Læsetid: 5 min.

Oasis-dokumentar er et slagtilfælde af nostalgi og fremtidshåb

’Supersonic’ beskriver strålende Gallagher-brødrenes opvækst og fejde. Men den savner perspektiveringer til samtid og kultur. Og så lyder den ikke særlig godt
Live-lyden i Oasis-dokumentaren er elendig, så den fornemmelse af et band, der bryder gennem lydmuren, udebliver fuldstændig.

Live-lyden i Oasis-dokumentaren er elendig, så den fornemmelse af et band, der bryder gennem lydmuren, udebliver fuldstændig.

Scanbox

20. oktober 2016

Historien om rockbandet Oasis er den rockmytologiske klassiker om intern splid, endda i det her tilfælde mellem to brødre. En historie, der går tilbage til i hvert fald Kain og Abel, hvilket forsangeren Liam Gallagher selv påpeger i Oasis-dokumentaren Supersonic.

De fem rødder fra Manchester står i øvelokalet og sunder sig mellem to numre. »Abel and ...« Vent. Liam Gallagher kan ikke huske navnet, han leder efter det. Storebroderen og sangskriveren Noel kan, men han driller lillebror. »And cable?,« foreslår Noel. Abel and cable.

Liam opgiver at komme på det rigtige navn, men forklarer, at det er derfor, de er verdens bedste band. Fordi han hader sin storebror.

Had-kærligheds-forholdet er drivkraften i engelske Mat Whitecross' dokumentar om den engelske kvintet, der var med til at definere britpoppens kortvarige regeringstid fra 1994 til 1996.

En æra, der kan beskrives både som et slagtilfælde af nostalgi og som et slagtilbud om fremtidsoptimisme. I et England i en musikkulturel defensiv under den amerikanske grungerocks hærgen. Et England i økonomisk strambuks efter halvandet årtis uafbrudt konservativ regering.

1994 var året, hvor Nirvanas grungeikon Kurt Cobain begik selvmord, og året hvor britpoppen detonerede med Oasis' albumdebut Definitely Maybe og rivalerne Blurs skelsættende hovedværk Parklife.

Læs også: Tre år der ændrede England

Året før havde musikeren og journalisten Sean O'Hagan introduceret new lad-begrebet til at beskrive middelklassemanden, der i protest mod sen-60'ernes feminisme forvitrede til en ansvarsløs drengerøv, til fast inventar på pubben, til leverandører af problemer normalt applikeret til britisk arbejderklasse såsom slagsmål og sexisme. Drengerøven, der burde vide bedre – og var stolt af det.

Anderledes med Oasis. De var ægte arbejderklasse. »We're just two lads from the council,« som Noel Gallagher siger om ham og broderen. Ikke to new lads, men bare old school lads fra det sociale boligbyggeri.

I et groggy og autenticitetshungrende Storbritannien, der kort genoplevede fordums storhedstid under et rockistisk high var Oasis det perfekte drug. I disse år bragede den elektroniske musik løs i øriget, ikke mindst på den legendariske klub Hacienda i Manchester. Oasis leverede den regressive antitese.

Trailer til Supersonic.

En opvækst med vold

Vold er også en vigtig ingrediens i Gallagher-brødrenes selvbiografi. Faderen tævede i følge flere kilder i dokumentaren moderen, indtil hun stak af med sine tre sønner. Brødrene sloges også, endda som voksne. Ja, under indspilningerne til deres hovedværk (What's The Story) Morning Glory? endte Noel Gallagher med at hamre lillebror over hovedet med et cricketbat.

Og bizart nok, så er vold også en del af fortællingen om deres musikalitet. Ifølge dokumentaren, så interesserede Liam Gallagher sig overhovedet ikke for musik, men for at være den sejeste i skolegården. Indtil en rivaliserende knægt slog hul i hans hoved med en hammer. Derefter var musikken hans ét og alt.

Faderen rørte aldrig Liam, men tævede regelmæssigt Noel. I Supersonic fortæller Noel, hvordan faderens vold gjorde ham til et indadvendt menneske, dybt besat af at finde mening inde i musikkens verden.

»På en måde bankede min far talentet ind i mig,« siger han! Og udstiller dermed det slagfærdige overleverinstinkt, der gjorde Oasis uovervindelige i de år.

En pragmatisme som også gør at Noel er helt indforstået med at en plads på forsiden er alting, uanset hvad der står på den. Og der står en del om Oasis i de år. Slagsmål. Sex. Stoffer. Rockmytologi i højeste selvdestruktive gear.

Elendig livelyd

Supersonic kan noget i sin fortælling om de to brødre, deres svære opvækst og indbyrdes rivalisering. Der er bare ikke noget videre supersonisk over Supersonics udførsel. Den åbner og lukker med gruppens kolonorme koncert på Knebworth Festival foran en kvart million mennesker fordelt over to aftener.

Men livelyden er elendig, som om man står backstage og lytter. Den fornemmelse af et band, der bryder gennem lydmuren, som der så umiskendeligt er over deres musik, den udebliver fuldstændig. Supersonic lyder ikke særlig godt.

Dertil kommer at fascinationen af deres fjollerier og drengerøvsidioti tager overhånd. Dokumentaren drukner i sin dyrkelse af de to brødre, der egentlig er ganske trivielle i deres rivalisering og i deres ungdommelige dyrkelse af rockens frihedsretorik. Noel er knappen, og Liam er fingrene, observeres det. Liam er bare nødt til at provokere Noel.

Det er sjovt, men det bliver det ikke ved med at være over to timer, hvor man virkelig savner perspektiveringer. Samfund? Politik? Kultur? Glem det. Supersonic er langt mere for detaljeorienterede fans end for udenforstående, der godt kunne have brug for kontekst.

Ærkerivalerne Blur nævnes ikke 

Og så har brødrene Gallagher – eller Mat Whitecross – ikke haft format til at inkludere Blur. Ærkerivalerne nævnes ikke med et ord, selvom det vel egentlig også var en klassekamp.

Blur var middelklassedrenge mestendels med kunstskolebaggrund, og Gallagher-drengene er af Blur-forsangeren Damon Albarn blevet karakteriseret som voksne udgaver af bøllerne, der mobbede ham i skolen.

Selv om Supersonic ikke bevæger sig ind i den kunstneriske og kommercielle afmatning, der sætter ind efter de to første albummer, så indfanger den i det mindste det uundgåelige uskyldstab. Der gik penge i skidtet i de år. Og vi slutter af med den klassiske fortælling om at »idiot corporate pigs« overtager.

Og her ville det have været passende at fortælle om det pressehypede og pengegriske lavpunkt i den ynkelige kamp med Blur om, hvem der fik førstepladsen en uge i august, hvor de udgav hver deres single samtidig.

»British heavyweight championship,« stod der gudhjælpemig på forsiden af musiktabloidavisen NME den 12. august 1995 som optakt.

Først og sidst i Supersonic står Oasis altså på en mark ved Knebworth og spiller for umuligt mange mennesker i august 1996. Noel Gallagher kalder det »the last great gathering of the people before the internet« og påpeger at det var folket, der skabte Oasis. At de intet var uden dem.

Oasis' opgør var med en musik, som de syntes var uægte. De ville af med Phil Collins og Sting, »junk music«, som de kalder det i dokumentaren. Det er naturligvis et helt naturligt generationsopgør med 80'ernes elite og samtidig udtryk for et enfoldigt musiksyn.

Det ene udelukker ikke det andet i det store billede. Men det er også enfoldigheden og trivialiteten – og en fire-fem fantastiske sange – der er Oasis' styrke. Evnen til at kanalisere frustrationen over et England, der har mistet sin storhed, ud i en råt formuleret melankoli, som alle kunne synge med på.

Og samtidig var de også bare naboens møgunger, der var kække nok til at føre sig frem på en scene. »People pay money to see others believe in themselves,« skriver Sonic Youths Kim Gordon i sin selvbiografi Girl In a Band. Mange penge, kunne man tilføje. Og hvis det er folk, der tror på sig selv, man leder efter, så er Supersonic oplagt.

Oasis: Supersonic – Instruktion: Mat Whitecross. Engelsk. Biografer landet over.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu