Læsetid 6 min.

Når forfængeligheden og frygten møder den brutale virkelighed

Flemming Roses nye bog afslører JP/Politikens hårdhændede metoder for at lukke munden på ham, men er også et lidt for omstændeligt og omfangsrigt forsøg på intellektuelt selvforsvar. Alligevel er det vigtig og nødvendig nutidshistorie
Flemming Roses bog ’De besatte’ hedder det samme som Fjodor Dostojevskijs store ideologiske roman om politik, tro, moral og etik.

Flemming Roses bog ’De besatte’ hedder det samme som Fjodor Dostojevskijs store ideologiske roman om politik, tro, moral og etik.

Sigrid Nygaard

29. oktober 2016

Flemming Rose er ’manden bag Muhammed-tegningerne’. Han har her og i udlandet talt og skrevet om sit liv med tegningerne og sin fasttømrede tro på ytringsfriheden. Også i to foregående bøger.

Hans nye bog lægger sig tæt op af de foregående bøger – men er primært en personlig beskrivelse af en intern kamp i JP/Politikens Hus i tiåret mellem tegningernes offentliggørelse i 2005 og Roses afsked i 2015. Kampen stod mellem Rose og JP/Politikens koncernledelse.

En kamp, der blev anført af daværende bestyrelsesformand Jørgen Ejbøl, der ifølge bogen overtrådte alle gængse normer for ledelse, inklusive koncernens egne regler.    

Det er næppe tilfældigt, at Flemming Roses bog hedder De besatte. Den russiskkyndige Roses bog hedder det samme som Fjodor Dostojevskijs store ideologiske roman om politik, tro, moral og etik.

Det er heller ikke tilfældigt, at Rose indleder sin bog med to sangtekster.  Bob Dylan’s »Changing of the Guard« (1978) og Bruce Springsteens »Independence Day« (1980).

Begge kredser om oprør og opgør med store organisationer – »The darkness of this house has got the best of us« hos Springsteen og »I don’t need your organization« hos Dylan.

I Roses bevidsthed fik ’husets mørke’ ram på ham. JP/Politikens Hus. Det er et af bogens hovedbudskaber.

Omfavnede opgaven

I næsten ti år havde Flemming Rose udadtil en hovedrolle. Båret af en indre og stædig overbevisning om ytringsfrihedens ret til også at ’håne og spotte’ stod han midt i kugleregnen, og dermed slap avisens to tavse chefredaktører, Carsten Juste og Jørn Mikkelsen, for at komme inden for skudvidde.

Men Rose nyder også rollen. Han blev Muhammed-tegningerne, selvom han i bogen skriver, at de ikke var hans idé. Den kom fra en redaktionssekretær i Viby og blev ifølge bogen videregivet til Jørn Mikkelsen, medlem af chefredaktionen, der bad kulturredaktør Rose om at føre projektet ud i livet.

Rose var med egne ord ikke formelt og reelt ansvarlig. Men han mere end omfavnede opgaven.

Tegningerne afstedkom den største danske udenrigspolitiske krise i nyere tid. Rose selv, tegneren Kurt Westergaard og hele JP/Politikens Hus blev terrormål.

Læs også: Mediefolk bakker op om Rose – men også om JP/Politikens ledelse

Tusinder af mennesker kom og er fortsat i farezonen. Det medførte store personlige omkostninger for de truede – og millionomkostninger for selskabet og samfundet – et klassisk dilemma for alle og en af bogens hovedlinjer: Menneskeliv kontra principper?

JP/Politikens ledelse med koncernbestyrelsesformand Jørgen Ejbøl og hans administrerende direktør Lars Munch skulle skræve over en kløft, hvor koncernens to hovedudgivelser stødte frontalt sammen.

Jyllands-Posten og i særdeleshed Flemming Rose forsvarede den kompromisløse ytringsfrihed, mens Politikens daværende chefredaktør Tøger Seidenfaden kritiserede JP og undskyldte over for profetens efterkommere.

Den ’neutrale’ ledelse smider handskerne

Koncernledelsen var i nogle år neutrale, men da der i 2010-2011 blev afsløret flere planlagte terroranslag, vendte stemningen.

Koncernen udstyrede Flemming Rose med en håndfast mundkurv, der kontant satte bastante og snævre rammer for hans journalistik, hans foredragsvirksomhed og hans optræden i radio og tv.

Håndfæstningen kom fra bestyrelsesformand Jørgen Ejbøl i en mail til koncerndirektør Lars Munch, der i bogen fremstår som den venlige medvider og overtaler, mens bestyrelsesformand Jørgen Ejbøl har bøddelrollen.

Rose forsøger i bogen at analysere Ejbøls personlighed. Den korteste er, at Ejbøl er »handlingens mand fremfor tankens«.

I bogen beskriver Rose hans metoder: en blanding af overtalelse, direkte trusler, anklager om ’illoyalitet’ og ind imellem stærkt følelsesladede vredesudbrud.

Rose beskriver koncernbestyrelsesformandens eklatante brud på en række normer for virksomhedsledelse og Ejbøls brud på fusionsselskabet JP/Politikens officielle politik om titlernes uafhængighed og chefredaktørernes suverænitet.

Formelt har chefredaktørerne det suveræne ansvar og kontrol med avisens indhold og journalister, men JP-chefredaktør Jørn Mikkelsen blev ifølge bogen fejet til side af bulldozeren Ejbøl.

Mikkelsen fik det utaknemmelige job at feje op og sammen med Lars Munch administrere bestyrelsesformandens håndfæstning.

Koncernledelsen mente, at Flemming Rose var gået for vidt og skadede virksomheden. I januar 2011 satte Lars Munch, ifølge bogen, ord på:

»Du virker besat. Du skal passe på, at du ender som en mand med en sag og fremstår som en fanatiker og lyder som en plade, der kører i samme rille

Ifølge Rose truer Ejbøl ham med fyring.

I mere end fem år fandt Rose sig i det, men i september 2015 valgte han at sige op. Hvorfor det tog så lang tid, kan man kun gisne om, selvom Rose i bogen giver en række forklaringer: Måske »var jeg et offer for mit eget engagement«, og »hvis jeg havde ignoreret kritikken og overladt det til andre at forsvare JP (…) ville meget have været lettere – for mig og for JP/Politikens Hus«, skriver han og afviser ikke, at frygten for en materielt usikker fremtid også spillede ind.

Hybris og fadermord

Roses personlige beretning om det ti år lange forløb mellem tegningernes offentliggørelse og hans endelige farvel til Jyllands Posten er et klassisk græsk drama.

Eller tragedie. Ikke nødvendigvis mellem det gode og det onde, men om mennesker, der hele tiden flirter med hybris, mennesker, der hovmodigt overskrider grænsen mellem mennesker og guder.

Hovmod står for fald. Både for JP/Politikens øverste ledelse og måske også for Flemming Rose, som er under et enormt pres.

Hvem kan køligt og rationelt håndtere at blive internationalt kendt og feteret – så meget, at en norsk Høyre-politiker foreslog ham som kandidat til Nobels fredspris.

Roses forfængelighed pirres konstant og bastant, mens han samtidig lever et liv i konstant frygt, omgivet af livvagter.   

Det handler De besatte i høj grad om. Bogen er en bitter afsked med den avis, der var hans arbejdsplads i 16 år.

Den er et oprør mod en dominerende faderskikkelse, som Rose engang lidt naivt troede, var hans ven: den ledende af tre journalistiske ’musketerer’, som holdt sammen i næsten tyve år – først på Berlingske siden som chefredaktør og administrerende direktør på Jyllands-Posten: Jørgen Ejbøl.

Den anden musketerer var Flemming Rose selv, og den tredje var forhenværende chefredaktør Jørn Mikkelsen, som var Flemming Roses journalistiske læremester.  

En 'unik' trilogi

Flemming Rose betegner selv bogen som den sidste i, hvad han selv ubeskedent betegner som en ’unik’ trilogi, der begyndte med udgivelsen af Tavshedens tyranni (2010) og fortsatte med Hymne til friheden (2015).

Bogens sidste afsnit handler om journalist, korrespondent og senere udenrigsredaktør Nic Blædel, der åbent udfordrede the establishment i 1930’erne med journalistik, der advarede mod den tyske nazisme.

Hans chefredaktør på Berlingske holdt møder med regeringen og gav ham mundkurv på. Efter besættelsen fik han skriveforbud og døde som en knækket mand i 1943.

Det er næppe tilfældigt, at Rose vier den sidste sjettedel af sin afslørende, intense, men også bitre bog, til Blædel. Rose ser tydeligvis sig selv som det 21. århundredes Blædel. Begavet, indsigtsfuld, omhyggelig – men et journalistisk offer i en højere sags tjeneste.

Der gik næsten fem år efter Jyllands-Postens offentliggørelse af Muhammed-tegningerne, før JP/Politikens Hus  lavede ’en Blædel’ på Rose (»Vi ønsker ikke at se dit fjæs på tv«).

Ikke mindst Ejbøls anklage om illoyalitet nager Rose. I bogen bruger han mange sider – alt for mange –  på at analysere loyalitets- og fanatismebegrebet.

Dermed risikerer bogen at blive oplevet som et desperat intellektuelt selvforsvarsskrift. Rose forstår koncernledelsens dybe bekymring for medarbejdernes sikkerhed, men forstår ikke, hvorfor en stor del af skylden tillægges ham.

Ejbøls raseri fik bægeret til at flyde over

Den 23. september 2015 flyder bægeret over. Rose skal bl.a. sammen med Naser Khader deltage i en reception i det topsikrede JP/Politikens Hus.

Lige før receptionen stormer Jørgen Ejbøl ind på hans kontor og overfuser ham, skriver Rose. Ejbøl overfuser Roses og Khaders livvagter og nægter dem adgang. »Hvem er du?« spørger PET-livvagterne. »Jeg er formanden for det hele,« siger Ejbøl ifølge bogen. Rose er dybt rystet. Han siger op.

Roses bog er en personlig beretning om en af de vigtigste og mest konsekvensfyldte redaktionelle beslutninger nogensinde i dansk dagspresse.

Den er også en fortælling om en begavet og stædig, men lidt virkelighedsfjern teoretikers møde med en brutal virkelighed.

Når livsvigtige interesser trues, når ’liv, ære og velfærd’, som det hedder på overenskomstdansk, er på spil, ændres spillereglerne. Ikke smukt eller yndefuldt, men virkeligt.

Bogen er et yderst vigtigt bidrag til historieskrivningen om Muhammed-tegningerne. Nok erklærer Rose sin deltagelse for endeligt afsluttet, men hans rolle vil blive stående.

Men bogen er også et forsøg på at »at udmåle afstanden mellem det talte ord og den faktiske handling blandt dem, der er betroet magt«, som Rose citerer Informations grundlægger, Børge Outze, for at formulere som journalistikkens fornemste opgave.

Med bogen får læseren indblik i den ene side af en konflikt, hvor teori og idealer møder en barsk virkelighed.   

'De besatte'. Af Flemming Rose. Peoples Press. 352 sider. 299 kr. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • ingemaje lange
  • Hans Aagaard
Kurt Nielsen, ingemaje lange og Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Alle sager har 2 sider, og det har denne sag også. Og den ene side af sagen har man jo kunnet følge gennem Flemming Roses absolut useriøse jammerrier her på siderne. Derfor er det brug for kort at se på den anden side - altså den hvor Flemming Ruse, Carsten Juste og en i øvrigt helt ligegyldig bladtegner har ansvaret for udviklingen:

At Carsten Juste som øverste chef på Jyllands-Posten tillod, at Flemming Rose bragte de 12 tegninger af profeten Muhammed, der gjorde, at Danmark måtte justere på tolkningen af, hvad der var blasfemi. Samt skatteborgerne i Danmark derefter har brugt, - og fortsat bruger, et ukendt milliardbeløb til at forsøge at "genskabe" forholdet til en lang række lande.

Egentlig var sagen var så grov, så diskriminerende og så latterliggørende overfor en bestemt religion, at daværende statsminister Uffe Ellemann-Jensen først mente, at ansvarlige chefredaktør for Jyllands-Posten, Carsten Juste selv burde opsige sin stilling.

Det var både Carsten Juste og Flemming Rose dog for kujonagtige til selv at sige op, selv om Carsten Juste ugen efter gav udtryk for, at han burde have stoppet artiklen. Og bladtegneren, Kurt Westergaard, var tilsyneladende så svagt fungerende, at han nok slet ikke fattede, at han blev brugt som nyttig idiot af Jyllands-Posten stærkt højredrejede redaktion.

Sagen, som Naser Khader kaldte for; "Oprindelig begyndte Muhammed-sagen som et medieeksperiment", er fortsat så grov og så krænkende, at selv i nutiden vil dette være strafbart i mange vestlige lande. Derfor var det heller ikke meget forståelse, opbakning eller hjælp at hente for Danmark i de dage, hvor bølgerne gik højst.

Selv i nutiden lider Danmarks anseelse og eksport under disse handlinger, som Carsten Juste og Flemming Rose stod for. Og hverken Carsten Juste og Flemming Rose har vist noget ansvar i denne sag. Derfor er der absolut ingen grund til at have medlidenhed med disse 2, for som alle andre steder i tilværelsen, må man jo tage ansvar for, hvad man gør.

.

Ole Brockdorff

Demaskeringen i fuld offentlighed af den ellers højt respekterede Jørgen Ejbøl som en fej, ussel og illoyal mand bag kulisserne over for en medarbejder, der i 10 år har levet med PET-livvagter omkring sig på grund af truslen fra dybt kriminelle islamiske terrorister, er på alle måder et smertefuldt nederlag for den tankefrihed og ytringsfrihed, som vores forfædre har kæmpet så hårdt for gennem flere hundrede år, og som er hele grundlaget for demokratiet og folkestyret som politisk styreform.

Alle danskere har i de sidste 10 år kendt historien om de tragiske dage i foråret 2006, hvor danske konsulater blev sat i brand under massive demonstrationer i Mellemøsten, takket være en flok løgnagtige og manipulerende imamer, der sammen med deres gode danske kulturradikale venner spillede hasard med Danmarks nationale sikkerhed, udelukkende på grund af deres ubændige had til en borgerlig regering med statsminister Anders Fogh Rasmussen i spidsen.

Ingen blandt nationens politiske og intellektuelle magtelite har nogensinde stillet disse landsforræderiske mennesker til ansvar foran en domstol for deres ugerninger og landsskadelige virksomhed under Muhammed-krisen, tværtimod har de løbende fået uantastet lov til gennem årene, at føre sig frem i medierne med deres syge og feje argumenter om, at når man unødigt krænker andre menneskers religiøse følelser, ja, så fremprovokerer man selv en voldelig modreaktion.

Ude i det ganske land og den store verden sidder de mest hardcore islamister nu og klasker sig på lårene af grin over, at Morgenavisen Jyllands-Posten langt om længe har skilt sig af med ham den forfærdelige kulturredaktør Flemming Rose, der har kostet JP/Politikens Hus mere end 130 millioner kroner i etablerede sikkerhedsforanstaltninger gennem årene, og som Jørgen Ejbøl har raset over at have måtte ofre af hensyn til medarbejdernes sikkerhed.

Jørgen Ejbøls optræden som bestyrelsesformand over for Flemming Rose og Naser Khader samt deres PET-livvagter før en reception i JP/Politikens Hus, fortæller en grim historie om en øverste leder af en flok journalister, der fejt og usselt lader èn af sine egne totalt i stikken, fordi han pludselig koster bladhuset mange penge i sikkerhedsmæssige foranstaltninger, og fordi avisens øvrige ansatte fra det ene øjeblik til det andet kommer under vedvarende trussel fra islamiske terrorister.

I stedet for at slå en åndelig, sjælelig, følelsesmæssig, intellektuel og professionel ring omkring Flemming Roses person i de forgangne år, og forsvare ytringsfriheden som kronjuvelen i demokratiet som politisk styreform, uanset hvad det koster af millioner i sikkerhed for JP/Politikens Hus, ja, så vælger en mand som Jørgen Ejbøl i stedet at udskamme manden på det groveste og lade ham fuldstændig i stikken.

Sådan behandler rigtige ”pansergeneraler” ikke deres ”frontsoldater”, og Jørgen Ejbøls adfærd over for Flemming Rose, kombineret med ansættelsen af lige netop den politisk korrekte Jacob Nybroe som ny ansvarshavende chefredaktør, fortæller desværre èn gang for alle, at det indtil nu agtværdige Morgenavisen Jyllands-Posten er færdig som ytringsfrihedens forkæmpere. Og kulturredaktør Flemming Rose har dermed fået ret i sin påstand om, at avisen ikke er spor bedre end de medier, der arbejder under diktaturer.

Men hvis en mand som Jørgen Ejbøl og JP/Politikens ledelse fremover stadig har tænkt sig årligt, at uddele ”Morgenavisen Jyllands-Postens Ytringsfrihedspris”, så håber jeg inderligt på vegne af alle frihedselskende demokrater, at fremtidige prismodtagere siger pænt nej tak til en hyklerisk og dobbeltmoralsk avis, der udadtil holder fine skåltaler om ytringsfrihed, alt imens de bag kulisserne lader en af deres egne i stikken på grund af fejhed og usselhed, for hvis prismodtagerne efterfølgende bliver truet på livet af kriminelle islamister skal de ikke regne med avisens opbakning.

JP/Politikens Hus har virkelig svigtet Flemming Rose og ytringsfriheden.

Per Meinertsen, Henrik Brøndum, Britt Kristensen, Hans Aagaard og Jens Erik Starup anbefalede denne kommentar

@ Ole Brockdorff - tusind tak for din kommentar, Ole. Jeg er enig med dig. Samtidig vil jeg benytte lejligheden til at rose dig for dine vedholdende, engagerede kommentarer i trådene på Inf. Utroligt at du orker det. Ser frem til mange nye kommentarer fra dig.

flemming chr. nielsen

Fin anmeldelse af Lasse Jensen - dog var det ikke en redaktionssekretær i Viby J., der fik ideen til Muhammed-tegningerne, men én af JPs allerbedste journalister og feature-skribenter (her unævnt, for jeg ved ikke, om han bryder sig om alt, hvad ideen gav anledning til.

Tillad mig i forlængelse at kopiere mit eget facebookeri omkring Roses bog:

Da JP-tegneren Kurt Westergaard i 2008 havde holdt en tale på DFs landsmøde, blev han kaldt ind til sin chefredaktør Jørn Mikkelsen, som forbød ham at ytre sig uden chefredaktionel tilladelse.
At ytringsfrihedsavisen på den facon censurerede sit eget ytringsfrihedssymbol var naturligvis et pinligt dementi af illusionen om JP som ytringsfrihedens forsvarer, men det vakte ingen synderlig medie-opmærksomhed. Journalister er sjældent modige, når noget lugter i deres egen branche. Men aparte og pinligt var det, at end ikke Flemming Rose rykkede ud til forsvar for sin censurerede kollega Kurt Westergaard.
http://www.b.dk/…/muhammed-tegner-fortryder-tale-til-df-moe…#!
Flemming Roses veghed gjorde mig skeptisk over for hans påståede ytringsfrihedsprojekt. Bedre blev det ikke af, at der heller ikke fra Rose lød nogen protest, da ytringsfriheds-chefredaktør Carsten Juste samme år blev fyret af bestyrelsesformand og tidligere chefredaktør Jørgen Ejbøl. Året før havde den indtil da naive Juste endda udtalt om samme Ejbøl, at "jeg har meget at være ham taknemlig for."
http://finans.dk/…/ECE4025…/En-godmodig-bamse-siger-farvel/…
Nu har Flemming Rose så med mange års forsinkelse skrevet en bog, der opruller hele det modbydelige magtspil bag JPs ytringsfrihedsfacade, og han blotter kløerne i sin opfattelse af Jørgen Ejbøl som roden til alle intriger, benspænd og kæltringstreger. Han sætter kniven i den magtfulde mand, der først forfører de svage og bruger dem som sine villige løjtnanter, inden han støder dem ud i mørket og kalder dem illoyale og forrædere.
Så ligger de dér i krampegråd og tænders gnidsel og forstår ikke, hvorfor de engang lod sig forføre og klappe på skulderen af deres gavmilde chef Jørgen Ejbøl. En efter én mistede løjtnanterne Carsten Juste, Flemming Rose og Jørn Mikkelsen alle deres illusioner og den berusende følelse af indbildt storhed. De lånte magtsymboler blev revet af dem, da Jørgen Ejbøl ikke længere kunne bruge de herrer som sine stedfortrædende bødler – ikke kun mod muslimer, men mod alle, der ikke stod ret og hyldede Jørgen Ejbøl som general.
http://politiken.dk/…/muhammed-opgoer-ryster-jyllands-post…/
Selvfølgelig er der ingen indlysende grunde til, at jeg pludselig skal forsvare Flemming Rose, som jeg hverken kender eller nogensinde har talt med, men at han nu efter så mange kuende oplevelser og nakkebøjninger for Jørgen Ejbøl omsider tager bladet fra munden, se det aftvinger trods alt respekt. Jeg tør sige det, fordi jeg i mange år var ansat på JP og dér lærte Jørgen Ejbøl at kende som en meget, meget lille og usympatisk chefredaktør. Hvad Flemming Rose skriver om Jørgen Ejbøl, om hans trusler og terrorregime, om hans mørnen og nedbrydelse af solidaritet og kollegialitet på en arbejdsplads, alt det kan jeg genkende som et virkelighedstro spejl af mine egne oplevelser.
Derfor tillader min ringhed sig nu at række Flemming Rose en forstående hånd.
Jeg var journalist og lederskribent på JP siden engang i 1970erne. Jeg har arbejdet under så fremragende chefredaktører som den helt unikke Laust Jensen, den koleriske, men hjertevarme Nils Thostrup og den gådefuldt fascinerende Jørgen Schleimann. Men JPs treenighed af klassisk konservatisme, frisind og liberal åndsfrihed forsvandt den dag i 1993, da Jørgen Ejbøl blev ansat som ansvarshavende chefredaktør.
Umiddelbart kunne jeg godt lide hans fremtræden. Han var sjusket klædt og det forlød, at han brugte en beskidt mund, så spontant vurderet var han en mand efter min personlige og journalistiske smag, men som lidt tænksomme kolleger på JP fandt jeg omgående ud af, at det alt sammen var illusion og lokkemad. Jørgen Ejbøl lod sig ikke med et kvart ord sige imod. Modsigelse opfattede han som forræderi, og da jeg første gang trådte ind på hans kontor til det daglige ledermøde, nægtede han at hilse på mig. Jeg havde nemlig under hans forgænger Jørgen Schleimann skrevet en anti-racistisk leder i JP, og det opfattede Jørgen Ejbøl som en uhørt nederdrægtighed mod avisen, så jeg blev fjernet som lederskribent.
Når den slags chefer dukker op på din arbejdsplads, gør du klogt i straks at pakke din kuffert og forlade firmaet. Det er psykologisk børnelærdom, og der er skrevet bøger om fænomenet. Medarbejderne spaltes omgående i tre grupper. Nogen giver sig til at fedte for og udnyttes af den nye chef, andre smyger sig langs væggene og håber, uvejret driver over, og i en lille rest-fraktion fyldes hjerterne af trods og modstandsvilje.
Selv var jeg så heldig at være forholdsvis økonomisk uafhængig, så trygt kunne jeg se tiden an og med lige dele morskab og undren iagttage dette lærestykke i menneskelig adfærd.
En fremragende journalist-kollega fik i 1999 (for anden gang) tildelt Cavling-prisen, men da han hørte til de trodsige, der allerede havde forladt JP og hverken i ord eller handling fedtede for papirtigeren Ejbøl, nægtede papirtigeren at lykønske ham ved pris-overrækkelsen.
http://journalisten.dk/journalister-vil-vaek
En trivselsundersøgelse på JP viste i 1997 dramatisk misnøje med Jørgen Ejbøl og hans ledelsesstil. Med fyringstrusler forbød han, at undersøgelsen blev offentliggjort, og da ingen større medier turde omtale den, måtte vi (tillidsmænd) ty til delvis offentliggørelse i et lille århusiansk kulturtidsskrift. Et par år efter blev undersøgelsen gentaget, og denne gang lykkede det ikke at hindre dens offentliggørelse. De nødtvungent Ejbøl-loyale var blevet for få.
http://journalisten.dk/trivsel-undersoges-pa-jyllands-posten
Med Jørgen Ejbøl som ansvarshavende chefredaktør bragte JP i 1998 en skændig reportageserie om en københavnsk politimand, der af en narkoprostitueret var udpeget som én, der sexuelt udnyttede hende. Opmuntret af Ejbøl og hans gavmilde ord om to JP-reportere som sit ”dream-team” hoppede de to på den narkoprostitueredes påstand om, at den pågældende politimand havde et særligt kendetegn på sin penis, og først efter en ydmygende undersøgelse på retsmedicinsk institut klarede den uskyldige politimand frisag, men måtte psykisk ødelagt af det journalistiske mordforsøg gå på pension. Mens reportageserien blev bragt i JP, var det under fyringstrusler forbudt at anfægte den journalistiske etik i sagen. Kun bag lukkede kontordøre rystedes der i tavshed på hovedet.
http://journalisten.dk/forst-anklagen-sa-fortvivlelsen
Hvorfor sidder jeg nu og mindes alle de skændigheder og mange flere? Fordi Carsten Juste, Jørn Mikkelsen og siden Flemming Rose ALDRIG opponerede mod Jørgen Ejbøls diktatur, og fordi Flemming Rose nu omsider lever op til sin egen ideologi om ytringsfrihed og derfor har fortjent en forsinket tak for den tavshed, der blev til åbenmundethed og en klagesang om domptørens undertrykkelse af sine tæmmede bæster.
Flemming Rose har fuldført sin vandring fra loyal løjtnant til fortjenstfuld desertør.
Selv sagde jeg op på JP i 1999, for jeg havde mere frugtbare planer med resten af mit arbejdsliv end at beskue et mere og mere betændt klima, kolleger, der brød psykisk sammen, kolleger, der med flakkende blikke hagede sig til fedteriet, og kolleger, der i sammenbidt tavshed udførte deres arbejde. Og en Jørgen Ejbøl, der i økonomiske opgangstider stoltserede rundt på gangene i Viby J. og lod sig hylde som geni, men i nedgangstider gemte sig på sit kontor og lod sine løjtnanter registrere de illoyale.
Siden har jeg ikke skænket Jørgen Ejbøl mange tanker, men en loyal Ejbøl-løjtnant som chefredaktør Jørn Mikkelsen havde endnu for et par år siden, og indtil han selv forsvandt fra avisen, en forpjusket lille under-løjtnant til sin rådighed. Og da jeg i et TV2-interview anfægtede Kurt Westergaards ytringsfrihed, fik den lille under-løjtnant af Jørn Mikkelsen tildelt den opgave offentligt at desavouere mig som én, der i al evighed drev ”vendetta” mod JP. Forræderiet i form af den anti-racistiske leder en snes år i forvejen var ikke glemt. Diktaturet husker altid.
https://www.youtube.com/watch?v=vsj9JFceH1c
Jeg forstår til fulde, at Flemmng Rose til sidst fik nok af tvetungetheden og hykleriet, af det jyske stasiland og dets kæltring-regime.
Derfor disse bemærkninger. Med den tilføjelse at samtidig med Flemming Roses bog er også udkommet journalisten Kirsten Jacobsens biografi om Jørgen Ejbøl. Den hedder Pansergeneralen,og i pressemeddelelsen omtales Jørgen Ejbøl som ”humoristisk, loyal og dygtig til sit arbejde.” Det er jo et agtværdigt synspunkt, men jeg får aldrig bogen læst, for jeg har ingen respekt for dens ghostwriter Kirsten Jacobsen, for hendes arbejdsmetoder og for hendes manglende menneskeforståelse. Det var, som nogen måske husker, Kirsten Jacobsen, der engang som journalist fik frikendt jugoslaven Naum Conevski for en voldtægtsanklage, hvorefter han gik ud og myrdede to drenge på Amager.
Der er megen snusk og snask, sleskhed og underkastelse, sensationshunger og slette ambitioner, dolke og nederdrægtighed i dansk dagspresse. Nu har Flemming Rose løftet sløret for en del af det.
Så tak for det, kære Flemming Rose. Tak for det, skønt du ikke i din ytringsfrihedsaktivisme burde have vaklet og tøvet så længe.

Per Klüver, Per Meinertsen, Hans Aagaard og Jens Erik Starup anbefalede denne kommentar
Ole Brockdorff

Jeg sender en hjertelig tak til Flemming Chr. Nielsen for hans fremragende insider-beretning om den selvudnævnte ”pansergeneral” Jørgen Ejbøl, en unik fortælling, der efter min bedste opfattelse burde ophøjes til en fremtrædende kronik hos dagbladet Information i forbindelse med Ejbøls kommende bogudgivelse, så rigtig mange læsere, der ikke umiddelbart læser kommentatorsporene, kan få indsigt i de unikke arbejdsforhold bag kulisserne hos Morgenavisen Jyllands-Posten, set fra en tidligere medarbejders side.

Og tak for de pæne ord, Hans Aagaard.