Læsetid: 3 min.

Mødre, døtre og dukker

’Dukken der blev væk’ af italienske Elena Ferrante er en hudløs, introspektiv roman om en kvinde, der går på stranden og pludselig begynder at forstå sit liv
15. oktober 2016

Af og til kan der opstå momenter, hvor man »på magisk vis« ender med »at danse på to forskellige tidspunkter« i sit liv.

Sådan et omhandler det italienske pseudonym Elena Ferrantes roman Dukken der blev væk, som netop er udkommet på dansk.

Den er skrevet inden Napoli-suiten, Min geniale veninde, og i modsætning til den vidtforgrenede handling i Ferrantes anmelderroste romankvartet er det en kort, stram fortælling.

Leda, en 48-årig kvinde, går på stranden. Hun har lejet en ferielejlighed og kører hver dag til den samme strand for at sidde under den samme parasol.

Her iagttager hun en familie, der ligesom hende selv stammer fra Napoli.

Selv har hun for længe siden forladt den syditalienske storby for at gøre karriere som litteraturforsker i Firenze og udlandet.

For første gang i mange år er hun alene, hendes to døtre i begyndelsen af 20’erne er hos eksmanden i Canada. På stranden er der en ung, smuk mor med en firårig datter, som leger med »en grim, gammel dukke«.

»Det gik op for mig, at der var en større erotisk kraft i hendes forhold til dukken (…) end i al den lidenskab, hun ville føle, når hun voksede op og blev ældre.« Den unge mor »talte til barnet og hendes dukke med den behagelige napolitanske kadence, som jeg elsker: en blidt pludrende leg. Jeg var fortryllet,« beretter Leda: »Nutiden, i går, i dag, trak alle tidligere dage i mit liv til sig som en magnet.«

I en skruestik

Gennem iagttagelsen af den højlydte napolitanske familie – »farlige folk«, advarer livredderen – genoplever fortælleren først sin egen barndom:

»De var nøjagtig som de slægtninge, jeg var flygtet fra som ung pige. Jeg kunne ikke udstå dem, og alligevel holdt de mig i en skruestik, jeg havde dem alle i mig.«

Da den lille pige, Elena, bliver væk på stranden, er det Leda, der finder hende. Men Elenas dukke er også væk. Leda mindes, hvordan hun ofte selv blev væk som barn, og at hendes ældste datter også engang blev væk på en strand:

»Barnet føler, at hun er nøjagtig, hvor hun var, men ved alligevel ikke, hvor hun er. Barnet ser sig omkring med forskrækkede øjne og ser, at havet er havet, stranden er stranden, folk er folk, sælgeren af frisk kokos er virkelig sælgeren af frisk kokos. Alligevel er alle ting og alle folk fremmede for hende, og så græder hun. Til ukendte voksne, som spørger hende, hvad der er i vejen, hvorfor hun græder, siger hun ikke, at hun er blevet væk, hun siger, at hun ikke kan finde sin mor.«

Derefter vinder Leda den unge mors fortrolighed og afslører pludselig, at hun som ung mor forlod sine døtre i tre år:

»Overfladisk, det var, hvad jeg var,« tænker hun og mindes sin egen mor: »Hvor jeg dog led på hendes og egne vegne, hvor jeg dog skammede mig over at være kommet ud af så ulykkeligt et menneskes mave. Den tanke, midt i forvirringen på stranden, gjorde mig endnu mere nervøs, og min foragt for disse menneskers opførsel voksede, sammen med en antydning af angst.«

En mors svigt

Stranden og de andre badegæster er altså rammen om en selvransagelsesproces. Hun kredser om den kombination af vilkår og hændelser, som fik hende til at svigte sine børn for at forsøge at realisere sit erotiske og akademiske potentiale, og hvordan det stadig påvirker hendes relation til dem:

»Al raseriet fra den tid vendte tilbage i mit bryst,« hedder det om perioden, hvor hendes ægteskab gik i opløsning. En af mandens kollegers kone kunne »ikke dy sig for at forføre mine døtre«, »spille den følsomme, fantasifulde, altid muntre, altid nærværende mor« og til sidst også gå i seng med hendes mand: »Den skade, hun forvoldte mig i den periode, var enorm,« tænker Leda.

Ferrantes prosa har en særlig hudløs kvalitet, som både sårer og trøster:

»Ærlighed er en trøst i sig selv, fordi den er så sjælden,« skriver den britiske kritiker James Wood om Ferrantes værk.

Dukken der blev væk har mange motiver og temaer tilfælles med Min geniale veninde, men formen er altså en helt anden. Det er en svimlende introspektiv bog med et effektivt og dramatisk plot om en kvinde, der gør et svært livs regnskab op. Man risikerer at blive mindre overfladisk ved at læse den.

Elena Ferrante: Dukken der blev væk. Oversat af Nina Gross. C&K Forlag, 184 sider, 229 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu