Læsetid: 4 min.

Når en 93-årig kvinde taler om lykken, så danser hun

Den kunstneriske undersøgelse ’Happy End’ har besøgt plejehjemmet Slottet i De Gamles By. De gamle begyndte at danse. Og straks opstod en bevægende stemning af levet liv
Dansen frisætter de ældre mennesker i NextDoor Projects plejehjemsforestilling 'Happy End'.

Dansen frisætter de ældre mennesker i NextDoor Projects plejehjemsforestilling 'Happy End'.

Per Morten Abrahamsen

7. oktober 2016

Manden i kørestolen triller ud op midten af gulvet. Så rækker han elegant sin ene arm frem, og så drejer han sin smilende danserinde ind i den inderligste dans rundt om kørestolen.

Forestillingen Happy End af NextDoor Project udføres af professionelle dansere sammen med ældre mennesker rundt om på udvalgte plejehjem i de nordiske lande. Happy End handler om, hvad der gør, at man bliver glad som gammel – og hvordan man kan udtrykke denne glæde gennem dansen.

Happy End er »en kunstnerisk undersøgelse af alderdom i Norden«. Forestillingsprojektet er tilsyneladende også lykkeligt i sig selv.

På Plejehjemmet Slottet i De Gamles By i København træder danseren Ingrid Tranum Velásquez i hvert fald smilende hen mod plejehjemsbeboeren Jørgen i kørestolen. Hun er klædt i en diskret, hvid kedeldragt, omtrent som en slags ’livsglædehåndværker’, og han sidder i sit bløde kørestolstøj, som om han var på vej til træning.

Hånden på knæet

Men snart danser de, som om de var et ligeværdigt par – og som om de var klædt i det vildeste festtøj.

Kvinden lægger drilsk Jørgens hånd på sit ene knæ, og han tager opfordringen op og skubber med sin hånd til knæet af al kraft. Kvinden snurrer vildt rundt i elegante piruetter, inden hun søger ind mod ham igen.

Jørgens anden arm ligger slapt ned langs siden på ham. Men det gør ingenting. For det er hans samlede krop og personlighed, der danser denne tango med hende. De to sammen.

Ingen gymnastik her

Det er Ingrid Tranum Velásquez, der står bag Happy End. Som koreograf vil hun undersøge, hvordan ældre mennesker kan udtrykke sig gennem kroppen, og hvad kroppe husker efter et langt liv – også hos mennesker, der har tabt dele af deres erindring eller sprog på grund af sygdom.

Projektet handler altså ikke om gymnastik eller funktionalitet. Det handler om dans. Netop dansetrangen er det overbevisende ved projektet. Og fordi de ældre indgår i koreografien sammen med professionelle dansere, skabes der et kunstnerisk udtryk, der langt overgår de mekaniske bevægelser.

Projektet har da også skabt en del nordisk bevågenhed. Den svenske filminstruktør Engeli Boberg er ved at skabe en dokumentarfilm om projektet, og den danske fotograf Per Morten Abrahamsen har fulgt forestillingerne både på Færøerne og i Danmark.

Skovsø og plyssofa

NextDoor Project indtager plejehjemmene med et virvar af nostalgiske hyggeting. Og mellem et maleri med skovsø og en amagerhylde med glemte dimser – og institutionskaffekander ved siden af drømmekage – opstår  en bevægende stemning af levet liv.

De ældre indleder forestillingen ved at sidde i en lille cirkel sammen med danserne. Her danser de synkront med armene – en sart og udtryksfuld dans med krogede hænder og slidte håndled.

Komponisten Trondur Bogason sidder selv i en plyssofa og afvikler sin stemningsfyldte musik, der spænder fra underskøn korsang til popstrejf og blide akkorder. Lyssætningen består dog bare af de standerlamper, som danserne selv tænder og slukker undervejs. Det er low-tech, dette her.

Trofæ i guldramme

»Min krop er væsentlig ældre end mit sind,« siger Skt. Joseph-nonnen søster Emma, da hun skal forklare, hvordan man bedst får et lykkeligt liv.

»Mit råd er, at man skal leve i nuet,« siger hun.

Og så danser hun en overkropsdans om det, der er det vigtigste for hende: følelsen af samhørighed. Her bliver det en dans, hvor søster Emma løfter armene i en bue, som danseren straks kopierer, så de bliver hinandens spejlbillede.

Rita, en 93-årig slank dame, fortæller hvordan hun gik til ballet som barn.

»Det var ikke så almindeligt, men jeg var enebarn, så jeg fik lov,« siger hun og bliver hun hjulpet op af sin lænestol af danseren Anette Asp Christensen, der rører hende blidt på skulderen som signalet til, at dansen kan begynde.

Straks stiller Rita sig i balletposition med fødderne og løfter sine ben, uanfægtet graciøst.

Når denne gamle kvinde taler om lykken, taler hun om dansen. Hun viser stolt sit danseskolebillede frem af sig selv. Hun står i hvidt strutskørt og med fine ankelsokker i balletsko. Den gamle guldramme går rundt mellem os beundrende tilskuere som et trofæ, indtil hun triller væk med sin rollator.

Fat i erindringen

Forestillingen slutter med samme armkoreografi som indledningsscenen. Men de ældre har nu en anden rankhed over sig – som om deres kroppe har fået genvakt en erindring. De tager stolte imod applaus.

Disse plejehjemsbeboere har ikke været til ergoterapi. De har været til dans. Og Happy End har tydeligvis tændt deres kunstneriske gnist, så deres bevægelser er blevet til noget større. Tak for dansen.

Happy End. En kunstnerisk undersøgelse af alderdom i Norden. Koreografi og iscenesættelse: Ingrid Tranum Velásquez (Danmark). Musik: Trondur Bogason (Færøerne). Fotodokumentation: Per Morten Abrahamsen (Danmark). Videodokumentation: Engeli Broberg (Sverige). NextDoor Project.

Oplevet på plejehjemmet Slottet i De Gamles By i København.

Forestillingen skabes også: 9-12. februar 2017 i Käpyrinne, Helsinki, Finland. 27-30. april 2017 i Heracleum, Tromsø, Norge. 22-25. juni 2017 på i Qeqertarsuaq, Grønland samt på plejehjem på Ålandsøerne og i Sverige i sæsonen 2017/18.

Rettelse: I en tidligere version af denne artikel, skrev vi, at danseren hed Anette Asp Andersen. Det er forkert, hun hedder Anette Asp Christensen. Dette er rettet i denne version af artiklen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu