Læsetid: 4 min.

Der er en ny pave i byen

En ung, amerikansk pave sender med sine reaktionære holdninger chokbølger gennem Vatikanet i Paolo Sorrentinos nye, kulørte og bidske tv-serie, ’The Young Pope’
Jude Law spiller den reaktionære, uforudsigelige og nyvalgte pave Pius XIII i Paolo Sorrentinos nye tv-serie, ’The Young Pope’.

Jude Law spiller den reaktionære, uforudsigelige og nyvalgte pave Pius XIII i Paolo Sorrentinos nye tv-serie, ’The Young Pope’.

C More

31. oktober 2016

Den unge pave går målbevidst ud på balkonen, der vender ud mod Peterspladsen i Rom. Pladsen er fyldt med mennesker, troende katolikker, der venter i spænding på de første ord fra det nyvalgte overhoved for den katolske kirke.

»Der er noget, vi har glemt,« siger paven, og det bliver helt stille på den store plads.

»Vi har glemt jer. Og I har glemt hinanden.«

Han fortsætter med at prædike kærlighed og tolerance, bakke op om prævention og homoseksualitet og i det hele taget bryde med en lang række af den katolske kirkes allermest indgroede, konservative og forbenede dogmer.

Indenfor i Vatikanet løber præsterne forvirrede rundt. Kardinalerne, der står på en balkon ved siden af paven, ser måbende til. Dét havde de alligevel ikke ventet. Og på pladsen foran er der blevet helt stille.

De ord, der til at begynde med blev mødt med stor begejstring, har chokeret dem alle. Den århundreder gamle katolske kirke, de kender og elsker, synes at gå i opløsning foran øjnene på dem.

Og så vågner paven (Jude Law). Det var bare en drøm. En ond drøm. Og heldigvis har den nyslåede Pius XIII ikke sagt noget af al dette forfærdelige vrøvl. Det er hans første dag som pave, og verden venter rigtignok utålmodigt på hans første offentlige tale, men den har han ikke sådan lige tænkt sig at holde.

Nej, han tager sig sin tid, mens han ryger sine cigaretter, gør sig bekendt med Vatikanets inderste hemmeligheder og finder ud af, hvem af de mange mennesker, der omgiver ham, han kan eller vil stole på. Hvem der ikke bare er ude efter at styre ham og dermed kirkens umådelige magt og store formue.

Trailer til ’The Young Pope’.

Ingen marionetdukke

Sådan begynder den italienske filminstruktør Paolo Sorrentinos nye tv-serie, The Young Pope, som er præcis lige så drilsk, humoristisk, kulørt og legesyg– også hvad angår alle tænkelige audiovisuelle virkemidler – som Sorrentinos fremragende film, især Il Divo og Den store skønhed, der ligeledes skærer et satirisk stykke af det moderne Italien.

På den ene side er serien et bidsk portræt af livet i Vatikanstaten, den katolske kirke, og hvordan det er at være pave, på den anden side er The Young Pope en studie i manipulation og magtudøvelse, som ville gøre selv Machiavelli stolt.

Lenny Belardo, som den unge, amerikanske pave – den første af slagsen og blot i slutningen af 40’erne – egentlig hedder, er en enigmatisk skikkelse, der ganske enkelt tager røven på alle de magelige, selvtilfredse kardinaler, som har valgt ham.

Statsråd Voiello (Silvio Orlando), der er vant til at regere Vatikanet, som var han selv pave, tror, at han i Lenny har fået en medgørlig marionetdukke, der uden vrøvl vil følge alle hans gode råd. Voiello tager fejl, og han bliver noget så grundigt ydmyget af paven.

Formelle forhold

Lenny, der med sit pavenavn, Pius XIII, knytter an til en række af særligt reaktionære paver, gør tingene, som han har lyst til. Og da han endelig, i slutningen af andet afsnit, står på balkonen foran de ventende masser og alverdens nyhedsmedier, skælder han ud og deler gavmildt ud af verbale kindheste og dårlig samvittighed.

Der er så sandelig en ny pave i byen – han ryger endda – og hans mellemnavne synes at være magtfuldkommenhed og selvretfærdighed.

Og det er helt igennem vidunderligt. Jude Law er god som den pæne, unge mand, der ser så tilforladelig ud, men som også er meget ung – i forhold til embedet – lidt barnlig og i virkeligheden har en temmelig uforsonlig og egensindig personlighed.

»Jeg tror ikke på venskaber, men derimod på formelle forhold,« siger han tidligt til sin aldrende kogekone, der grædende indser, at denne pave – den fjerde, hun har arbejdet for – på ingen måder ligner sine godmodige forgængere.

Det er ikke, fordi man ikke forstår, hvorfor Lenny, Pius XIII, gør, som han gør: Vatikanet er fuld af korruption, sladder og ineffektivitet, og det skal der gøres op med. Men han er meget barsk og nådesløs. Magt korrumperer.

Det skaber selvfølgelig usikkerhed blandt alle de magelige, selvtilfredse kardinaler og de præster, der skal forestille at være pavens nærmeste rådgivere, og som alle bliver fyret, så han i stedet kan have Søster Mary (Diane Keaton) ved sin side.

Lenny mistede sine forældre som dreng og er vokset op hos Søster Mary, og de to har et nært forhold. Det samme havde Lenny og hans teologiske mentor, kardinal Spencer (James Cromwell), men han har nu slået hånden af Lenny, fordi han føler, at Lenny har stjålet paveembedet fra ham. Hvilket Lenny på sæt og vis også har.

Chokbølger gennem Vatikanet

Pius XIII’s uforudsigelige opførsel sender chokbølger gennem den lille stat i hjertet af Rom, mens man også som seer prøver at blive klog på ham.

På et tidspunkt siger han til en præst, at han ikke længere tror på Gud, og præsten bliver forståeligt nok overrasket. Det var bare en spøg, siger paven så, men man fornemmer, at han rent faktisk kæmper med sin tro.

Det er svært at finde ud af, hvad det er, den nye pave vil. På den ene side fremstår han ung, uspoleret og moderne, på den anden endnu mere reaktionær end alle kardinalerne tilsammen.

Han vil gøre rent bord og have gennemsigtighed, men benytter sig selv af informanter og pression. Han vil have, at Vatikanet svarer venligt på breve fra alle børn, men han bryder sig ikke om homoseksuelle.

Paolo Sorrentino holder ikke igen i sine skildringer af menneskets grimme sider. Om noget udstiller han i The Young Pope den katolske kirkes – og i det hele taget etableret religions – indbyggede selvmodsigelser og absurditeter, og det er ikke mindst denne dynamik og dialektik, der er drivmotoren i den på alle måder smukke og spændstige serie. Jeg har set to afsnit, og jeg glæder mig til at se mere.

The Young Pope kan ses på C More

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer