Læsetid: 4 min.

Lady Gaga lyder som et stykke patriotisk bøf

Lady Gaga søger mod et mere naturalistisk udtryk, væk fra de ekskluderende lagkageproduktioner mod en mere altmodisch inklusiv americana – hvor hendes stemme lyder, som om hun har levet et liv
21. oktober 2016

Det bedste for mig ved Lady Gagas nye album er, at hun virker nybygget af kød og blod.

Det værste for mig er, at hun kan lyde som et stykke patriotisk bøf, der sveder i Stars and Stripes på en barbecue-grill.

Joanne hedder 30-årige Stefani Joanne Angelina Germanottas fjerde album under navnet Lady Gaga.

Sidst hun var solo, var i 2013 med Artpops artificielt smagsforstærkede, eksplosivt syntetiske og warholske popart/fashion-univers.

Et album, der lød, som om det skulle nydes, mens man dansede postmoderne i en overrendt og dekadent newyorkerklub ved navn Barbarella eller The Pink Hole eller noget i den stil.

Dens kvaliteter ufortalte, så var Artpop ekskluderende i sit udtryk.

Homecoming queen

Joanne lyder Gaga som om hun er klar til at spille i pausen til en amerikansk fodboldkamp i Midtvesten. Homecoming queen i det inklusive hjørne.

Sangene er langt mere nedtonede, mindre komplekse, i enkelte tilfælde helt akustiske. Varme og imødekommende. Godt hjulpet på vej af to producere/sangskrivere især:

Soul-nyfortolkeren Mark Ronson, der har samarbejdet med Amy Winehouse som sit store claim-to-fame. Samt hedsporen BloodPop, der har samarbejdet med Justin Bieber, Madonna, Grimes.

Markant imageskifte

Vokalt, kompositorisk, produktionsmæssigt er det et markant imageskifte, som man allerede kan høre muligheden af på »Dope« fra Artpop – produceret af Johnny Cash-fornyeren Rick Rubin, der fik sangen til at stikke ud som grus i flødeskum. Fordi Gagas stemme fik lov at rejse sig i al sin gloriøse hæshed.

Og det får den – heldigvis – også her på Joanne. Sprækkerne kommer til syne i Gagas stemme, i en insisteren på at lyde, som om hun har levet. Eller har røget for mange af de Marlboros, som hun synger om på »A-Yo«. En sang, der svirper med elguitarer og offensivt kvindekor, en slags »Leader of The Pack« og Grease rullet i olie og aske.

Opkaldt efter tante

Albummet er opkaldt efter Lady Gagas tante Joanne Stefani Germanotta, som hun har et rimelig intenst forhold til, på trods af at tanten døde den 18. december 1974, mere end 11 år før Gaga blev født.

Hun var maler og poet, og Gaga kalder hende en af de største indflydelser på sit liv. Hun trykte et digt af hende i debutalbummet The Fames booklet og har hendes dødsdag tatoveret på sin ene biceps.

Ifølge musiksitet Billboard hævder Gaga også, at tanten hjalp hende med at komme ud af et stofmisbrug tidligt i karrieren, samt at hun føler, at hun må gøre sin tantes arbejde færdigt. Hvad det så end betyder. Lige nu og her med Joanne tilsyneladende at fremstå mere nøgen og afklaret end tidligere i sin karriere.

Rene traditioner

Hvilket ikke nødvendigvis er det samme som, at den amerikanske popstjerne er mere ærlig eller autentisk. Men det betyder i hvert fald, at man nyder sprækkerne i hendes porøse stemme, og at hun går på besøg i mere rene traditioner, i en kollektivt vedtaget og hyldet americana. Væk fra de rigt ornamenterede elektronisk dominerede lagkageproduktioner, hen mod flere af de dersens håndspillede instrumenter. 

Hør bare den intime semiakustiske iscenesættelse af den fine titelsang, hvor den nærmeste musikalske reference er en anden americana-opdyrker, Lana Del Rey.

Gaga rækker noget længere tilbage i musikarven på den ligeledes fremragende »Sinner's Prayer«, der både i udstyr og indhold er en countrysang (ikke ulig Beyoncés »Daddy Lessons«):

»Hear my sinner's prayer/I am what I am/And I don't wanne break the heart of any other man/But you.«

»Come To Mama« er en lidt flommet, saxofontåget soulsang, som Amy Winehouse også kunne have serveret. Mens der er – træt – dødsromantik på – den dårlige – »John Wayne«.

Ace og Base i junglen

Der er den lidt atypiske »Dancin In Circles«, der mest af alt lyder som Ace of Base på besøg i junglen – med Beck som medkomponist. Og den ok funk-soul-sang »Hey Girl«, hvor Gaga ikke er bange for at udstille sin porøse stemme i kontrast til duet-gæsten Florence Welchs blanke sangmuskulatur.

Joanne er både en kreativt frugtbar manøvre ind mod en mere naturalistisk stil og en kunstnerisk konservativ bevægelse mod en klichéfyldt amerikansk gestik. Hør bare åbningsnummeret »Diamond Heart«, hvor Josh Homme fra Queens of The Stone Age er med til komponere Gaga ud i en demonstrativ rock'n'roll-retorik med et omkvæd, der lyder, som om det er bygget af vådt krudt. Noget, hun også fortabte sig i på 2011-albummet Born This Way.

Jeg må indrømme, at jeg savner den flamboyante Lady Gaga, der fuckede med pop- og kunstsemiotikken og var lige så kunstig og iscenesat som det moderne liv. Lige så meget en vingummibamse som et popfantom som en menneskekrop.

Men jeg må også anerkende, at hun her på Joanne har formået at skrive og realisere nogle af sine bedste sange til dato. At der er en ro, som klæder hende.

Lady Gaga: Joanne (Interscope/Streamline/Universal). Udkommer i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu