Læsetid: 4 min.

At miste som det stabile i verden

I Tomas Espedals nye bog om årstiderne bliver døden mere nærværende, end den nogensinde har været i hans tidligere værker
I ’Året’ sætter Espedal sig for at ’beskrive hver eneste dag / i et helt år / men hvor og hvornår begynder året / i køkkenet eller i stuen / i september eller november?’.

I ’Året’ sætter Espedal sig for at ’beskrive hver eneste dag / i et helt år / men hvor og hvornår begynder året / i køkkenet eller i stuen / i september eller november?’.

Jakob Dall

29. oktober 2016

»Jeg ville gerne skrive en bog om årstiderne.« Sådan lyder første sætning i Tomas Espedals nye bog, det lange prosadigt Året.

I modsætning til kollegaen og vennen Karl Ove Knausgårds serie på fire bøger, skriver Espedal dog kun om de to, som bringer forandring med sig: foråret og efteråret. Året er en bog om forvandlinger og bevægelse, om at rejse og blive ældre.

Først og fremmest er det en bog om det, som forbliver smertevækkende stabilt i Espedals liv: Kærligheden til den kvinde, som for længst har forladt ham – oven i købet til fordel for en af hans venner.

I Året sætter Espedal sig for at »beskrive hver eneste dag / i et helt år / men hvor og hvornår begynder året / i køkkenet eller i stuen / i september eller november?« Espedal begynder sin kalender søndag den 6. april, dagen, hvor Francesco Petrarca i 1327 første gang så Laura, sit livs kærlighed, da hun badede i en flod.

Ligesom den italienske renæssancedigter, der dedikerede sit liv og sin litteratur til én kvinde, vender Espedal i Året tilbage til ekskæresten Janne, som han blandt andet har skrevet om i bøgerne Mod naturen og Bergeners. Med Petrarcas og senere farens ord spørger han: Er det muligt at elske den samme kvinde hele livet?

Petrarca er fortællerens forbillede og samtalepartner. I bogens første del, forår, vil Espedal bogstaveligt talt »gå i digterens fodspor« ved at følge Petrarcas vandringsruter i Vaucluse, og han fører samtaler med den usynlige følgesvend hen over måltiderne på sydfranske beværtninger.

Som i det ti år gamle gennembrudsværk Gå. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv skriver Espedal rejseskildringer.

I langdigtets første del fortæller han om at være alene og syg på et spartansk hotelværelse, om farverne i landskabet, om måltiderne, som er den vandrendes enkle lykke (især når der er vin til) og om morgenerne, som er den samme i alle byer (også helst med vin til).

Espedals fortæller vil lægge sit liv om efter Petrarca, som i en alder af 40 år levede i selvvalgt isolation og cølibat; hans elskede Laura var død, han ville kun læse og skrive.

Når Espedal selv bestemmer sig for at leve uden seksualitet, lægger han for første gang mærke til den enebærbusk, som vokser uden for hans hoveddør. Samtidig rummer Året en hovedkulds sexscene, et ømt minde, som for at understrege, hvad han har måttet lægge bag sig.

Døden er nærværende

Der er en ro over Espedals tekst, der er fortalt i samme tempo som det, jeg forestiller mig, er fortællerens langsomme skridt »gennem byen ud af byen«, igennem Avignons forstæder ud til marklandskabet.

Tonen er fattet, som hos en der har affundet sig med sit lod. Vaucluse – det ligner næsten det engelske ord ’recluse’, eneboer.

Espedals prosa er så afmålt og sitrende, at jeg ligefrem finder resonans i stednavnene, for eksempel når han vandrer langs floden Sorgue.

Året er gennemløbet af linjer og strækninger, som tilbagelægges: togturene igennem Frankrig og Norge, landevejene, den strømmende flod, der løber ind i den rejsendes drømme.

Bevægelserne afspejles i den lyriske prosa, som med sin sparsomme tegnsætning er drevet af linjeskiftenes rytme. Og ligesom floden, der forgrener sig, deler også teksten sig og løber sammen nye steder.

Digte griber ind i andre digte, fortællerens fordrukne hallucinationer griber ind i virkeligheden, hjertesorgen griber ind i den glimtvise lykke, og lykken griber ind i tankerne om døden.

Året ligger i forlængelse af de bøger, Espedal har udgivet siden begyndelsen af 2000-tallet, hvor han bruger sit eget liv som udgangspunkt for kunsten.

Bøgerne kredser om de samme temaer, hjertesorgen og arbejdet, og om de samme mennesker, og man læser dem som et kontinuerligt værk; alligevel er der noget, som afgrænser hver bog, selv om stemmen i dem er den samme. Med Året bliver døden mere nærværende, end den har været i de tidligere værker.

Man ofrer noget

Bogens anden del, efterår, handler om Espedals far. Den gamle mand og den midaldrende søn tager på en krydstogtrejse fra Barcelona til Napoli, siden mødes de til middage en gang om ugen i det hjemlige Bergen.

Det er, som om afstanden imellem dem med tiden er blevet udlignet, så de er blevet den samme. Andre gange bytter de plads, sådan at arbejderfaren, ham, der lærte sønnen at bokse, bliver det hjælpeløse barn.

I Espedals romantiske verdenssyn bydes døden velkommen som den sidste virkelige forandring; fortælleren vil »dø med en femtenårigs / lyst og vilje«, når den dag kommer.

Handlede Petrarcas berømte Canzoniere-sange overhovedet om Laura? Eller var hun blot en muse, en kilde og drivkraft til hans digtning?

Espedals insisteren på at holde fast i savnet på den kvinde, som forlod ham, og at opsøge ensomheden, er også et led i hans selviscenesættelse som digter.

»Kærligheden / hvad ved du om den / før du har mistet den du elsker«, skriver han. Ligesom skriften, er hjertesorgen (og alkoholen) et livsvilkår. Man ofrer noget og får noget andet igen – i Espedals tilfælde, stor litteratur. For der er »en egen stilhed for den som sidder / alene / en nytårsaften / og skriver«.

Tomas Espedal, Året, oversat af Jannie Jensen og Arild Batzer, 208 sider, 249 kr., Batzer og Co.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu