Læsetid: 5 min.

Manden som påskud

Jens Blendstrup giver den som sit svækkede køns svar på Kirsten Hammann i ny, vildt langtrukken roman
Jens Blendstrups nye roman kunne muligvis forveksles med et stykke hverdagsrealisme fra 1970’ernes arbejderlitteratur, skrevet af John Nehm og solidarisk filmatiseret af Erik Clausen. Men nu er den jo altså 40 år yngre og lavet af en postmodernistisk grinebider.

Jens Blendstrups nye roman kunne muligvis forveksles med et stykke hverdagsrealisme fra 1970’ernes arbejderlitteratur, skrevet af John Nehm og solidarisk filmatiseret af Erik Clausen. Men nu er den jo altså 40 år yngre og lavet af en postmodernistisk grinebider.

Stine Bidstrup

22. oktober 2016

Følgende anmeldelse vil hovedsagelig handle om to problemer:

1) Hvor meget brændstof med højt oktantal behøver en forfatter til en roman på over 400 sider?

2) Hvor sjovt er det i grunden i længden at se en fiktiv karakter hængt ud som et sølle skvat?

Da Jørgen Usse Gravesen, en 52-årig el-montør i Korsør efter 22 år uden én eneste sygedag pludselig bliver fyret, går hans liv langsomt i drift og itu. »Det er«, skriver hans skaber, Jens Blendstrup, »som når et land, der har været landfast, river sig løs og synker.«

Før gik Jørgen og hans søde, sexede kone, Anita, trofast på job om morgenen og kom hjem sidst på dagen, trætte, men tilfredse. Nu derimod ser han ud over et Atlanterhav af tid. Han kører tåbelige ture og køber et eller andet, de ikke har brug for, eller han går derhjemme og finder hele tiden på ting.

»Gode ting. Praktiske ting. Er det ikke huset, er det haven. Og er det ikke haven, er det afløbet i bryggerset, der lige mangler en finish.«

Citeret og refereret på denne facon kunne Jens Blendstrups nye roman muligvis forveksles med et stykke hverdagsrealisme fra 1970’ernes arbejderlitteratur, skrevet af John Nehm og solidarisk filmatiseret af Erik Clausen.

Men nu er den jo altså 40 år yngre og lavet af en postmodernistisk grinebider, som ynder at fylde sin korthuggede pludreprosa med spøjse og gakkede indfald. Man har derfor ikke læst længe i denne helt igennem skematiske og forudsigelige nedtursskildring, før Jørgen begynder at skrive jobansøgninger, som ganske vist alle er sørgeligt forgæves, men samtidig hylende skægge.

Og efterhånden som den ynkværdige antihelt under støt tiltagende alkoholpåvirkning fortsætter ned ad slisken, stiger romanen om ham i humor, ikke mindst i kraft af hans fantasier og drømme, der alle uden undtagelse kredser om kvinder og om sex i rå mængder. Her, i 15-20 vidunderligt velskrevne sekvenser af længde fra en halv side op til to, slår Blendstrup virkelig gækken løs, og kunne man vurdere hele bogen ud fra disse hallucinerede højdepunkter, burde man nøjes med at klappe i sine små hænder.

Hør bare, hvordan det går, da hovedpersonen tre fjerdedele inde i værket forlader sin kedelige svogers 40-års fødselsdag og forvilder sig ind i et firma for bildæk:

»Jørgen går ind i den tomme dækhal og i værkstedsgrave ser han pludselig en bil som ligner en dame. Det er en folkevognsdame, hun er inde for at få fjernet sin snydekatalysator. Han banker hårdt på hendes undervogn. Og skifter filtret på hendes trusser. Der er noget vrøvl med styretøjet. Jørgen fikser hende med en nøgle. Han skruer damens dæk af og erstatter dem med nogle nye. Så sænker han damen ned med sit lem, der er en fyldig donkraft. Bagefter er det tid til en Dodge. Jørgen sætter sig ind i damen og kører hende op ad den stejle rampe. Han trækker håndbremsen og trykker på knappen der får hendes kølerhjelm til at smække op.«

Sex og det der ligner

Scenen er med sin boblende surrealistiske fantasi og verbale ekvilibrisme karakteristisk for Jens Blendstrup og føjer sig smukt ind i en sand perlerad af passager, hvor sex typisk mixes med alt muligt andet: møbler fra IKEA, hunde af forskellig race, en put-and-take-sø, fitness og, naturligvis, elinstallationer.

Men lige så meget, man fryder sig over disse strømførende lokaliteter i historien om Jørgen og den detroniserede maskulinitet, lige så bravt keder man sig i den mellemliggende prosa med dens gumpetunge dialoger og dens idelige snak om trivielle banaliteter.

Tag som eksempel et besøg i Bilka i Slagelse, hvor Jørgen går frem efter listen, som han har stykket sammen ud fra Anitas indkøbssedler:

»Mælk, mælk. Bøffer. Kartofler. Kaffe. Gerne Java. Gerne Java? Kaffe er vel kaffe. Men kaffe er ikke bare kaffe, der er utallige slags. Han spørger en anden kunde. Bør man vælge Kenya eller Java? Men kunden bryder sig ikke om at blive spurgt. Han går lidt væk og kommer så tilbage. Gevalia er en udmærket kaffe, siger Jørgen højt og nupper deres slagtilbud med fire for hundrede.«

Her sejpiner forfatteren sit yndlingsvirkemiddel, den påtagne naivitet, men går samtidig ned i gear og lader teksten slæbe sig af sted under brug af sætningsmoduler som LEGO Duplo.

Eller tag den parforholdsdialog, hvor Anita opfordrer manden til at smække gluggerne op, nu hvor han er på kontanthjælp og kun bidrager med en tredjedel af, hvad han tjente hos elfirmaet før i tiden, inden alle polakkerne kom og trængte ham ud:

»Nej«, svarer Jørgen, »nu må du fandme holde op! Hvem er det du beskylder for at sove i timen? Hvem har øjnene åbne her? Hvem tager initiativer hver dag? Hvem installerer væsentlige husforbedringer time efter time. Hvem skal møde flere gange om ugen! Hvem skriver ansøgninger i et væk? Og indhenter anbefalinger fra nær og fjern? Hvad i himlens navn ved du om at søge arbejde, Anita? Du har været hos Arctic Trader i fjorten år!«

Foregiven naivitet

En sen fornøjelse oplever romanens læser, da Jørgen klæder sig ud som polakken Lech Putzinsky fra Lublin og får kortvarig underbetalt ansættelse hos sit gamle firma, og da han til allersidst udforsker forældrenes hus i Præstø og finder frem til farens inderste hemmelighed, som, ja, helt rigtigt gættet, vedrører sex i rå mængder.

Dér får læseren også samtidig omsider, omsider, forklaringen på den fine titel: Slagterkoner og bagerenker. Men læseren er på det tidspunkt for længst holdt op med at tro på og leve sig ind i bogen, hvis styrende greb består i at vælge en synsvinkelbærende hovedfigur og lade vedkommende begå den ene fejl efter den anden uden at tage ved lære.

Grebet fungerer hos Pontoppidan i Lykke-Per og i Helle Helles romaner, i kraft af den enes milde solidaritet med helten trods alt og den andens stiliserede knaphed, som åbner ned til hele kommuner af undertekst, men det fungerede ikke i Kirsten Hammanns bøger om Mette og heller ikke hos hendes mandlige pendant, Jens Blendstrup, i hans ind imellem morsomme, men i de lange stræk ulideligt forkrampede og anstrengte dødssejler af en mandeanalyse på lunkne drengerøvspræmisser.

Hvad der menes med lunkenhed, kan for fuldstændighedens skyld vises ved en enkelt detalje.

Hvis Jørgen Usse Gravesen er vokset op i Præstø, vil han vide, at Sydmotorvejen ikke ophører ved Vordingborg, og han vil ikke, hvis han drejer af mod Møn, komme ud »i et land han ikke kender« og på vejen køre »ind i en lille by der hedder Kalvehave«.

Det er et blandt mange eksempler på fortællerens eller skråstreg hovedkarakterens skabagtigt foregivne »naivitet«.

Jens Blendstrup: Slagterkoner og bagerenker. Rosinante, 432 sider, 300 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu