Læsetid: 2 min.

Masser af velskrevet uhygge

Der er lyskegler for enden af tunnellen i den barske og velfortalte historie om betydningen af sprog og relationer fra bestsellerforfatteren Elena Ferrante
8. oktober 2016

Jeg var tæt på at trække min børnelitterære pistol, da jeg læste pressemeddelelsen for den populære italienske forfatter Elena Ferrantes børnebog Stranden om natten, for er der noget, jeg ikke kan udholde, er det antagelsen om, at anerkendte voksenbogsforfattere naturligvis må skrive fremragende børnelitteratur. Pistolen bliver heldigvis i hylsteret, for det er vitterlig fremragende skrevet.

Dukken Celina er blevet glemt på stranden af femårige Mati og må derfor fuld af jalousi til katten Minù, som er Matis nye kærlighed, gennemleve en farefuld nat under Solnedgangens Bademester Grusom og Store Rives nidkære opmærksomhed.

Deres opgave er at rydde dagens affald og brænde det og kan de tjene penge på talende dukker på markedet, gør de også gerne det. Historien er fortalt fra dukkens synsvinkel, og det giver læseren en spændingsfyldt merviden, da Celina ikke har gennemskuet bålets formål.

For lidt af det onde

At børn på et tidspunkt glemmer eller afstøder deres elskede legetøj er en yndet tematik. Tænk blot på animationsfilmen Toy Story, hvor historien ligeledes fortælles fra legetøjets perspektiv.

Følelsen af at være til overs bliver derved meget nærværende. En følelse alle børn skal igennem, når de for første gang oplever, at bedstevennen svigter, eller de udstødes fra fællesskabet. Mennesket er intet uden tilknytning og relationer.  

Det er ikke nødvendigvis nogen rar erkendelse, og Stranden om natten er da heller ikke nogen rar bog. Slutningen virker derfor en smule påklistret.

Det er udmærket, at dukken kommer tilbage til Mati igen, men at den grumme bademester tillige bliver grundigt straffet, og det ligefrem er den forkætrede kat, som redder dukken (og som bonus et spirende venskab) er næsten for meget af det gode – og for lidt af det onde.

Salig Løgstrup skrev tilbage i 1976 i forbindelse med Bent Hallers Katamaranen, at man ikke må tage livsmodet fra børnene, børnebogsforfattere skal altid sørge for lys for enden af tunnellen.

Det er en gammel traver, og efterhånden har de fleste vel vænnet sig til, at børnelitteratur også kan være tung og udfordrende? Der er ingen grund til skærende neonrør og fuld spotlight for enden af tunnellen.

Ordets magt

Når det er sagt, er der masser af velskrevet uhygge i Stranden om natten. Bademesterens mange små sange er et gysende lydspor til historien: »Op med porten/ned med lorten/drik dit pis/og hum lidt lidt«, »af med snotten/ned på potten/bræk dig, bræk dig/alle er væk«, og »tungen skærer jeg af/med to rappe tag«.

Sangene står stærkt, da de ikke kommenteres og forklares. De mange illustrationer afbilder især den livløse dukke.

Det giver en uhyggelig kontrast til teksten, hvor Celina fremstår særdeles levende, da hun jo er fortælleren. Mara Cerri har en malerisk stil, som mangler lidt kant, når nu historien er så barsk. Det er teksten, som bærer bogen igennem.

Ikke blot riven og bademesteren skrives med stort forbogstav, også genstande fra skraldebunken får egennavne, Kuglepen, Plastikhest osv.

Dukken benævner sin omverden, så den giver mening. Og ord er ikke bare ord, men fysiske genstande. Bademesteren forsøger at fiske ord ud af kroppen på Celina og lykkes det, kan hun ikke længere huske eller sige noget, for ordene hænger sammen med pigen Mati.

Det er en fin pointe, at ordene og således sproget er relationelt betinget. Ord er noget, vi har sammen.  

Læs også: Afsløringen af Elena Ferrantes identitet vækker vrede

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu