Læsetid: 4 min.

Ngugi wa Thiong’os klassiske dannelsesrejse

Ngugi wa Thiong’o har igen, som i det første erindringsbind, ’Drømme i krigens tid’, skrevet en stilfærdig og til tider munter beretning om en fantasifuld og følsom ung mands forholdsvis lette gang gennem de koloniale institutioner
15. oktober 2016

I fortolkerens hus, bind to af Ngugi wa Thiong’os selvbiografi, er en rejseberetning.

Udgangspunktet for jegfortælleren er Limuru jernbanestation, ikke så langt fra Nairobi, med »skuret til fragtgods, teboden, venteværelset og de adskilte udendørs lokummer forbeholdt henholdsvis europæere, asiater og afrikanere«.

Han er på vej hjem fra Alliance High School, hvor han er blevet optaget og har tilbragt tre måneder som kostelev.

På fortællingens sidste side er han igen på Limuru station, nu på vej mod det næste holdested, Østafrikas første universitet, Makerere, i Kampala.

Drengen foretog sin første rejse til Alliance gemt i en godsvogn, og i de fire år han er på skolen, er hans ydre rejse begrænset af fattigdom og af de restriktioner, der gjaldt for afrikaneres mobilitet i det koloniale Kenya; den indre er en klassisk dannelsesrejse.

Titlen på erindringerne er et lån fra den fejrede religiøse klassiker fra 1600-tallet, En pilgrims vandring af den engelske puritaner John Bunyan. Hos Bunyan er ’Fortolkerens Hus’ det rum, hvor hovedpersonen, Christian, ser lyset og bliver genfødt, vejledt af ’fortolkeren’.

Hos Ngugi wa Thiong’o er rummet Alliance, et elitegymnasium for afrikanske drenge, der åbner den koloniale verden for ham med dens attraktioner og selvbevidsthed. Vejlederne er lærere og medstuderende.

Rejsen ind i det koloniale refugium krydses med rejserne tilbage til udgangspunktet, moren og hans søskende.

Da han vender hjem efter sit første semester, har katastrofen ramt familien: Landsbyen er jævnet med jorden, hans mors hus er væk: »Stierne, der gennemkrydsede landskabet og forbandt de spredte bopladser til et samlet landsbysamfund, fører nu fra den ene ruinhob til den anden, gravmæler over det, der var en gang«.

Det er ikke kun hans familie, der er ramt, men hele hans etniske fællesskab. Han tilhører kikuyu-stammen, der stod i spidsen for det antikoloniale oprør, kendt som Mau Mau.

Opstanden rystede det koloniale regime og førte til borgerkrigslignende tilstande internt i kikuyu-befolkningen, splittet mellem loyalister og oprørere.

Sammen med resten af landsbyen var familien blevet tvangsforflyttet til en interneringslejr, hvor de måtte begynde forfra, men dog i dagtimerne fik adgang til at dyrke deres marker.

Ngugi wa Thiong’os bror sluttede sig til oprørerne, der holdt til i de nærliggende skovområder. Men familien holder Ngugi udenfor. Hans uddannelse skal ikke forstyrres af oprøret, der ellers vender op og ned på nationen.

Ngugi wa Thiong’o tilbringer fire skæbnesvangre år fra 1955 til ’59 i en kolonial boble. Hans engelsklærer indleder undervisningen med at tage drengene med ind i sit private hjem og udpege og benævne de genstande, der hører med til et civiliseret liv.

Skolens allestedsnærværende leder, Carey Francis, gør stærkt indtryk på den unge Ngugi, men det, der vælter ham omkuld, er en besøgende Billy Graham-lignende vækkelsesprædikant.

Ved håndsoprækning efter prædikenen melder han sig som en af en lille gruppe drenge, der er blevet omvendt.

Grundstenene for omvendelse var allerede lagt af den karismatiske, centralafrikanske Balakole-bevægelse, som forbandt  det personlige gudsforhold med et stærkt påbud om at missionere. Ngugi mediterer og bliver medlem af en bibelstudiekreds.

Han mangler den knugende syndsbevidsthed, som synes at være forudsætningen for frelse. Han møder alligevel trofast op i den nærliggende søndagsskole og forsøger at missionere – at hverve en konvertit er beviset på, at han er opfyldt af den ægte tro.

Den eneste, han har held med, er en ung, smuk kvinde i en situation, hvor den religiøse ild, der brænder i dem begge, smelter sammen med en frydefuld erotisk opflammen.

Et andet spor et litteraturen. Med barndomsvennen Kenneth har han en løbende samtale om, hvad der skal til for at blive forfatter. Må afrikanere overhovedet skrive bøger?

Ngugi mener, at der skal en særlig tilladelse til, mens hans ven er mere frimodig og skriver en fortælling om en fattig dreng, der kommer til Nairobi for at tjene til sine søskendes skolepenge.

Ngugi giver ham gode råd om stil, som han har fra sin litteraturlærer: Undgå latiniserede ord, brug de fyndige angelsaksiske, lad dig inspirere af Biblens enkle sprog. Ngugis læsning er omfattende og kulørt.

Han elsker H. Rider Haggard og de patriotiske Biggles-romaner om piloten, der kommer sejrrigt ud af alle farer. Han læser Kipling og Shakespeare, og senere Emily Brontë og H.C. Andersen.

Sideløbende kaster han sig ind i foreningslivet. Han er en mønsterelev og forlader skolen med topkarakterer. Men langt om længe, da han skal rejse sejrrigt tilbage til sit udgangspunkt, banker virkeligheden på døren igen.

I værkets sidste del, »En beretning om blodhundene ved porten«, oplever han den slags overgreb fra det hvide koloniale politi, som store dele af Kenyas befolkning har været udsat for gennem årtier. Han finder styrke ved egen stædighed og sandhedssøgen.

Ngugi har igen, som i det første erindringsbind, Drømme i krigens tid, skrevet en stilfærdig og til tider munter beretning om en fantasifuld og følsom ung mands forholdsvis lette gang gennem de koloniale institutioner. Forfatterens anfægtelser og rystende beskrivelser af kolonitidens mørke sider har han foldet ud i sine fremragende romaner.

Ngugi wa Thiong’o: I fortolkerens husOversat af Ellen BoenC&K Forlag240 sider250 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu