Norma Ross er en ganske særlig kvinde. Hendes hår vokser i et fantastisk tempo, ligesom Harry Potters, og hun har adgang til andre menneskers inderste hemmeligheder, ligesom Skammerens datter.
Finske Sofi Oksanen, som er kendt for sine stærke historiske romaner om Estland under Sovjettiden, har skrevet en genrehybrid, der mest af alt er en samfundskritisk feministisk thriller forklædt som magisk realistisk ungdomsroman.
Det mørkegrønne hardbackomslag med guldornamenteringer og krummelurer omkring en havfrue-benkam, og romanens enkle titel, den kvindelige heltindes navn, signalerer på alle måder det sidste.
Romanen begynder ved begravelsen for Normas mor Anita, som tilsyneladende begik selvmord ved at kaste sig under et metrotog i Helsinki.
Efter begravelsen bliver Norma passet op af en fremmed mand, Max Lambert, som har skumle forretningsforbindelser.
Det viser sig, at moren igennem sin frisørsalon Magic Hair har solgt Normas hår som luksuriøse virgin remy hair-extensions til byens forfængelige fruer – det hår, som Norma må klippe flere gange om dagen, for ikke at komme til at afsløre sin anormalitet for omverdenen og således ende som en moderne pendant til 1800-tallets cirkusfreaks, for eksempel de syv Rapunzel-søstre fra New York.
Lambert, som ejer salonen, vil vide hvor Anita fik sine udbytterige leverancer fra. Men hvis han og ’klanen’ opdager, at det eftertragtede produkt vokser på Normas hoved, slipper hun aldrig fri af Lambertfamiliens kløer.
Babyfarme og iPhones
Sådan lyder den grundlæggende præmis for Oksanens spændingsroman. Undervejs optrævles et familiedrama, når Norma opdager en fjern slægtning (med det uoriginale ur-kvindenavn Eva), der var ligesom hende selv: Med sit vildtvoksende hår stod hun model for pikante parisiske fotografier i 1920’erne.
Og igennem morens efterladte hjemmevideoer til datteren afsløres Max Lamberts mafia og hele det magtspil, som ligger til grund for det iscenesatte selvmord.
Centralt i romanen står selvfølgelig Normas hår, som er følsomt over for alt omkring hende: Det reagerer på forandringer i vejret, atmosfæren i rummet, Shalimar-kopidufte og andre menneskers psyke.
Igennem håret kan Norma dufte sine medmenneskers kosttilskud, deres medicinering og hormonbehandlinger; hun ved, om de er forelskede, om de spiser økologisk, om de er døende – eller om de har ondsindede intentioner.
Oksanen har i sit forfatterskab beskæftiget sig med den systematiske vold mod og undertrykkelse af kvinder, både historisk og i dag.
Hendes romaner handler om alt fra trafficking og prostitution til spiseforstyrrelser og psykisk sygdom. I Norma er det skønhedsbranchen, som står for tur, men Lamberts hårimperium viser sig også at være infiltreret i ulovlige babyfarme, hvor rugemødre i fattige verdensdele tvangsinsemineres eller voldtages og fratages deres nyfødte børn i bytte for et pas eller en iPhone.
Det er barske emner, der tages op, men Oksanens roman skæmmes af et alt for overtydeligt ærinde, som når Anita forklarer sagens kerne i sin videodagbog til datteren: »Nu har kvinder samme rettigheder og samme muligheder som mænd, men vi høster ikke selv frugterne af det.
Vi leverer bare materialet til skønhedsbranchen, udgør arbejdsstyrken, lægger ansigt, hår, livmor, bryster til, århundrede efter århundrede, og de penge, det indbringer, propper mændene i egne lommer.«
Ikke-spændende thriller
Oksanens roman har flere svagheder. For det første har jeg svært ved ikke at finde det ufrivilligt komisk, at Normas hår har sin egen vilje; at det snor og vrider sig som en organisme, når det fornemmer farer, at det spinder eller hvæser som en kat, græder (!) og tackler hovedpersonens fjender som aggressive slyngplanter.
Det magiske hår kan ligefrem ryges som hash og enten føre til sindssyge eller lindre indre dæmoner. For det andet er Oksanens thriller ikke særligt spændende.
De greb, som er konstrueret for at fange læseren, fungerer ikke, fordi læseren ofte, ved hjælp af fortælleren og romanens skiftende synsvinkler, er et skridt foran Norma i opklaringen af mysteriet. Romanen lider desuden under krimiens genrekonventioner, når spor og ledetråde hyppigt gentages og forklares, og de korte kapitler afsluttes konsekvent af et ledende spørgsmål, et opdrag eller en advarsel af typen: »Marions gode held var ved at slippe op, og hun var allerede på tynd is«.
Sidst, men ikke mindst, er de mange karakterer i romanen forbavsende unuanceret fremstillet, for eksempel Lambert (den slambert), der som skurk er den magiske ungdomslitteratur værdig.
I sin fortælling om Norma Ross – som en hybrid mellem to kvinder med ikonisk hår, Norma Jean og Diana Ross – sætter Oksanen fokus på hårets kulturhistorie: Kvindens hår, som er forbundet med seksualitetens historie, med frigørelse og undertrykkelse, og som stadig, tildækket eller ej, ikke mindst den sorte kvindes naturlige hår, er genstand for debat.
I forlængelse heraf ligger også udskammelsen af kvindelig køns- og kropsbehåring: Kvinde, styr din hårvækst.
Men alt dette er enten bastant postuleret eller findes kun som en vag association under Oksanens roman, der som læseoplevelse – hvad enten man forventer en magisk fortælling eller en spændende thriller – desværre ikke er særlig vellykket.
