Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Nyt nordisk rod

Børneteaterforestillingen ’Frostbrødre’ er en rodet omgang nordisk mytologi og kristendomskamp
Kultur
7. oktober 2016

Børneteaterforestillingen Frostbrødre på Teater Zeppelin er noget så lokkende som et nyskrevet drama om de nordiske guder.

Men manuskriptforfatterne Mie Brandt og Lene Skytt har ikke bare villet skildre den nordiske mytologi. De har fokuseret på den komplekse historie om dem, der stadig troede på Odin og Thor, da kristendommen erobrede befolkningen med tvangsdåb og kors.

Det er al ære værd at ville nuancere historiefortællingen. Men det virker som et ret avanceret greb over for de 7-12 årige, der ellers først lige er blevet introduceret til Freja, Hell og Bifrost.

Det ville antagelig godt kunne lade sig gøre med et bragende manuskript og en overbevisende iscenesættelse. Men sådan forholder det sig desværre ikke med Frostbrødre.

Teksten af Mie Brandt og Lene Skytt er rodet. Den indleder med en skabelsesberetning, og den slutter med et happy end-familiedrama. Indimellem præsenteres børnene for alle de værste livskriser, man kan forestille sig:

En ildebrand, hvor hele familien er ved at brænde inde. En flugt, hvor den gravide mor går i fødsel. En skifting – altså et forbyttet barn – der er ved at blive druknet. En dreng, der vil dræbe sin bror. Og så videre.

Tekstens gåde

Manuskriptet er hulter til bulter. Hvordan Mie Brandt kan være medforfatter på denne strittende tekst, når hun sidste år skrev den helstøbte tekst til børneflygtningeforestillingen Under Haadys Skjold, virker som en gåde.

Medforfatteren Lene Skytt magter ikke at samle de mange historier i sin iscenesættelse, og Laura Rasmussens scenografi, som skal illudere rødderne fra det kæmpetræ, hvor den vikingefamilien har gemt sig, har ingen magi – den ligner mest af alt bare et balanceklatrestativ på et scenegulv. Og hverken lys eller lyd skaber en overbevisende overnaturlighed eller uhygge.

Dukker med gys

Det eneste, der rammer de nordiske guders handlekraft og forbandelsesmagt, er de sære dukker af Rolf Søborg Hansen. Nogle er menneskehøje dukker; andre er bare hoveder. Men de oser alle sammen af mytologiens morbide fortryllelse.

Når Rolf Søborg Hansens dukker svajer ind på scenen med tomme øjne og dinglende armknogler, så gyser ungerne på den stille måde. Og visuelt skaber dukkerne og deres blafrende kostumer en stærk fornemmelse af mørkemagt og spøgelsesvirkelighed.

Skuespillerne spiller i mange stilarter. Men Jens Kepny Kristensen har en god, indadvendt vrede som drengen, som føler sig overset af sine forældre, der bare vil have, at han lærer at slås med sværd.

Drømmen om Valhal

Måske kan Frostbrødre tolkes som en forestilling om en dreng, der kæmper mod sine forældres pres – og som ender med at få lov til at leve efter sit eget hjerte. Men der er lang vej derhen.

Det er selvfølgelig ikke nemt at skabe teater om den nordiske mytologi. Men en af dansk børneteaters mest elskede nyklassikere er faktisk fortsat Det Fortællende Teaters forestilling I Guder! fra 1999 med Jesper la Cour som vild fortæller.

Og den nyeste mainstream-dramatisering af den svigefulde Loke og den lækre Balder er TV2’s elskede 2005-julekalender Jul i Valhal, der vækker de gamle vikingeguder til live igen med smil og snilde.

Det lykkes ikke i Frostbrødre.

Frostbrødre. Tekst: Mie Brandt og Lene Skytt. Instruktion: Lene Skytt. Scenografi: Laura Rasmussen. Lys: Martin Danielsen. Lyd: Inuk Thomsen. Dukker: Rolf Søborg Hansen. Fra 7 år. Varighed: 75 minutter. Teater Zeppelin på Vesterbro. Til 25. november.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her