Forestil dig, at du svæver i et vakuum, omsluttet af mørke. Der er fred her, eller i hvert fald et fravær af rædsel og terror. Men ud fra mørket kommer pludselig en lille smule lys. Et lys, der tager til i styrke, og som til sidst åbenbarer sig som en strålende stjerne. En sol.
Omkring solen får du øje på en flimrende planet i rotation, og du ser, at det er Jorden. Du ser, hvordan kraftværkernes sorte røg blander sig med hendes ånde. Men du ser også noget, der ligner et smil på hendes læber. Eller er det en nervøs trækning, hun laver, fordi hun ser sine børn fejle fatalt?
Den britiske rapper, digter og dramatiker Kate Tempest tager på sin nye plade Let Them Eat Chaos – hvorfra ovenstående er et frit oversat sammenkog af lyrikken fra pladens intronummer – fat på nogle af de helt store og allermest presserende globale problemstillinger.
Med et natursyn, der minder om romantikkens, og med et kritisk blik på både storpolitik og almindelige menneskers hverdagsvaner, opfordrer hun os gennem sin charmerende storladne rap til, at vi reparerer vores hjem, Jorden.
Som en rapper, der disser en anden rapper i en battle, disser hun menneskeheden, og Let Them Eat Chaos er et veldrejet, vedkommende og fintmasket wake up call, hvor der ikke er nogen tvivl om, at hun vinder ordslaget.
Selvom den overordnede krig, som slaget er en del af, krigen imod den adfærd, der smadrer vores planet, og som praktiseres over det hele, jo desværre er fandens svær at vinde.
Album-trailer til ’Let Them Eat Chaos’.
Individet i vakuum
Kate Tempest er i sandhed et vidunderbarn, der er blevet voksen. Hun begyndte at optræde med spoken words i London allerede som 16-årig og blev hurtigt opdaget i miljøet. Hun er i øvrigt både street smart og veluddannet – fra Goldsmiths University.
Hun har udgivet en række bøger og nu sin anden soloplade. Hun er inspireret af både William Blake og Wu Tang Clan. Og sådan fremstår Let Them Eat Chaos også. Som en perfekt blanding af vid, udsyn og britisk swagger.
Samtidig med pladens udgivelse udgiver hun et langdigt, som pladens lyrik i høj grad er skåret over. Og Let Them Eat Chaos er som et musikalsk langdigt, hvor vi altså starter helt ude i verdensrummet, for så at zoome ind på Jorden og dernæst på syv beboere, der lever på den samme gade i London uden at kende hinanden, indtil en voldsom storm fører dem sammen.
Alle de lyriske jeg’er på pladen fremstår umiddelbart fremmedgjorte over for deres liv og omverdenen. Som lever de alle i et vakuum, hvor de kan se uretfærdighederne udspille sig for øjnene af dem, men ikke gøre en skid ved det.
Syntetisk lyd
Fremmedgjortheden kommer også til udtryk i de groovy, medrivende, men samtidig ret ørkesløse lydlandskaber, hvor alt er syntetisk. Hvor naturen primært er noget, man har skabt afstand til, indtil den presser sig på helt og aldeles kompromisløst og tvinger de ensomme mennesker til at forene sig.
Den helt store morale på pladen synes at være, at vi netop skal klare problemerne ved at stå sammen. Og noget af det ret utrolige ved Kate Tempest er, at hun slipper af sted med at have en morale på sin plade. Sådan at Let Them Eat Chaos mest af alt skinner som et rigt værk med noget på hjerte. En musikalsk, lyrisk intervention.
Og selvom værket sikkert ikke kan redde Jorden fra at gå under, tænker jeg på ingen måde, at Kate Tempest blot spiller violin, mens skuden går under.
Storby-paranoia
Den britiske grime-rapper Skepta voksede ud af undergrundsmiljøet i Salton-forstaden Broughton i det nordvestlige England.
Han debuterede som rapper med pladen Greatest Hits i 2007, provokerede senere vidt og bredt ved i 2011 at udgive musikvideoen til »All Over The House« med eksplicitte pornoscener, og han er siden blevet en del af toppen af poppen.
Men selvom han har nået toppen og er blevet slyngvenner med Drake, befinder vi os på hans nyeste album, Konnichiwa, stadig primært på gadeniveau og hele tiden i den hårde del af byen.
Vi bliver taget med til et London fyldt med vold og trusler, hvor tryghed er et fremmedord, og hvor paranoiaen både bliver holdt i ave af og fodret af hash, eller »indo«, som det hedder på nummeret »It Ain’t Safe«.
Men fra dette udgangspunkt, der til at starte med virker gennemført, bliver vi så i øvrigt også taget med ind i diskussioner, der relaterer til Skeptas egen stjernestatus, hvor han hele tiden skal forholde sig til falske venner, der kalder ham »family«, selvom de bare vil have taget billeder sammen med ham, som på »Man«.
Og ja, så bliver vi selvfølgelig også taget med på club, hvor der er en fandens masse lækre kvinder og stoffer.
En streetversion af 'Horton-Sagaen'
Det er således ikke i lyrikkens indhold og temaer, at man skal finde det interessante ved Konnichiwa. Dertil er det sgu lidt for meget en streetversion af Horton-Sagaen. Det bliver for eksempel for fladt, når han forkarer sig for den pige, der skiller sig ud ved ikke at lefle for ham, fordi han er kendt:
»Sometimes I don't text you back / But I never mean to disrespect you / I'm on the road tryna do this ting / I know you see where man's tryna get to.«
Derimod finder man i produktionerne, stemningerne og i de pulserende beats, der går lige i kroppen, den X-Factor, der får pladen til at rykke stolen væk under dig og stikke en pistol ned i dit fjæs.
Når jeg hører pladen, svinger jeg derfor frem og tilbage imellem at være medrevet og at være slået ud af kurs, fordi jeg har svært ved at relatere til lyrikken.
Min guide til den mest optimale lytning må derfor være, at man gemmer sig i sin største hættetrøje, skruer helt op for sit anlæg ude i køkkenet og danser og kaster sine bedste håndtegn, så man bedst muligt overdøver Jordens undergangshosten.
Kate Tempest: ’Let Them Eat Chaos’ (Caroline Records/Fiction Records).
Skepta: ’Konnichiwa’ (Boy Better Know)
