Læsetid: 3 min.

Ninjadukken kommer med rygrad og hævn

Anders Matthesens børnebog mangler en lydside
Anders Matthesens børnebog mangler en lydside

Rasmus Meisler

29. oktober 2016

På en fabrik i Thailand myrder en dansk fabriksejer brutalt et barn, som ved en fejl har syet dennes tørklæde fast til en ninjadukke.

Ninjadukken besættes af en gammel japansk ånd, transporteres til Danmark af selveste Onkel Stewart og ender hos den anden hovedperson i Anders Matthesens debutbog.

Han hedder Aske, går i syvende, er vild med Jessica fra ottende, har en ven, der hedder Odysseus og en plageånd, der hedder Glenn.

Han bor sammen med sin mor, en ond stedfar og en åndssvag stedbror. Og hans fætter hedder Terkel.

Han har godt nok kun en minimal birolle i bogen, men selvfølgelig er han med, for Ternet Ninja ligger på alle måder meget tæt op af Terkel i Knibe, Matthesens film fra 2004.

Ligesom i den vælter Onkel Stewart også her rundt og er kæk, bramfri, ordgøglende og for meget og alligevel god nok på bunden, mens alle andre voksne er tåbelige eller rent ud onde. Alting er over-the-top, figurerne, historien, sproget.

Historien er, hvad den er, gyserkomedie om en ninjadukke på hævntogt via en lettere kuet drengs liv, som der selvfølgelig vendes godt og grundigt op og ned på – jeg sidder ikke her og efterspørger troværdighed – og figurerne er mildest talt heller ikke komplekse.

Det er pap og torden, vi er ude i. Ren underholdning. Fint nok. I hvert fald for min søn på 13, som normalt mest er til gysere. Han læste bogen efter mig og kunne godt lide den. Kan du sige lidt mere om den, forsøgte jeg? Den er spændende … Synes du, den er sjov? Nej, ikke sådan ha-ha.

Plumpt brølende

Der er vi så enige. Måske savner jeg Matthesens egen stemme til at løfte sproget og give det mere dirrende liv, det særlige matthesenske lingo, som man også kender fra hans stand up.

Uden hans lyd får jeg flere steder den her fornemmelse af, at humoren i virkeligheden mest af alt er en opsang. At der ligger en del foragt, eller skulle man sige irritation, til grund for løjerne.

I Ternet Ninja er det ninjadukken, der muligvis fungerer som forfatterens irritable talerør. Det er den, der kan irettesætte den ’svage’ Aske og sige, at han har »snotungeproblemer« og skal mande sig op og for eksempel ikke spørge om, hvad ninjadukken synes, en sky ligner, for den slags »kællingepis« orker en kriger ikke at høre på.

Og det er ninjadukken, der så resolut, at det mere ligner manipulation end hjælp, skaffer Aske af med plageånden og ind i Jessicas hjerte. Og hævn for mordet på Quang (også en genganger fra Terkel-filmen) får den med Askes hjælp selvfølgelig også.

Action er der nok af. I længden bliver jeg bare træt af det opkørte sprog i Ternet Ninja. Og dermed også af komikken. Der er noget vredladent vrængende over den, måske minder den mig om en særlig type ekskluderende teenagehumor?

Den er i hvert fald anstrengt, plumpt brølende nogle steder og andre steder bare træt og nem, som når Onkel Stewart laver ulækker pramdragergryde eller farer vild i ønskelisten og jovialt fejlhører den: »Og jeg havde jo set ønskesedlen, men det var fandeme sort snak: Pik-atju og Banko-Karen og hvad det hed alt sammen.« Ikke rigtigt ha-ha.

Jeg tror ikke, Terkel i Knibe ville have været meget mere vellykket som bog, og den havde da også både brutale og platte scener, men Matthesens egne stemmer til figurerne reddede alligevel filmversionen betydeligt længere i land end Ternet Ninja, som ikke er rigtig sjov efter min mening.   

Men som det fremgår, findes der flere måder at læse bogen på. Jeg har en, min søn en anden. En tredje læser ville måske sige, at det jo bare er for sjov (og dermed mistænke enhver anmeldelse for at mangle humor).

At det hele jo er så åbenlyst overgjort og »yææssirs, så er der landlov, kradtædeme, taksiduha«, som Onkel Stewart ville sige.

Okay, den humor mangler jeg så.

'Ternet Ninja', Anders Matthesen, illustreret af Rasmus Meisler, Høst & Søn, 256 sider, 249,95 kr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu