Læsetid: 7 min.

Kunstrum uden klimakontrol

Med en ny tilvækst af imponerende kunstværker vokser Skovsnogen Artspace syd for Herning sig større og mere ambitiøs og ligner et seriøst bud på et tidssvarende kunstrum
Skovrummet dulmer det cementerede had i Jes Brinchs murstensskulptur HATE fra 2013.

Skovrummet dulmer det cementerede had i Jes Brinchs murstensskulptur HATE fra 2013.

Jesper Houborg/Skovsnogen

7. oktober 2016

De moderne museer har skabt en særlig form for rum. Kontemplative rum, der er rensede for overflødige detaljer og interiør.

Den ensomme og lidt ubekvemme museumsbænk midt i det højloftede rum med hvide vægge og dagslyskalibreret kunstlys har i årevis udgjort den udstillingsæstetiske norm i vestlige kulturer.

Det er, som om kunstværker bliver opfattet som sarte genstande, der kræver stabilisering via det omgivende rum. Museumsarkitekturens hvide kube fungerer som et støttekorset, der afstiver den anæmiske, svage kunstgenstand.

Men samtidig med at denne norm i det tyvende århundrede har konsolideret sig og manifesteret sig i stadig mere voluminøse museumsbyggerier, så har mange kunstnere øvet modstand mod den museale indsnøring.

I stedet for at tilpasse deres værker til museumsrummenes klimastyrede neutralitet, er kunstnere søgt ud i den omgivende virkelighed. Den samme virkelighed, som museerne så effektivt lukker ude for at kontrollere temperatur, luftfugtighed og skabe en generel atmosfære af afsondret neutralitet og streng adfærdsregulering.

Ingen beskyttelse

Ude i virkeligheden er betingelserne anderledes. Hvis museerne beskytter kunsten og iscenesætter den som en genstand, der forlanger ro og sakral andægtighed, så er vilkåret omvendt uro og foranderlighed, når kunsten bevæger sig ud i virkeligheden.

Her nyder kunsten ingen beskyttelse. Den er i skarp konkurrence med omgivelserne om publikums opmærksomhed, og den nyder intet værn mod vejrlige påvirkninger.

Til gengæld opnår den en anden frihed, når den ikke længere befinder sig i den hvide kubes æstetiserende og præserverende beskyttelseskammer. Ude i virkeligheden er kunsten flygtig og omskiftelig, og den inviterer til deltagelse på en helt anden måde, end den museale kunst kan.

Alle de formaninger om korrekt adfærd, som museumsrummet automatisk aktiverer, er fraværende i den uskærmede virkelighed hinsides det museale rums tryghedszone. På godt og ondt bliver kunsten sat på prøve her, og det er ikke altid, den overlever prøvelserne.

Hvor museets formål er bevaringen af kunstgenstanden for evigheden, er kunsten i virkeligheden ofte underlagt forvitring og ultimativt ligefrem den fuldstændige udslettelse.

Kunsten som fremmedlegeme

Man fornemmer meget tydeligt, at forgængeligheden er et basalt vilkår, når man bevæger sig rundt på den bløde og svampede skovbund i Skovsnogen Artspace.

Her stiller skovens rum sig an som en utæmmelig, livfuld og vild kulisse, der ikke kun er leveringsdygtig i spektakulær idyl, men også i risikoen for våde sokker, hvis ikke man lige har fået gummistøvlerne på.

På baggrund af de tætte træstammers nonchalante svajen i vinden tager kunsten sig næsten uanseelig ud. Den er så tydeligt et fremmedlegeme her og så tydeligt underkastet de naturprocesser, som viltert udspiller sig omkring den under den åbne himmel.

Kunstværkerne i Skovsnogen er udført som stedsspecifikke arbejder, der er skabt til den levende, foranderlige og dramatiske situation, som skoven udgør.

Spændende eksperiment for samtidskunst

Skovsnogen Artspace blev oprettet i 2009 af kunstnerne Søren Taaning og René Schmidt i samarbejde med Friluftsrådet.

Stille og roligt er Skovsnogen siden vokset til at blive et af de mest spændende eksperimenter for samtidskunst i Danmark i nyere tid og kan fra i år også pryde sig med at være blevet en selvejende institution med egen skoletjeneste.

I et 25 hektar stort skovområde lidt syd for Herning har en række danske kunstnere udført værker, som er opstillet permanent – eller så permanent, som vilkårene nu tillader det.

Sidste weekend kunne Skovsnogen Artspace så holde en velbesøgt og festlig fernisering over 16 nye værker, som er blevet opført gennem de seneste par måneder. Listen over nyopførte værker tæller bidrag fra etablerede navne som Elle Klarskov Jørgensen, Klaus Thejll Jakobsen og Peter Land såvel som fra yngre kunstnere som Biba Fibiger, Johanne Skovbo Lasgaard og Morten Modin.

Skovsnogen er ikke nogen skulpturpark, der plejer og trimmer et velfriseret haveanlæg omkring en serie værker.

Den er heller ikke et forsøg på at videreføre erfaringerne fra 1960’ernes Land Art, som brugte naturen selv som sit kunstneriske materiale.

Derimod er det den bærende idé, at invitere kunstnere – især billedhuggere– til at arbejde med deres vante praksis i de uvante omgivelser, som en skov frembyder.

Skoven bliver ikke på nogen væsentlig måde modificeret for at huse kunstværkerne, og kunstværkerne er ikke forpligtede på at arbejde direkte med naturen. Det resulterer i sære optrin og poetiske overraskelser. Kunstværker, som på et museum ville fremstå monumentale og skarpskårne, tager sig i Skovsnogen forbløffende skrøbelige ud.

Sidste weekend kunne Skovsnogen Artspace så holde en velbesøgt og festlig fernisering over 16 nye værker, som er blevet opført gennem de seneste par måneder. Morten Modin er en af bidragyderne.

Morten Modin

Naturdramatik

Det mest markante eksempel er Jes Brinchs murstensskulptur HATE fra 2013, som midt i en lysning overrumplende fremstaver sin egen titel i meterhøje, røde murstensbogstaver. De skrigende versaler bliver imidlertid dæmpet af de omkringstående nåletræers høje stammer, der omkranser skulpturen, slår ring omkring dens bastante udsagn og trøstende lader sine visne nåle drysse ned over den.

Det cementerede had bliver dulmet, skovrummet afvæbner selv den mest voldsomme aggression og udvirker en mild terapeutisk effekt på alt, der finder sted i det, ligesom det overtrumfer alle tilløb til iscenesatte dramaer med sin svært overbevisende naturdramatik.

Skovens rum viser sig som en spændende og udfordrende kontrast til stort set alle eksisterende typer kunstrum, og på den kilometerlange rundtur i Skovsnogen bliver man gang på gang slået over kunstnernes skalabevidste måde at integrere deres værker i naturens rum.

Et af de mest ambitiøse nye bidrag består i et pågående samarbejde mellem Skovsnogen Artspace og Billedhuggerskolen på Det Kgl. Danske Kunstakademi i København.

I fællesskab er de to institutioner ved at etablere et parallelunivers, hvor grundplanen af Kunstakademiets billedhuggerhave som en begyndelse er optegnet og markeret med et lavt hegn i Skovsnogen, og gipseriets grundplan er markeret med et plateau i træbrædder, som man kan træde op på.

Det er meningen, at hele billedhuggerskolen med tiden skal genopstå som en jysk 1:1-replika her. Om der omvendt vil begynde at skyde nåleskov op i billedhuggerhaven i København, kan man kun gisne om.

Men det er netop denne appel til bevidsthedens spekulative kapaciteter, der er projektets foreløbige styrke. Det taler til en imaginær kvalitet ved det skulpturelle virke, forestillingen om rummets modelerbare såvel som repeterbare egenskaber.

Det ydre univers på afveje

Elle Klarskov Jørgensens skulptur Station LYR inviterer også ens fantasi på himmelflugt. Den store, blanke metalkugle med en række åbninger mod sit hule indre ligner et objekt fra det ydre univers, der er kommet på afveje.

Den smukke og enkle form ægger ens nysgerrighed og vækker ens sanser.

Når man banker let med en kno på kuglens ydre, skabes en markant klang i dens indre ekkorum. Både i sin distinkte form og i sin naturfremmede materialitet står Station LYR i stærk kontrast til de skovomgivelser, den er landet i.

Det samme gælder Peter Lands Falden Måne, der består i et stort, smilende måneansigt, som ikke blot et faldet til jorden. Nej, det nedstyrtede himmellegeme er på vej til at blive opslugt i den jord, som månen ellers er bestemt til at kredse omkring.

Værket er endnu ikke helt fuldendt, men ligner allerede et perfekt signaturværk af Peter Land i sin kitschede tivolinostalgi, der driver af uskyldsren melankoli og kulørte lamper.

Elle Klarskov Jørgensens skulptur ’Station LYR’ ligner et objekt fra det ydre univers, der er kommet på afveje.

Jesper Houborg/Skovsnogen

Fremtidens kunstrum

Mindst ligeså fremmedartet og nedstyrtet tager Morten Modins Det kritiske punkt for intethed sig ud, selv om værkets aggressive form med et utal af sylespidse, glaciale takker egentlig mest af alt ligner en avanceret matematisk model eller en futuristisk genopfindelse af et middelalderligt torturinstrument.

Skulpturen er udført i biologisk nedbrydeligt plastmateriale, der langsomt vil forvitre og få formen til at ændre sig, men fersk og nys udklækket fremstår den som en højst sælsom floral gevækst i skovbunden.

Sælsom er også Johanne Skovbo Lasgaards Mineral Bath, Garden Party, der består i pigmentmarmorerede afstøbninger af forstørrede muslingeskalmotiver og hjerteformer i skovbunden ledsaget af et hængende, stormasket net i et metalstativ.

Elementerne i værket er disponeret med præcision og udsøgt fornemmelse for skovrummets på samme tid storladne og intime kvaliteter, mens en grundtone af letsindet party-stemning samtidig dominerer det hele.

Her må du gerne røre

Det er tydeligt, at Skovsnogen Artspace genopfinder museumsrummet i en meget tidssvarende variant.

I skovrummet er kunsten indsat i en ramme, der helt ubesværet opnår en masse af det, som museerne i de senere år har lavet så store krumspring for at skabe, nemlig en uhøjtidelig, inkluderende, sansepirrende og bevidsthedsstimulerende kunstoplevelse, som ikke koster nogen entré, som står åben for publikum døgnet rundt, og som ikke er belastet af velmenende kustoders konstante bevogtning eller et omklamrende formidlingstyrannis didaktiske pegefingre.

Her må du godt røre ved kunsten, undersøge den, mærke den. Du kan sågar overnatte i den, hvis du ellers kan lokalisere for eksempel John Kørners Produzione, som nok ligner en lille fabrik fra stien, men som på bagsiden åbner sig op og viser sig at være intet mindre end et luksusshelter med brændeovn og soveplads. Stiger der røg op i skorstenen på fabrikken, ved du, at shelteret allerede er optaget.

Usnobbet og ligetil

Måske er det fremtidens kunstrum, Skovsnogen Artspace er i færd med at opfinde. Det er i hvert fald et rigtig godt bud på, hvordan en omsorgsfuld og konsekvent kvalitetsbevidst kuratorisk praksis i sammenhæng med et enestående naturområde kan skabe et utvungent og indbydende kunstrum, som samtidig tilbyder frisk luft, våde sokker, myggestik og røde kinder.

Det er ikke mærkeligt, at oplandets skole- og gymnasieklasser valfarter til Skovsnogen, for her er kunstoplevelsen usnobbet og ligetil, båret først og fremmest af det enkelte kunstværks egen styrke og overbevisningskraft. Det er det eneste, værkerne har at klare sig med herude, fjernt fra den konventionelle museale afstivning.

At det for langt de fleste værker lykkes imponerende godt, vidner først og fremmest om et højt kunstnerisk niveau, men det åbner samtidig for helt nye ideer om, hvordan et kunstrum i dag kan være.

Ikke kun de unge under uddannelse burde flokkes her, men også den samlede bestand af danske museumsfolk, som kunne hente masser af gratis inspiration i Skovsnogen.

Skovsnogen Artspace. Kibæk. Indtil det forgår. www.skovsnogen.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Skov for sig, og kunst for sig, plejer jeg at mene, men i begrænsede mængder kan der måske være meget forfriskende med en blanding som her i Kibæk ved Herning. I en sikkert overvejende nåleskov, men der er da også løvskov på billederne og lyse åbninger. Natur-omgivelserne får vitterlig kunstværkerne til at "rykke ned" i dimension, og det er sikkert sjovt at gå rundt og opdage kunsten på denne anderledes måde. Rune Gade har skrevet artiklen under rubrikken KRITIK, men uden et eneste negativt ord. Lovprisning er det nærmest, forherligelse, skønsang, hvilket nok vil falde falde en ægte jyde noget for brystet. Men skidt pyt - og så kommer ud i naturen i al fald, derfor er Friluftsrådet også involveret.
http://www.skovsnogen.dk/

En anden type friluftsmuseum er det ældre Rudolph Tegners Museum i Nordsjælland, hvor Tegners voluminøse, nærmest svulstige skulpturer er spredt ud over det bakkede hedelandskab.
http://www.rudolphtegner.dk/