Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Politik, man kan danse til

Chilensk-amerikanske Nicolas Jaar går på underskøn opdagelse i kosmisk jazz, moderne cumbia, barndomserindringer, samtidskritik og historisk bevidsthed
Kultur
17. oktober 2016

Det starter med, at man gør en knægt fortræd.

»I think we’re just out of time/Said the officer to the kid/Ahmed was almost fifteen and handcuffed/He was just building his own sense of time.«

Ahmed Mohamed blev arresteret for at bygge tiden, et digitalt ur, fordi hans engelsklærer troede, at det var en bombe og tilkaldte politiet.

En sand historie fra den terrorpaniske og islamofobiske vestlige virkelighed, fra Irving, Texas, den 14. september sidste år.

Det er ikke så ofte, at man støder på så direkte politiske plader som Nicolas Jaars andet soloalbum Sirens, og slet ikke plader, der samtidig stiller sig til rådighed for fortolkning og fordybelse.

Men den chilensk-amerikanske musiker har realiseret et smukt, sanseligt, porøst, polyfonisk, politisk indigneret og alligevel poetisk formuleret værk.

Noget man kan stirre dybt i og blive rundtosset af. Men også en potent groovy skabning, som kan give utidigt hjerte og travle fødder.

Harpekunst

Det er heller ikke så ofte, at albummer begynder med noget, der bedst kan beskrives som en plankning af Alice Coltranes vandigt rislende harpekunst.

Men Jaar tapper fra disse kosmiske vibrationer på det over 11 minutter lange åbningsnummer »Killing Time«, dog via klaver og bjælder; hænderne angriber tangenterne, tonerne myldrer mellem fingrene på os.

Vi træder ind i et beåndet rum, hvor åndede menneskers handlinger undersøges. Hvor Mohamed arresteres, og der bare er alt for godt her i nydelsesfængselet, til at vi formår at reagere proportionalt på verdens dårligdom.

»Comfort says we’re fine/And Angela (Merkel sandsynligvis, red.) said to open the door/Money, it seems, needs its working class.«

Så smuk så smuk

Nicolas Jaar er 26 år gammel, men hans musik trækker på mere end et århundredes musik. Ikke kun Alice Coltrane, men også tilbage til impressionisten Claude Debussy, der huserede allerede før det 20. århundrede og her på Sirens anno 2016 også spøger – mere specifikt i Jaars oceaniske klaverkompositioner så smukt så smukt.

Der arbejdes i lange passager i et vidt åbent rum, uden klare holdepunkter. En undersøgelse af en mulighed, af et spirituelt rum uden payoff eller bundlinje, ingen klare progressioner, glem alt om vers og omkvæd.

Bare giv slip, svæv. Og Jaar bruger lykkeligvis formødrene og forfædrene som afsæt for videre kompositon.

Ligesom vi generelt burde bruge historien som afsæt for videre udvikling, ikke som skabelon for gentagelser. En erkendelse, som viser sig musikalsk, men måske også modsiges af et anderledes revolutionært sindelag i teksten til åbningsnummeret:

»We are just waiting for the old folks to die/We are just waiting/For the old thoughts to die/Just killing time.«

En ny tid er på vej. Den gamle verdensorden skal bare dø først.

Historien 

Men historien ånder alligevel også videre i Jaars musik og ord. Der kan også bygges på det svundne.

På »No« undersøger Jaar på spansk det chilenske valg i 1988, hvor folket skulle stemme ja eller nej til otte år mere med militærdiktatoren Augusto Pinochet.

I et interview med musikmagasinet Pitchfork fortæller Jaar, at kunstnere, venstreorienterede og aktivister gennem deres kampagne dengang forvandlede det negative nej til en positiv ting – »which seems like the most elemental change you can do«. I samme interview siger han:

»It’s hard for me to not make a record about America right now.«

Jaars forældre flygtede fra Pinochet-styret, og Jaar blev født i New York City i 1990, året hvor Pinochet som konsekvens af folkeafstemningen gik af. Og fra han var tre, til han var ni, voksede han op – kun med sin mor – i Chile.

Og »No« drives undervejs meget passende af den sindige cumbia-rytmik, af motorikken fra en genre, som kan høres fortolket over alt i Sydamerika. Mens Jaar helt konkret inddrager sin barndom på »Leaves,« hvor vi hører en båndoptagelse af barnet Nicolas og hans far.

Pluralisme

Det er også på »No«, at man kan høre det eneste instrument på Sirens, som Jaar ikke spiller, en chilensk harpe spillet af kunstneren Sergio Cuevas.

Ellers er det Jaar, der synger (og lyder som Arthur Russell såvel som Alan Vega) og betvinger klaver, bjælder, keyboards, maskiner og vistnok en japansk koto.

Og helt klart en saxofon på den formidable »The Governor,« hvor vores helt og hans klaver kommer til syne fra en dub-dal, for at slå sporerne i trommesættet og ride mod solnedgangen på en ætsende free jazz-sax-solo.

Og i en helt anden boldgade: »Three Sides of Nazareth,« der med sin synth-kværn og læder-croon lyder som New York-duoen Suicide engang i sen-70'erne.

Sirens kunne have været et syndigt rod af genrer og politiske budskaber, men Nicolas Jaars pluralisme bliver aldrig overbefolket eller rodet.

Tværtimod nyder albummet godt af hans evne til at søge efter mening uden at forcere – ikke ulig Mark Hollis eller David Sylvian og så alligevel langt mere kulørt.

Der er en intens væren i hans universer, en afsøgning af musikalske muligheder, af at han formidler indtryk fra sine undersøgelser frem for udtryk for sin personlighed.

Sirens er dedikeret til den fri bevægelse gennem musikken, og det er en gestus mod menneskehedens tvangsmæssige gentagelser af historiens fejl.

Som det lyder på »History Lesson« (måske også med adresse til Trump): »Chapter one: We fucked up/Chapter two: We did it again and again and again and again/Chapter three: We didn’t say sorry/Chapter four: We didn’t acknowledge/Chapter five: We lied/Chapter six: We’re done.« Sirens er politik, man kan både være i og danse til.

Nicolas Jaar: Sirens (Other People) other-people.net

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her