Læsetid 6 min.

PJ Harveys katastrofer, man kan synge med på

PJ Harvey startede sin efterårs- og vinterturné på Frederiksberg, på sin 47 års-fødselsdag. Det skete med et mørkt magisk, sublimt repertoire, der står i skærende opposition til tidens galoperende højrepopulisme
Pj Harvey forbliver i skyggen, uden for spotlyset. Hendes nyere kunst er politisk anfægtet, en knejsende kanaliseret vrede. Omformning af afmagt til brutalt smuk kunst. Der også i Falconér Salen søndag aften foranledigede hende til at søge hen i egne af sin stemme, hvor hun synger let falsk, grim, ikke kun smuk

Pj Harvey forbliver i skyggen, uden for spotlyset. Hendes nyere kunst er politisk anfægtet, en knejsende kanaliseret vrede. Omformning af afmagt til brutalt smuk kunst. Der også i Falconér Salen søndag aften foranledigede hende til at søge hen i egne af sin stemme, hvor hun synger let falsk, grim, ikke kun smuk

Jakob Jørgensen
10. oktober 2016

Der er sket ting og sager, siden PJ Harvey sidst optrådte i Danmark. Bevares, det er ikke så længe siden, så sent som den 30. juni i år, at hun gik på Arena-scenen på Roskilde Festivalen. Men i mellemtiden har højrepopulismens spøgelse bidt sig yderligere fast i europæisk, amerikansk, ja, også tyrkisk politik.

Noget, den 47-årige engelske sanger og sangskriver med garanti har bemærket – langt fra at være en verdensfjern kunstner, ganske optaget af at følge med i nyhederne om verdens gakkede gangart.

Som hun sagde i et interview i The Guardian i 2011: »I certainly can get very angry about things I hear day to day, and shout at the radio, shout at the television, or actually feel sick or feel like weeping.«

Det virker endnu mere oplagt at gøre nu om dage.

Som den tyske idéhistoriker og professor ved Princeton University Jan-Werner Müller sagde i weekendens Information: »Det særlige ved populister er, at de hævder, at de og kun de repræsenterer, hvad de plejer at betegne som det sande folk. Så i tillæg til anti-elitisme er der også, hvad jeg ville kalde anti-pluralisme. Og i en vis forstand kræver de, hvad man kunne kalde en slags moralsk monopol på repræsentation.«

Altså en ejerfornemmelse over den politiske autenticitet og en afvisning af det repræsentative demokratis brede holdningsspektrum – noget, som især foretages af højrefløjen i disse år.

Væbnet til tænderne

I kontrast hertil står PJ Harveys pluralisme, som afholder sig fra let forståelige/uduelige løsningsmodeller, der bare sparker lortet nedad i hierarkiet.

»These are the words that maketh murder,« som hun synger.

Harvey afholder sig fra nemme kortslutninger af demokratiet og af medmenneskeligheden, i stedet kanaliserende en polyfoni af stemmer og skæbner fra verden over. Af og til med sarkasmen som middel, men typisk væbnet til tænderne med en poetisk reportagestil fra konflikter, hun ikke selv har oplevet, men som en mystisk sandsigerske formår at formidle. Og dét i en grad så man rystes i grundvolden og ruskes i rygsøjlen.

På sit seneste album, The Hope Six Demolition Project fra april i år, formidler hun de marginaliseredes fortællinger fra Afghanistan, Kosovo, USA. På forgængeren Let England Shake fra 2011 var det fiktive vidnesbyrd fra især Første og Anden Verdenskrig. Og på tidligere plader lod hun myrdede og udstødte kvinder komme til ord i hendes stemme og korpus.

Her er ingen slogans eller kampråb. Når vi synger med til hendes koncerter, så er det ikke med knyttet næve i luften, men i sørgmodig respons på hendes opkald.

»What is the glorious fruit of our land?« vil hun vide.

Og sammen med mændene i hendes band svarer vi »Its fruit is deformed children.«

Katastrofer, man kan synge med på.

Jakob Jørgensen

Ætsende ironi

Også denne sublime søndag aften, hvor det er halvanden måned siden at PJ Harvey og hendes ni mand høje band sidst spillede foran et publikum. Koncerten her i Falconer Salen på Frederiksberg er den allerførste på Harveys efterårs- og vinterturné, og der er blevet justeret, tilføjet og udskiftet i repertoiret fra tidligere på året.

»Written On The Forehead« og »The Last Living Rose« er blevet tilføjet. Sidstnævnte måske efter at Brexit – vedtaget blot en uge før Roskilde-koncerten – for alvor har sat sig. Måske under indtryk af et Europa, der i den korte mellemtid er blevet yderligere forpestet af højrepopulisme.

»Goddamn Europeans/Take me back to beautiful England,« som det lyder med ætsende ironi i åbningslinjerne, inden protagonisten går i gang med at synge om de stinkende gyder, de fordrukne tæsk og Themsens breder hastigt solgt for »nothing, nothing.«

»When Under Ether« fra 2007-albummet White Chalk er blevet udskiftet med »The Devil« og »Talk To You« fra samme album. Og de tre ekstranumre er alle tilføjelser: »Is This Desire?« og »The River,« begge fra 1998-albummet Is This Desire? samt til allersidst en coverversion af Dylans »Highway 61 Revisited«, der her lyder som en mur bygget af hvid fosfor.

En solsort, en vietcong-soldat

PJ Harveys kunst er de mange stemmers kunst. Som Patti Smith og Kate Bush materialiserer hun sig i et væld af stemmer eller roller i sine sange.

Som Patti Smiths queer-protagonist i omfortolkningen af Van Morrisons »Gloria«, hendes Mick Jagger- og Dylan-karikaturer, personificeringen af Wilhelm Reichs søn Peter eller hende selv som barn under en åbenbaring.

Som Kate Bushs Cathy fra Stormfulde højder, en australsk kolonialist, et æsel, en solsort, vietcong-soldaten eller hendes udgave af Peter Reich. Således inkarnerer PJ Harvey bibelens Delilah, skyttegravssoldater, krigskorrespondenter og en 15 meter høj queenie.

Hendes skuespil på scenen i Falconer Salen er mesterligt. Det er en mageløs oplevelse at se hende tæt på, dybt koncentreret, i færd med at inkarnere sine roller, ikke kun i sang, men også i et mystisk vævende eller fortryllende kropssprog. En form for sensuel sorg. Den paradoksale erotik i at overgive sig til verdensaltet og al verdens galskab og gru. At se skæbnen i øjnene – anerkende, at den altid sidder med den bedste hånd.

Ikke at hun af dén grund overgiver sig. Hendes nyere kunst er politisk anfægtet, en knejsende kanaliseret vrede. Omformning af afmagt til brutalt smuk kunst. Der også foranlediger PJ Harvey til at søge hen i egne af sin stemme, hvor hun synger let falsk, grim, ikke kun smuk.

Uden omveje

Rummet, hun træder ind i, denne aften er hendes eget – i modsætning til på Roskilde Festivalen, hvor alle optrædende er på udebane, mens alle tilskuere er på gennemrejse. Her i Falconer Salen er vi nået til endestationen. Som på størstedelen af denne turné, så er der ingen opvarmning, så da loftlyset slukkes, så er det begyndelsen på en sublimt formet ceremoni, uden omveje.

Enhver optrædende på Roskilde nyder til gengæld godt af et grundigt afciviliseret publikum, der i ren udmattelse og beruselse, med de fleste filtre smadret og paraderne nede, er sublimt modtagelige.

Men under søndagens koncentration og konsekvens sker noget tilsvarende. Jeg veksler dårlig nok et ord med min kære ven og kollega under hele koncerten. Vi er fra starten blevet taget om struben, og i det nobelt grånistrede og sortrandede univers slibes trummerummen af os. Hudløse efterlades vi i en støvsky af sandpapir.

Harvey taler først, efter at hovedsættets sangcyklus fra hendes seneste tre plader er afsluttet. Selv da nogle piger mellem to numre råber »happy birthday, Polly!« reagerer hun ikke. Hun forbliver i skyggen, uden for spotlyset. Men hun nikker, og på hendes kinders kontur kan man se, at hun smiler. Det er trods alt denne alvorskvindes 47 års-fødselsdag.

Hun er omgivet af et ni mand højt band, der synes strammere og mere sammenhængende i denne anden halvdel af turnéen. Mere rytmisk komplekst, idiosynkratisk offensivt, med et større mod til at hugge løs i sangene. Et genopfundet marching band nys ankommet fra det hinsides. Én kvinde og ni mænd, der ved hovedsættets afslutning bukker så dybt, at man næsten venter at de dødes støv falder af deres skuldre.

Jakob Jørgensen

Handel med djævlen

Klapsalverne i den udsolgte sal dundrer, i et militant passioneret krav om ekstranumre. Som vi får. Og da vi når til afslutningen, Dylans »Highway 61,« ved vi også, at det er en form for bekendelse til den amerikanske bluesarv. Det er langs Highway 61 at man finder nogle af bluesens vigtigste lokaliteter. St. Louis, Memphis, New Orleans og Mississippi-deltaet – og her i et vejkryds, at blues-legenden Robert Johnson angiveligt slog sin handel af med djævelen. Ham, som farer i hovedpersonen, som går ud for at møde sin elskede på en landevej i PJ Harveys sang »The Devil« fra tidligere på aftenen.

Og det er her til sidst i Dylans sang og i PJ Harveys coverversion, at destruktion og populisme præsenteres som det letteste i verden. Konstruktion og opbyggelighed er den sværeste kunst.

»He was trying to create a next world war/He found a promoter who nearly fell off the floor/He said I never engaged in this kind of thing before/But yes I think it can be very easily done.«

Til sidst er der ikke mere. Vi har holdt vejret. Lyset tændes. Vi udånder. Alvorstunge. Udmattede.

Jakob Jørgensen

PJ Harvey – Falconer Salen, Frederiksberg, søndag. PJ Harvey spiller igen mandag aften samme sted. Der er udsolgt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Maj-Britt Kent Hansen
Maj-Britt Kent Hansen

Når man ikke kender musikken, lyder det voldsomt anstrengende med så mange adjektiver og abstrakte beskrivelser, der stort set munder ud i ingenting.

Får da overhovedet ikke lyst til at lytte til PJ Harvey.

Og det var måske det, man skulle have nøjedes med.

Brugerbillede for Vagn Bjoerno

eller osse kunne man gøre sig den ulejlighed at lære hendes texter at kende - de ligger alle (undtagen 50ft Queenie) på hendes hjemmeside, og dernæst se fx hendes show på øya festival på youtube