Læsetid: 3 min.

Kvalificering af kampzonen

Stefan Hermann betjener sig både af administratorens logik og dannelsens sprog, når han ganske velgørende hudfletter yderpositionerne i den aktuelle debat om, hvordan vores uddannelser bør se ud. Hermanns alternativ er en revitalisering af dydsetik og karakterdannelse
12. oktober 2016

Hvor står kampen om dannelsen?

Sådan lyder titlen på en lækker lille sag, der er en del af en ny debatbogserie fra Informations Forlag, Moderne Ideer. Serien tager depechen op fra Århus Universitetsforlags overvældende succes Tænkepauser, blot med en del mere polemisk kant.

Den enkelte bog kan fås for en rørende 50’er og er lige præcis lille nok til, at man kan have det hvid-orange cover synligt stikkende op ad frakkelommen, så omverdenen også kan se, at man er med på de »moderne ideer«.

Lige præcis debatten om dannelse kan dog i udgangspunktet (desværre) ikke ligefrem siges at være præget af moderne ideer. Men den udgør ikke desto mindre en veritabel kampzone.

Dannelsen er på retur, og vi er ved at sætte en værdifuld tradition over styr i en uddannelsestænkning, der arbejder i økonomiseringens og arbejdsmarkedets navn, lyder kritikken. Ethvert nyt uddannelsespolitisk tiltag er en bevægelse væk fra dannelsen.

Omvendt forsømmer nye politiske tiltag på uddannelsesområdet mere eller mindre konsekvent at formulere meningsfulde formål, men har næsen dybt nede i arbejdsmarkedet, kvantitative mål og nok så forkætrede Excel-ark. Dannelse og uddannelse bliver nærmest til modsætninger i kampens hede.

Rektor for Professionshøjskolen Stefan Hermann forsøger i bogen at genindføre dannelsesbegrebet som den centrale kategori for al pædagogisk og uddannelsespolitisk strid i dag for på den måde at skabe en fælles arena, hvor uddannelsesdebattens poler kan mødes til fælles bedste.

Dybest set, hedder det, handler den brede debat om uddannelse i dag om dannelse, også selv om aktørerne ikke nødvendigvis selv er klar over det.

Dannelseshunger

Hungeren efter at kunne se uddannelse og pædagogik i et dannelsesperspektiv er udtalt og udmønter sig i udtalt styringskritik og bureaukrati-bashing fra den ene lejr.

På den anden side af bordet lyder kritikken af dannelsestænkningen, at den er forandringsresistent, betjener sig af tågesnak og ikke tager tidens store udfordringer – international konkurrence og arbejdsmarkedet – alvorligt.

Det er netop de to yderpositioner i dansk uddannelsesdebat, Stefan Hermann går i haserne på. Begge positioner i deres rene form er, hævder Hermann, dybest set ødelæggende, ikke blot for debatten, men i sidste ende også for de elever og studerende, hvis interesser de mener at varetage.

Hermann konstruerer behændigt de to yderpositioner – stort set uden at nævne navne eller angive referencer – som han skyder på fra den midterposition, han gør til sit adelsmærke.

Det greb gør det muligt for forfatteren at rejse mere eller mindre inkognito gennem uddannelsesverdenens positioner.

Han kender dannelsesdebatten, er opvokset i højskolen, har læst bøgerne og kan sproget. Omvendt er han med sin ministerielle fortid og nuværende funktion som leder af en stor dansk uddannelsesinstitution og deraf følgende kald til diverse politiske udvalg også en ganske magtfuld herre i det uddannelsespolitiske felt. Han kan med andre ord, om man så må sige, både regne og skrive.

Den pædagogisk-konservative position, hvis sandheder Hermann med slet skjult fornøjelse hudfletter, har lænket sin kritik til de uddannelsespolitiske svar, der kommer fra den politiske magt.

Derfor forsømmer den at udøve selvkritik og bidrage positivt og fremadrettet til udviklingen af uddannelserne og pædagogikken.

Den pædagogisk-konservative fløj tillægger statsmagten alt for megen indflydelse og er nærmest sygeligt besat af sit modstykke, den politisk-administrative position.

Omvendt er den politisk-administrative position alt for optaget af at oversætte uddannelsespraksis til tal og analyser, og gennemfører reformer og nye tiltag uden at involvere de praktikere, der skal føre tiltagene ud i livet. Og resultatet bliver derefter.

Begge positioner frygter fremtiden. Den pædagogisk-konservative pol frygter nye mål og forandringer, mens den administrative modpol frygter stilstand og mangel på handling.

Positionerne er enige om, at vi har et problem. Men både årsagen til og løsningen på problemet er der imidlertid kun uenighed om.

Hvad er så alternativet?

Fra sin midterposition vil Stefan Hermann etablere et felt, hvor de to poler kan tale sammen, for han kender både administrationens logik og kan tale dannelsens sprog. Svaret er en genopdagelse af, hvad han kalder karakteropdragelse og dydsetik.

En revitalisering af old school kategorier som flid og fællesskabsbevidsthed, som både kan indeholde den ene pols krav om dannelse til livet, og demokratiet og den anden pols fokus på dannelse til arbejdsmarkedet.

Hermanns alternativ er ikke videre udfoldet, og han er da heldigvis ikke ene om at befolke midtbanen i dansk uddannelsestænkning.

Men bogen er ikke desto mindre et originalt og intelligent udgangspunkt for en videre debat, og bogen kan forhåbentlig bidrage til en udvidelse og kritisk kvalificering af den kampzone, uddannelsesdebatten har lignet de seneste år.

Stefan Hermann: Hvor står kampen om dannelsen?

Informations Forlag 2016

100 sider

Kr. 50,-

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu