Læsetid: 3 min.

Det modsatte af Beyoncé

Hendes rekvisitter er en knækket banan, en tusch, lidt håndmaling og et badebassin, man kan købe i Silvan. Jenny Hvals nye menstruelle monologer blev realiseret ved en koncert, hvor showmanship blev skyllet ud som en brugt tampon
'Lyt til hendes soft dick-politik, hvordan hun fucker med den falliske orden og holder mandens slappe pik i sin hånd, kærligt, uden forventning. Nyd hendes vaginale vid. Hendes livmødre af lyd,' skriver Informations anmelder om norske Jenny Hval. Billede fra da hun i 2013 åbnede Golden Days på Glyptoteket.

'Lyt til hendes soft dick-politik, hvordan hun fucker med den falliske orden og holder mandens slappe pik i sin hånd, kærligt, uden forventning. Nyd hendes vaginale vid. Hendes livmødre af lyd,' skriver Informations anmelder om norske Jenny Hval. Billede fra da hun i 2013 åbnede Golden Days på Glyptoteket.

Hustad Katinka

1. november 2016

Der er presserende grunde til at tune ind på norske Jenny Hval. Hun er en spirituel stemme, der skriver sig op mod en dumpt materiel, populistisk brutal og magtbegærlig tid. En stemme, der i besværgende formationer og med skønsangen som trojansk hest smadrer vores vedtagne konventioner indefra. Vores ideer om køn, sex, lyst, politik, krop, kærlighed. Hun gør verden større og mere nuanceret.

Det er ord og musik, der har vakt genlyd verden over. Lyt til hendes soft dick-politik, hvordan hun fucker med den falliske orden og holder mandens slappe pik i sin hånd, kærligt, uden forventning. Nyd hendes vaginale vid. Hendes livmødre af lyd. Og på det seneste brillante album, Blood Bitch, hendes menstruelle monologer – fuld af varierende stemmer.

Hun er en formidabel sanger, der hele tiden afsøger nye værelser i sin stemmes hus, kroppen. En porøs krop, som hun lader personer og tanker og følelser strømme igennem. Ud på den anden side kommer nogle af de smukkeste og mest erotisk medrivende og nogle gange skrækindjagende sange. Supersanselig pop-poetik.

Uden fanfarer

Naturligvis fucker Jenny Hval også med koncertformatet, det er uundgåeligt. Det er sidste stop på hendes Europa-turné denne lørdag aften i Jazzhouse, og hvis det er showmanship, man er kommet efter, så kan man lige så godt tage sit gode tøj og gå igen. Hun går på scenen uden fanfarer. Med sig har hun én musiker, der leverer soundtracket, og én multiperformer, der både tegner, danser, kaster med rosenblade og nørkler med et oppusteligt badebassin i en slags postironisk punktering af koncertformatets gestik- og trickkabinet.

Selv om sangene, produktionerne og hendes vokal er spektakulært fremragende, så forsøger Hval & Co. af hjertens lyst at gøre koncerten til en non-event, til en intim salon, hvor vi skal føle deres ageren som en væren, ikke som en performance.

Læs også: Vær ikke bange, det er bare blod

De hænger ud og drikker rødvin. Hun taler uden videre iscenesættelse mellem numrene.

»Sometimes you're just lonely. Slipping on flower petals. Or just thinking about your loneliness.«

Når hun og hendes medperformer danser, så ligner det langt mere sjov end koreografi. De to kvinder lægger sig i et oppusteligt badebassin og chiller for en – for kort – stund. Til dem, der ikke kan se, siger hun: »We're not doing anything very interesting.« Hvilket er sandt på ét plan og løgn på et andet. Hvals dekonstruktive afklædning sig af enhver form for regulært showmanship er jo netop larmende interessant. Og det virker.

Afviser magtretorikken

Jenny Hval er – også – en afvæbningens kunstner, der ynder at udstille sine nederlag og afslag. Og hendes egne koncepters fjollede natur. Hun betegner det nu opretstående badebassin som en »soft comedy«-version af monolitten fra Rumrejsen År 2001. Det er sjovt.

Hun er det modsatte af Beyoncé. Hun afviser magtretorikken, ja, finder styrke i at anerkende magtesløsheden. Hun nægter iscenesættelsen. Hun gør intet for at overbevise eller overvælde – altså, udover i hendes musik. Empowerment finder hun i fejlene og nederlagene, ikke i sejrene og overvindelsen. Rekvisitterne er en knækket banan, en tusch, lidt håndmaling og et badebassin, du kan købe i Silvan.

Begge dele har sin gang på jord, men denne lørdag aften tilhører mit hjerte Jenny Hval.

Hun synger sublimt, og koncertens upbeat fortolkninger af hendes indspillede sange rammer både emotionelt og kropsligt. Og heri ligger det forunderlige: at det aldrig bliver akademisk eller konceptuelt – i hvert fald ikke før det har fået lov at gå direkte i reptilhjernen.

I en passage under »Female Vampire« vil jeg personligt bare blive i nydelsen, i vokalens ekko-oceaner, hvor bølgerne puffes blidt afsted af et henført beat. Men alt godt slutter.

Jenny Hval – Jazzhouse, Kbh., lørdag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Sørensen
Anders Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu