Mens Vestens opmærksomhed retter sig mod Aleppo og den syriske tragedie, insisterer danske Carsten Jensen og norske Anders Hammer i en ny stor litterær reportagebog, Krigen der aldrig ender, på, at Afghanistan fortsat kommer os ved.
Vi har stadig et ansvar, og det skal vækkes til live ved at give os indblik i konsekvenserne af krigen for afghanerne. Spørgsmålet er, om det kan lade sig gøre.
Selve bogens raison d’etre er, at de to forfattere af to omgange – i 2013 og 2016 – har besøgt steder og mennesker i Afghanistan, som ellers ikke finder vej til nyhedsstrømmen.
Bortset fra bogens sidste del, der har et mere analytisk-kritisk take på Vestens engagement i Afghanistan, består bogen af portrætter af afghanske menneskeskæbner, der aktivt har taget del i konflikten, både talibanere og krigsherrer, afghanske soldater og almindelige afghanere med forskellige sympatier, der alle er berørt af krigen.
Carsten Jensen har utrætteligt beskæftiget sig med at endevende krigen i Afghanistan i mange år. Som indædt kritiker af USA’s, NATO’s og Danmarks indsats, som rost romanforfatter sidste år og som reporter.
Det er den sidste rolle, han tager på sig i den nye bog sammen den relativt unge Anders Hammer (årgang 1977), der har boet i Afghanistan i en længere årrække og også har flere bøger om landet bag sig.
Reportagens etos
Reportagelitteraturens fineste opdrag er at gøre det fremmede vedkommende. At gøre os nysgerrige og forpligtede på den verden, som vi, om vi vil det eller ej, til enhver tid er forbundet med. Og det er at finde et sprog, som kan forbinde forskellige verdener.
Og i et medievirvar af en anden verden – som også er vores verden – hvor krige reduceres til tabstal og danskvinklede tominutters indslag på tv, og hvor de færreste journalister reelt hverken har tid, mod eller vilje til at producere gennemarbejdede bud på nuancerede virkelighedsfremstillinger fra egne, der ligger bare lidt længere væk, er det velgørende, at nogen gør forsøget.
Så meget desto mere relevant bliver det i tilfældet Afghanistan, fordi krigen i Afghanistan også er vores krig, selv om der nu kun er et mindre antal amerikanske soldater og et større antal private sikkerhedsfolk tilbage.
Den store litterære krigsreportage i traditionen fra den polske mester Ryszard Kapuscinki eller Hemingway har også haft stolte arvtagere i Skandinavien, hvor reporteren ikke er bange for at bruge sig selv og tage litterært billedsprog og virkemidler i brug.
Hos Jensen og Hammer er det dog ikke machoattituder a la en Jan Stage, der er i centrum, snarere tværtimod. Vi er godt nok midt i et krigshærget land, men hele tiden i periferien af konflikterne og blandt mennesker, der er påvirket af den.
Læs serien fra 2013: Carsten Jensen i Afghanistan
Det er Abdul Ahad, hvis ene datter blev dræbt i et selvmordsangreb. Det opiumsbonden, der skal betale en stor del af sin indtægt til Taliban. Det er militslederen Mehman Shar, der har skiftet side mellem Taliban og regeringen flere gange, alt efter hvad der var opportunt, og stolt fremviser sin rødhårede datter. Det er rengøringsassistenten i retten i Gereskh, der aldrig har fået ordentlig løn og anklager regeringen for at være korrupt.
Det er dem, vi skal forstå. Men kan man overhovedet det? Er det muligt for os privilegerede at forstå, hvad det vil sige at leve – og dø – i et land, hvor krig har været det altdominerende omdrejningspunkt i en (afghansk) menneskealder? Og kan reportagen gøre det muligt?
Nej, grundlæggende ikke, mener Carsten Jensen i et interessant midterkapitel i bogen, der fremstår som en form for krigsreportagens poetik i miniformat. Jensen er her ganske ærlig. Han føler ikke, at han forstår det liv, de lever. Han føler ikke, han har været tæt på dem. Han føler ikke, at han »bare et øjeblik har delt deres vilkår«.
Alligevel er der en fællesnævner, et fællessprog, som han kan dele med afghanerne. Og det er frygten. Frygten for at dø. Døden er ubarmhjertigt demokratisk, som han skriver: »Når vi er bange, stirrer vi, de og jeg, ned i den samme afgrund. Der er et pludseligt fællesskab imellem os, og det er frygten, der skaber det.«
Læs serien fra 2016: Afghanistan genbesøgt
Men Carsten Jensen kan ikke blive i frygten – den giver ham hovedpine og tilbagevendende ubehagelige drømme. Han må skrive sig ud af den, indtil han kan rejse tilbage til sin privilegerede tilværelse.
Først i sproget, skriften, bliver virkeligheden håndterbar for ham. Og heri består også den litterære reportages problem. Det er kun virkelighedens fælles angst, der kan skabe forbindelse mellem det fremmede og os. I det øjeblik, det nedfældes i litteraturen, bliver den ikke til reel indlevelse, men snarere til æstetik, til distance.
For lige præcis det eneste sted, hvor vi kan identificere os med de mange menneskeskæbner, der udfoldes i bogen, er der, vi allermindst ønsker at være: i frygtens og i dødens ubønhørlige og fællesmenneskelige omfavnelse. Faren er så, at resten bliver til æstetik og dramatiske fortællinger om mennesker, vi dybest set ikke kan forstå.
Selve bogens udformning tydeliggør det problem. Anders Hammers gennemførte og flotte fotos, det fornemme tryk og de farvede sider i det afghanske flags farver bidrager dertil. Det kan synes som en paradoksal kritik at rejse af en bog, at den tager sig for godt ud. Men givetvis stik mod intentionen skaber lækkerheden distance og ikke indlevelse.
Bittesmå sprækker af optimisme
Det er de færreste danskere, der har været i Afghanistan. Og hvis man som undertegnede aldrig har været i landet, er det tæt på umuligt at vurdere repræsentativiteten i en bog som Krigen der aldrig ender. Er det sandheden om Afghanistan, vi her præsenteres for? Muligvis, men ikke hele sandheden.
Kun få steder i bogen er der små sprækker af optimisme at spore. En ung mand er flygtet til Sverige via den risikofyldte rute med båd fra Tyrkiet til Grækenland, men er frivilligt vendt tilbage til Afghanistan. Den svenske stat betalte ham ganske godt for det, så han kunne etablere sig og blive gift. Han kan svinge sig op til at være 50 procent optimist på landets vegne. Ellers er det billede mildest talt nedslående.
Spørgsmålet er også, om det nytter noget. I en tid, hvor politikerlekture begrænser sig til embedsmandsrapporter, twitteropdateringer og en krimi i ny og næ, har den litterære reportage trange kår som vidensgrundlag for beslutninger af egentlig substantiel karakter.
I stedet kan den fungere som oplysning for de få videbegærlige, der ikke kan gøre andet end at hylde folk som Jensen og Hammer, der rent faktisk er villige til at løbe en stor risiko. Og i det mindste gør forsøget på at muliggøre indlevelse i en trøstesløs virkelighed, som vi selv har været med til at skabe, men ikke længere magter eller ønsker at tage ansvaret for.
Carsten Jensen og Anders Hammer: ’Krigen der aldrig ender. Reportager fra Afghanistan’. Gyldendal 2016. 336 sider. 299 kroner
