det evigtgyldige tankegods, er det alligevel noget helt andet at læse den her fyrre år efter.

De svangre kvinder både ryger og drikker, når jordmoderen rigtig skal hygge om dem, trækker hun en flaske rødvin op, som de drikker i fællesskab for at slappe af.

Overlægen tilbyder en nybagt mor en snaps af samme grund – der er ikke spor af bekymring for, hvad alkohol mon gør ved fostre og spædbørn gennem mælken, som løber til i overspændte bryster.

Og er vagina mon stadig lige så mystisk, som den beskrives her: »Almindeligvis kender hverken manden eller kvinden noget til kvindens vagina. Den er mørk og og mystisk og lisså gådefuld som stjernehimlen. Gynækologens og astrologens arbejde ligger begge lige langt fra menigmands fatteevne.«

Teksten er også spækket af det Billedbladsagtige og lyserødt romanstof, som kvinderne læser. »Kerry hviskede: Jeg føler mig så mærkelig … mat og mærkelig. Det hele virker så skørt og umuligt.« Kvinderne glider ind i romantiske drømmeverdener, som anno 2016 måske snarere findes i tv-serier.

Men ikke mindst er der selve hospitalet, som er så langt mindre effektiviseret, end det er i dag.

Da de endelig bliver født, de spæde små i alle mulige størrelser og faconer, som Dea Trier Mørch beskriver så indfølende, har de nybagte mødre med største selvfølgelighed en uges tid til at komme sig dér på hospitalet.

Marie føder for tidligt og lister gennem Rigets mørke gange over til sit barn, der fodres op på neonatal afdeling. Hun får tilbudt, at hun kan blive udskrevet og så indlagt igen, når barnet er blevet stort nok, for at kunne gennemleve denne tid igen.

For fyrre år siden var der stadig meget mere tid at give af, tid til at gennemleve det mirakel, det er at skabe et barn, det totalt uforståelige, at et levende væsen kommer ud af ens skød og ens mave.

Tid, som der også er så meget af i romanens rum i Vinterbørn, tid til lange forklaringer om babyafføring og ammeproblemer, tid til ammestuehistorier, som til gengæld virker lige så relevante og nødvendige i dag, som de gjorde det for fyrre år siden.

Dea Trier Mørch: Vinterbørn. Gyldendal, 296 sider, 150 kr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Hans Aagaard
David Zennaro og Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu