Læsetid: 8 min.

’Er der overhovedet nogen, der kan lide dig, Jim?’

I kendisfænomenet Jim Lyngvilds verden kan man sagtens være et mobbeoffer, der kalder andre for ’fede sure lortekællinger’, eller et udsat barn, der ikke ser socialt udsatte som ofre. Hans historie er historien om et barn af velfærdsstaten, opfostret på julehjælp og socialpædagogiske tiltag, der meget hellere vil dyrke individfortællingen om svanen, der slap væk fra andegården
I 2013 blev han fyret som vært for Copenhagen Pride, fordi han i et interview med Ekstra Bladet brugte udtrykket »små bøssekarle« om folk, der »piber«, når de bliver tatoverede, og siden røg Lyngvild, der selv er homoseksuel, ud i endnu en strid med homomiljøet, da han på Facebook gav udtryk for, at det er naturstridig, at homoseksuelle får børn sammen.

I 2013 blev han fyret som vært for Copenhagen Pride, fordi han i et interview med Ekstra Bladet brugte udtrykket »små bøssekarle« om folk, der »piber«, når de bliver tatoverede, og siden røg Lyngvild, der selv er homoseksuel, ud i endnu en strid med homomiljøet, da han på Facebook gav udtryk for, at det er naturstridig, at homoseksuelle får børn sammen.

Daniel Hjorth

21. oktober 2016

Cowboy-Finn blev Jim Lyngvilds far kaldt.

Han drak, han junkede og bankede Jims mor, og så gik han rundt i Albertslund med Stetson-hat og cowboystøvler på og en revolver i bæltet.

I hans ungdom blev faren også kaldt Røde Tyr, fordi hans hår og skæg var knaldrødt, og fordi han havde arbejdet som pornomodel i film og i bladet Weekendsex i 1970’erne.

»På et tidspunkt var han også skraldemand, men ellers har jeg aldrig hørt, at han skulle have haft et job,« skriver den kulørte designer og politisk kontroversielle multikendis Jim Lyngvild i sin nye selvbiografi Møgunge.

Lille Jim Lyngvild var rædselsslagen for sin uberegnelige, ustabile far. I dag er han næsten mere bange for de punkter, hvor han ligner ham.

Det var mildest talt ikke gunslingeren Cowboy-Finn, der holdt hånden under Jim Lyngvild i hans barndom, men hans mor og moster, diverse pædagoger og specialtilbud. Velfærdsstaten i bred forstand, kan man sige.

Alligevel er hans historie nogle steder nærmest en dickensk fortælling om at gøre sig selv til noget på trods af en utilpasset opvækst med vold og svigt og om egenhændigt at overskrive sin barndoms lasede kladde med en ny, skinnende historie.

Det er historien om en selverklæret moderne viking, designer, cremeproducent, realitystjerne, fantasyforfatter og åbenmundet politisk provo, der er bedste venner med Inger Støjberg og Pia Kjærsgaard og nærmest med kontrær nødvendighed dyrker det politisk ukorrekte og alt det andet, som parnasset – som han inderst inde så brændende ønsker anerkendelse fra – ser ned på.

I den nye bog Møgunge, der er lige dele selvbiografi, reklamesøjle, CV, kampskrift og selvhjælpsbog, får læseren et kig ind til det sårede barn inden i brøleaben Lyngvild, der efterlader et indtryk af et menneske, der kæmper med alt, hvad han har kært, mod svagheden i sig selv og i andre.

Vild med anerkendelse

Den ene gang efter den anden befinder Jim Lyngvild sig i centrum for forargelse.

I 2013 blev han fyret som vært for Copenhagen Pride, fordi han i et interview med Ekstra Bladet brugte ordet »små bøssekarle« om folk, der »piber«, når de bliver tatoverede, og siden røg Lyngvild, der selv er homoseksuel, ud i endnu en strid med homomiljøet, da han på Facebook gav udtryk for, at det er naturstridigt, at homoseksuelle får børn sammen.

Det er, som om han får en særlig nydelse ud af at provokere. Særligt de kloge mennesker med de ’rigtige’ holdninger (»jeg vil skide akademikere et stykke«) eller de smagsdommere i modeverdenen og kulturlivet, der vejede ham og fandt ham for outreret, da han som ung designer forsøgte at få fodfæste i branchen.

Der ligger trodsig nydelse, men også smerte bag den måde, han stolt bærer sin filterløshed som et sandhedens æresemblem.

Senest som gæst i Radio24syvs sladderprogram Det, vi taler om den 7. oktober, som har været genstand for en del debat, hvor han kalder Tv2's tidligere underholdningschef Gitte Madsen for »den fede sure lortekælling« og fortsætter: »Jeg hader hende, og jeg vil hade hende til den dag, jeg dør.«

Vild med dans-drøm

Emnet er Tv2-programmet Vild med dans, som Jim Lyngvild siden starten inderligt har ønsket at medvirke i. Han er, mener han selv, den oplagte deltager, men det bliver hurtigt tydeligt for ham, at han er persona non grata, og at det er Gitte Madsen, som står i vejen for ham.

Men Jim Lyngvild giver ikke op. I stedet for at vende ryggen til dem, der allerede har vendt ryggen til ham, køber han sig i 2014 adgang til Vild med dans ved at lade sit crememærke Raunsborg sponsorere programmet.

Et par millioner koster det ham, men så kan han også sidde på første række til sæsonens shows og fryde sig, som Julia Roberts i filmen Pretty woman (Jim Lyngvilds egen sammenligning), da hun iført svinedyrt tøj og med hænderne fulde af shoppingposer vender tilbage til den eksklusive tøjbutik på Rodeo Drive, hvor ekspedienterne rynkede på næsen ad hende, da hun kom anstigende i sit ludertøj.

Big mistake. Big.

Vild med dans-sagen bliver ét ud af flere symboler på Lyngvilds grundfølelse af at være en utilpasset outsider, og som derfor trodsigt gør en dyd og et pr-nummer ud af at være ugleset.

»Der er en sandhed i den gamle talemåde: ’Den, der ler sidst, ler bedst’,« skriver han i sin bog. »Det meste af det, jeg laver, kan jeg takke mine barndomsspøgelser for. Dem, der mobbede mig, de voksne, der ikke brød sig om mig, de skal nok finde ud af, at Jim Lyngvild er den seje.«

Barndomsspøgelser

Følelsen af at være anderledes og udenfor har sat sig dybe spor, men i H.C. Andersens eventyr bliver den grimme ælling til en smuk svane.

»Det gør ikke noget at være født i andegården, når man kun har ligget i et svaneæg,« citerer Jim Lyngvild, som om det på en måde altid har været meningen, at han er bestemt til noget andet og mere.

Begge hans forældre kom fra dysfunktionelle familier, og i Møgunge beskriver han, hvordan han allerede som lille flovede sig over sine bedsteforældre og hadede deres fattigfine selvbedrag.

Hans mormor og morfar ejede en lille knaldhytte i Sydhavnen, som de bildte sig selv og andre ind kunne gå for et sommerhus.

»Det mindede om Dynamit Harry i Olsen-banden med lidt for mange flasker, lidt for klamt og min farfar, der sad uden for skuret med en sømandskasket på hovedet og skuede ud over vandet. I dag er Sydhavnen lækker; dengang var det røv med det ypperste udskud.«

Farens side af familien var dog alligevel værst. Da Jim Lyngvild som tiårig mister sin far, der dør af druk og narko, ripper farfaren lejligheden for alt af værdi, så intet bliver tilbage til enearvingen Jim.

En samling »røvere og banditter«, der har »løjet, stjålet og prostitueret sig«. Sådan beskriver han dem.

Det er ikke fra den kant, Jim Lyngvild har fået noget med sig. Andet måske end en indædt modvilje mod den manglende stræbsomhed, den måde at være underklasse på.

Barn af velfærdsstaten

Jim Lyngvilds barndom var fattig. Moren havde kun syv års skolegang og var eneforsørger af fem børn efter skilsmissen fra Cowboy-Finn, så den stod blandt andet på gratis kuponer til Daells Varehus og julehjælp, som Jim og hans søskende blev sendt af sted til Børnenes Kontor for at hente.

»Der var kø, da vi ankom til kontoret, og jeg stod og prøvede at lade som om, at jeg ikke hørte til. At det var en slags fejl, at jeg stod der med mine søskende for at få hjælp i form af plastikposer med mad.«

Skammen over at modtage hjælp blev dog hurtigt opvejet af den julestemning, der indfandt sig, da de kom hjem med maden.

Om onsdagen tog Jim Lyngvilds mor ofte sit kreative barn med på Statens Museum for Kunst, for om onsdagen var der dengang gratis adgang, og hun så, hvordan han lyste op, når han var der.

Voksnes kulde

Ferier var der under ingen omstændigheder råd til, så Jim Lyngvild kom på sommerkoloni betalt af kommunen. På en af kolonierne skete der noget, han aldrig vil glemme.

Voksne og børn sidder omkring bålet og hygger, da en kæreste til en af pædagogerne pludselig vender sig om mod Jim og spørger ham:

»Er der overhovedet nogen, der kan lide dig, Jim?«.

Det blev sjældent sagt så direkte, men det var ikke første gang, at Jim Lyngvild havde følelsen af, at folk reagerede negativt på ham eller misforstod ham.

»Jeg kunne tit føle kulden eller modstanden fra voksne og fornemmede, hvordan de ikke havde lyst til at være sammen med mig.«

Ubetinget kærlighed får han til gengæld fra sin mor, som også var et misforstået, følsomt barn, og som Jim Lyngvild identificerer sig med, idoliserer og hiver med sig op på sit voksenlivs piedestal.

Forældrene repræsenterer henholdsvis lyset og mørket i Jim Lyngvilds liv, styrke og svaghed. Moren overkommer sit dysfunktionelle bagland, at blive gravid som 19-årig som resultat af en voldtægt og livet med en voldelig mand, mens faderen intet klarer. Andet end at kaste en dyster skygge over Jim Lyngvilds barndom.

At holde svagheden fra døren

Når man læser bogen Møgunge, kan man mærke både den sagte og usagte kamp, Jim Lyngvild kæmper med at holde fortiden uden for indflydelse og svagheden fra døren.

Alle de voksne, som ikke så ham eller rummede ham, da han var barn, og de kokainsniffende, indspiste modebosser, der aldrig inviterede ham indenfor. Alle dem, der ikke troede på ham, og farens ynkelige stofafhængighed, vold og nasserier.

I modsætning til Cowboy-Finn har Vikinge-Jim klaret at arbejde og tjene penge. Jim Lyngvilds cremeimperium Raunsborg, opkaldt efter den historietro vikingeborg, som han sammen med manden Morten har opført på Fyn, blev i 2015 vurderet til 40 millioner kroner.

Æblet satte alt ind på at falde så langt fra stammen som muligt, og det lykkedes.  

Det er fra denne kraftanstrengelse, fornemmer man, at den uvilje, som Jim Lyngvild nærer mod den uvirksomme underklasse, de økonomiske bekvemmelighedsflygtninge og de krænkede homoer, stammer.

»Jeg har det bare svært med folk, der nasser. Og det gælder alle. Både dem, der udnytter flygtningekrisen til at komme herop, og danskere, der nasser på systemet, fordi det ikke kan betale sig at tage et job i Fakta.«

Usleben diamant

Han er en undtagelse fra reglen. Svanen, der slap væk fra andegården. Der er en stærk, nærmest klassisk hollywoodagtig identitetsfortælling i at være den uslebne diamant, det underkendte geni.

Han er opfostret på julehjælp, psykologiske udredninger, socialpædagogiske indsatser, specialskoler og efterskoleophold.

Velfærdsstaten og fællesskabet har et langt stykke hen ad vejen faktisk båret Jim Lyngvild frem, men det har ikke gjort ham til en klassisk ligheds- og fællesskabsorienteret socialdemokrat.

Det er ikke hjælpen, der fylder mest i hans selvfortælling, selv om den også beskrives, og selv om Jim Lyngvild i sin bog ikke lægger skjul på den taknemmelighed, han føler over for de voksne, der var der.

Det er, som om det er modstanden, mobningen og den manglende professionelle anerkendelse, der har ansporet og motiveret ham mest. Han er den, han er, i kraft af sig selv, ikke i kraft af andre og på ingen måder i kraft af et gruppetilhørsforhold.

Derfor er der i Jim Lyngvilds verden ikke noget modsætningsfuldt i at være en homo, der ikke specielt godt kan lide homoer, et mobbeoffer, der kalder andre for »bøsserøve« og »lortekællinger«, og et udsat barn, der ikke nødvendigvis ser andre udsatte som ofre.

»Inderst inde,« skriver Jim Lyngvild, »er jeg en gammel socialist. Om du er bankdirektør eller rengøringsdame, skal du stadig tørre dig selv i røven, når du går på toilettet.«

Iskold og brandvarm, hård og blød, feteret, udskældt og ensom. Men med Lyngvilds egne ord:

»Det letteste i verden er at fortælle mennesker, hvad der er galt med dem; det sværeste at turde se og rumme dem.«

Jim Lyngvild: 'Møgunge'. Poltikens Forlag, 216 sider, 250 kr.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer