Mindre end en måned før vi kender udfaldet af det amerikanske præsidentvalg, må vi konstatere, at stadig større vælgergrupper i Vesten sætter spørgsmålstegn ved demokratiske kerneværdier.
Principper som magtbalance, lighed for loven, oplysning, kulturel og politisk pluralisme og beskyttelse af – for slet ikke at tale om respekt for – mindretal, er under konstant beskydning.
Disse enestående demokratiske erobringer bliver regelret afviklet, hvor populister kommer til magten, hvis de ikke allerede som mindretal gennem folkeafstemninger erobrer en så stor indflydelse, at flertallet indordner sig.
Brexit er det seneste vidnesbyrd om, at populister ikke anerkender, at demokrati er det politiske udtryk for, at vi skal retfærdiggøre os, og at retfærdighed og ligestilling fremmes ved et overnationalt samarbejde.
Nu skal EU’s Europadomstol og Menneskerettighedsdomstol frakendes myndighed.
Ingen sociologiske undersøgelser kan bekræfte, at vælgere, der i dag bakker op om USA’s Donald Trump (omkring 42 procent), Frankrigs Marine Le Pen (mindst 30 procent ventes at stemme på hende ved præsidentvalget til maj) eller Brexit (53 procent) alene repræsenterer et forsømt og svigtet »prækariat« eller en underklasse, der bønfalder os om at blive hørt.
Knaldhårde populister i Polen, Ungarn, Rusland og Tyrkiet – alle mere eller mindre demokratisk valgt – har tilranet sig kontrol med medier, domstole og civile tænketanke for at udslette al politisk pluralisme.
I Danmark dominerer det, man i international sammenhæng kalder et »20-procents flertal« al politisk debat.
Kun marginale partier vover at modsige Dansk Folkepartis fremmedfjendtlige kurs. Folketingets formand har Højesterets ord for at have fremsat racistiske synspunkter.
Folkeoplysning
Derfor er det befriende at læse en så fremragende bog som Jan-Werner Müllers Hvad er populisme? (fortrinligt oversat af Hans-Jørgen Birkmose).
Müllers skarptskårne essay bestemmer enkelt, men umisforståeligt begrebet populisme.
Foruroligende er det til gengæld, at den folkeoplysning, som Müllers bog er udtryk for, risikerer at komme for sent. Et af populismens succesrige projekter er at gøre viden som denne ligegyldig.
Jan-Werner Müller (1970) er professor i politisk teori og idéhistorie ved Princeton University i USA.
Han er født og uddannet i Tyskland, men har gjort akademisk karriere i Storbritannien, Frankrig og USA. Han kan sit kram. Hidtidige uskarpe forestillinger om populisme samles her under en klart forståelig fællesnævner: Populisme er en politisk bevægelse, der hævder, at den alene kan gøre moralsk krav på at repræsentere folket.
Populisme er ikke demagogi i klassisk forstand. I en dansk sammenhæng kunne vi sige, at Mogens Glistrups nulskattepolitik var demagogi. Dansk Folkeparti er derimod populistisk.
Partiet indskrænker begrebet »danskhed« til borgere, der har arvet eller tilegnet sig en ganske bestemt national »kulturtradition«, som dette partis ideologer har fantaseret sig frem til eller leder efter med lys og lygte.
Populisme sætter »populus«, altså folket, op som symbolsk og moralsk kontrast til en korrupt elite af politikere, der varetager forskellige samfundsinteresser og deler sig efter holdninger – som den radikale Viggo Hørup engang formulerede folkestyrets idé.
Populister anerkender kun nødtvungent det retmæssige i, at alle borgere uanset deres kulturelle, religiøse eller etniske baggrund må anses for ligeværdige, og at de med deres stemmer og engagement kan afgøre et samfunds politiske retning.
Populisme er den politiske (og i princippet også den økonomiske) liberalismes fjende. Derfor forsvarer Ungarns Viktor Orban med stolthed »det illiberale demokrati« i Europa. Orban, en god katolik, bekæmper individualisme, materialisme, ateisme og al form for multikultur.
Vores egen kulturminister, en god højskolegrundtvigianer, kan i samme ånd sige, at han ikke tror, at en pakistaner nogensinde kan blive dansker, og at unge med indvandrerbaggrund må opgive tanken om at blive accepterede som danskere.
Populister stiller sig ikke tilfreds med et så pragmatisk værdipapir som et statsborgerskab. De lader sig ikke nøje med, at statsborgeres adfærd alene begrænses af landets love. I deres univers er der ikke lighed for loven.
Gælder der ikke skrevne, må der i det mindste gælde uskrevne love for mennesker af anden etnisk herkomst end den såkaldt danske, tyske, franske eller polske.
Nationalsocialisme var efter Müllers opfattelse en form for populisme. Men ikke enhver populisme ender i nazisme eller totalitarisme, tilføjer han og fremhæver, at politikere, der siger, at de repræsenterer en måske ringeagtet del af folket ikke kan betegnes som populister.
Angela Merkel, Tysklands kansler, udtalte forleden, at »enhver har ret til at sige sin mening og demonstrere for den. Derfor kan man også i dag sige: ’Alle er folket’«. I et demokrati findes folket nemlig kun i flertal, aldrig i ental. Så ville demokrati være overflødigt.
Müller diskuterer i sin bog populisme i teori og praksis. Han minder populismens fjender om, at demokrater ikke skal hævde, at deres politiske kurs er uden alternativ. Såvel teknokrati som populisme er ifølge deres egen logik antipluralistisk.
Müller accepterer principielt ikke Merkels påstand om, at hvis euroen falder, falder EU. Demokratier begår til stadighed fejl, men kun de værner om evnen til at rette dem på fredelig vis. Den regel må også gælde for det europæiske fællesskab, siger Müller.
Müller skaffer med sin bog frisk luft i et forpestet indelukke, hvor heftige følelser, frustrationer, had og vrangvilje ofte sælges som gangbar politisk mønt, der kræver vores forståelse.
Müller anbefaler, at politikere nøjes med at forholde sig til konkrete politiske krav og deres årsager. Ingen bliver vred uden grund, siger man.
Det stemmer desværre ikke. Racisme er aldrig velbegrundet.
Jan-Werner Müller: Hvad er populisme? Et essay. På dansk ved Hans-Jørgen Birkmose. Informations Forlag. 170 s., kr. 250.
Peter Wivel er kommentator og skribent ved Politiken.
Populister tager magten
De går deres sejrsgang i det meste af den vestlige verden. Højrepopulisternes fremgang, Brexit og muligheden for at Donald Trump bliver præsident til november sender rystelser gennem de før så stabile partier og institutioner. Men hvad vil populisterne? Hvorfor er de så populære? Og hvad betyder det egentlig, at nogen er populist?
Seneste artikler
Populisterne vinder ikke valg – men deres politik slår igennem
19. juni 2017Frygten for den højrepopulistiske bølge i Europa er vendt til forestillingen om en postpopulistisk æra. Begge dele er lige fejlagtige, siger den tyske idehistoriker Jan-Werner Müller, der peger på, at populisterne får magt og indflydelse gennem samarbejde med det konservative establishment’Populisme er som sådan ikke et emne, der er værd at diskutere’
22. oktober 2016Alle taler om populisterne, men hvem er de egentlig? Information har opsøgt nogle af dem, der normalt bliver stemplet som populister, for at høre, hvad de selv mener om populisme. Forståelsen af begrebet viser sig at være temmelig forskelligartetPopulisterne ligner det eneste alternativ
15. oktober 2016’Postdemokratiets’ mangel på reelle alternativer til neoliberalismen bliver nu endelig udfordret, siger den britiske økonom Colin Crouch. Men udfordrerne er højrepopulister, og de er hverken et ønskeligt alternativ eller en attraktiv alliancepartner for Europas socialdemokrater
Desværre en meget forkert analyse, igen elitens analyse. Som i øvrigt også fremgår af følgende sætning: "Populisme er den politiske (og i princippet også den økonomiske) liberalismes fjende" . Mon ikke det er det, JWM er bange for, sammen med dem, der fremmer bogen? Populisme er nemlig svaret på liberalismens amokløb og hvor er det tankevækkende, at EUs korruption ikke nævnes i artiklen, For eksempel Junckers og Neelie Kroes letfærdige omgang med skat og lobbyisme - lad os gætte på hvordan sammenhængen er mellem de store firmaer, privatisering, de ultraliberale regeringer/ politikere, TTIP, CETA. Vestager gør op med den selvfølgelige praksis, men pengene fossede ud af Skat, også under den tidligere regering SR. Som om folk/ befolkningen ikke er ved at få nok af, at vi ikke længere kan stemme os til forandringer, at neoliberalismen er nedfældet i EUs traktater. Det handler om økonomi, ny fattigdom, prækariater og mangel på indflydelse. Populisme er den uartikulerede vrede, fremmet af et mindretal af højrefløjsideologer. Gad i øvrigt vide hvor Jan Werner Müller bor - nok ikke i socialt boligbyggeri. En rigtig analyse af problemet findes her, hos økonomen Mark Blyth: https://www.youtube.com/watch?v=nwK0jeJ8wxg
Lige en hurtig bemærkning til begrebet POPULISME. Jeg har nemlig lige genset den skønne og kloge film: "The Præsident" med Michael Douglas. I filmens lange tale til sidst siger præsidenten følgende om populitiske partier, som jeg synes er essensen i også DF's politik. Noget i retning af: "De finder ud af hvad folk generelt er bange for og så finder de en syndebuk, som man kan skyde skylden på". Derimod er sådanne partier ikke interesserede at ændre og forbedre tingene, det vil jo bare koste dem stemmer...
Også Abraham LIncolns kloge ord skal huskes her: "Du kan narre nogle folk altid og du kan narre alle folk i nogen tid, men du kan ikke narre alle folk altid!".
Det er en helt forkert analyse fra Jan-Werner Müller. Folk reagerer på liberalismens nedlæggelse demokratiske udvalg, råd, nævn i offentlige sektorer og kanaler - og så kaldes det populisme. Men det er en dobbelt magt manipulation, ganske uhørt: Man vedtager politisk topstyring, folk gør oprør og så forsøger man at lukke munden på folket ved at kalde dem populister, mageløst frækt! (Ove K.Pedersen beskriver afdemokratiseringen i Danmark med politisk ledelse på alle niveauer, enheder, sektorer, s.234-238 i hans bog Konkurrencestaten fra 2011. Ove Kaj Pedersen forholder sig dog selv ´pragmatisk´ og mener det er uundgåeligt (!)).
Hvis man opdeler danske statsborgere i rigtige danskere og dem, der ikke er rigtige danskere, er man populist. Hvad er man så, hvis man opdeler mennesker i troende og vantro, og mener at de vantro er anden rangs mennesker, man gerne må slå ihjel?
Mener stadig populist er et skældsord, man klistrer på personer af anden politisk observans end ens egen for at stigmatisere og udskamme, ofte i mangel af valide argumenter.
Brexit er det seneste vidnesbyrd om, at populister ikke anerkender, at demokrati er det politiske udtryk for, at vi skal retfærdiggøre os, og at retfærdighed og ligestilling fremmes ved et overnationalt samarbejde.
Sikke noget vrøvl! Jeg stemmer fx nej til EU når jeg kan, pga det demokratiske underskud i denne institution.
Jeg er ellers EU tilhænger. Men overnationalt samarbejde uden demokrati er ikke ønskværdigt.
"Müller anbefaler, at politikere nøjes med at forholde sig til konkrete politiske krav og deres årsager. Ingen bliver vred uden grund, siger man.
Det stemmer desværre ikke. Racisme er aldrig velbegrundet."
Den holder ikke, frygt er fundament for radikalisering.
Får Jan-Werner Müller ikke racisme til, at lyde som et nærmest uforklarligt fænomen, er de såkalte populister ikke meget enkel at forklare?
Er de såkalte populister ikke bare racistiske magtbegærlige opportunister, der vil indføre flertalsdiktatur.
Når befolkningen føler sig og virkelig 'er' oprigtigt truet, når magthaverne, politikerne i kombination med økonomiske system og de mest velhavende, ikke beskytter befolkningen imod alvorlige fare, så bliver der plads til de såkalte populister eller rettere opportunister, der ikke behøver at forholde sig til det større samlede politiske verdensbillede og dennes udfordringer, opportunister behøver kun at puste til frygten, have mindst en syndebuk og ville magten, deraf det samlede demokratiske underskud og et folkevalgt racistisk demokratur eller flertalsdiktatur er født, et Danmark for selvudråbte overmennesker.
Velkommen til "Det glade vanvid" når det foldker sig ud i sin egen selvforståelse omkring "populisme", for hverken OW eller JVM forholder sig nemlig til populisme, - men derimod til det beståendes bestående, og benytter i den sammenhæng stemplingen af andre tanker i et samfund som populisme, som nedgørende overfor disse tanker uanset mængden iblandt folket.
Sådan an man ikke behandle emner seriøst, for det falder i stedet ud som falskhedens tjener for det bestående, og dets naturlige ret hertil, - hvorefter alt andet er urigtigt.
I demokratier har alle ret til den frie tanke, og udbredelsen heraf i ord som på skrift at udbrede sine tanker til andre overalt i det samfund der er demokratisk.
Når politikerne i EU sælger varen(TTIP) efter amerikansk ideologi og salgskoncept med titusinder af arbejdspladser i hele EU, og det sidenhen påvises fra anden side, at det nok ikke hænger sådan sammen, og gevinsten omkring arbejdspladserne ikke står mål med de store ord herom, - så står vi allerede med spørgsmålet om populisme fra de folkevalgtes side.
I stedet udelukkes denne tanke helt og aldeles, hvorimod dem der ikke vil acceptere disse storladne floskler om arbejdspladserne, er de eneste der stemples som populister fordi andre også har mere end svært ved at se hvorledes disse arbejdspladser skal udmønte sig i EU, når de regner på det ud fra en virkelighed, - en virkelighed der stemples som populisme fordi den ikke passer de siddende politikeres ønsker.
Populisme befinder sig både indenfor det politiske establishment som udenfor, og der er ingen forskel på populismen, - i hvert fald ikke når der skal sættes et stempel på hvad vi har med at gøre.
Havde vi ikke haft "populismen" i Europa, ville vi i stedet for i dag have haft enevældige kongehuse, men fordi der opstod andre tanker om styringen af landet, og ikke fået en grundlov der gælder for alle indenfor landets grænser, og hvorpå alle øvrige love hviler retsligt for alle borgere.
Ligesom konger i sin tid kunne være besat af en tanke/ide om landet "ve og vel", er dagens politikere ikke meget anderledes, - tværtimod, der er ikke en disse bedre, og begår jævnligt fejl helt på linje med fortidens konger.
Heldigvis ophørte det også at konger bare fik hugget hovedet af de mennesker hvis tanker ikke stemte overens med kongens og kongemagtens, - det vi i dag ville kalde et diktatur.
Nu stempler eliten det så med ordet "populisme og populister" i stedet for, for noget måtte der vel gøres mod disse uforenelige tanker med elitens opfattelse, og det skulle gerne være der lød negativt, så der ikke kom for mange tilløbende til disse "kætterske" tanker, som eliten ser dem.
Rundt om i hele EU og Europa er de opbrudsstemning i flere lande fordi løfterne ikke er blevet indfriet af den politiske elite, og det kan ingen med ret stemple som "populisme", eller andre skældsord, der skal dække over de politiske løfter ikke blev indfriet.
Ligeledes er det jo ingen hemmelighed, at EU efterhånden har udviklet sig til, at være blevet et kleptokrati, hvor politikerne rager hæmningsløst til sig, og ikke kun mammon, men sandelig også politiske magt.
Alene kommissionsformanden Juncker repræsenterer netop dette over alle, og udviser slet ikke nogen skam herved, - nærmest tværtimod!
Han og valget af ham, har om nogen vist bruddet med selve den grundlæggende tanke om solidaritet indenfor EU. men skattefrihed i sit land, og skuffeselskabet i hemmelighed, mens de skatte der ellers skulle betales retmæssigt i andre EU lande hvor pengene blev tjent af virksomhederne, undgik denne beskatning.
Irland med "Apple-gate" er ikke meget bedre i den forstand, og dem hjalp politikerne fem år tidligere med lån på 550 mia. så de undgik statsbankerotten, - hvis noget ellers er og var "rotten"(råddent), så er det lige netop dette, - men skulle nogen protestere over dette så er de "populister" i OW og JWMs opfattelse.
Det er værdierne der skrider i EU's politiske establishment der er blevet råddent, når der ingen er der protesterer overfor disse værdiers tilsidesættelse uden der sker nogen handling fra EU's side, men der i stedet lægges låg på enhver diskussion herom.
Værdiskredet giver rigelig og rigtig anledning til protestbevægelse der er fuldt legitime, og tilslutningen til disse protestbevægelser er ligeledes fuldt legitime, der ikke kan eller må nedgøres af falske stempler fra elitens hånd, der som kustoder for åndsvejledningen fra det "høje" af pøbelen og den tanker, skal irettesættes med negative stempler a'la populisme!
Hverken bogen eller artiklen forholder sig reelt til ordet "populisme", når det afgrænses til pøbelen, og ikke ser på det politiske med samme mistænkelige øjne, men derimod i det slet skjulte frikender det politiske establishment som det retmæssige, og samtidig gør krav på "én sandhed og kun én", for så bekender man sig til i stedet til totalitarismen i stedet, som det eneste rigtige for samfundsbevarelsens eneste sande frelse.
Vi er i et demokrati og ikke i et gammelkommunistisk land hvor man udøver den slags ideologi!
Et lidt mere nuanceret billede:
https://www.youtube.com/watch?v=Bkm2Vfj42FY
Når vi når 2020 og et valg i UK vil det være særdeles populistisk at Labor lover en ny folkeafstemning om brexit fordi flertallet af unge stemte for og for at komme den trængte venstrefløj til undsætning i EU. Et eller andet siger mig at det vil komme til at ske og det med en jordskredsejr til Labor.
Hvis der er en korrekt definition, at populisterne er karakteristiske ved, at de hævder, at de alene kan gøre moralsk krav på at repræsentere folket, så virker det jo ret paradoksalt, at man netop ofte forsøger at afvise dem, med den samme form for ekskluderende holdning. Hvilket vel er hvad der er tilfældet, når man som i Sverige ser, at alle andre partier står sammen om at holde dem udenfor, eller når man mange andre steder forsøger at udskamme dem, ved kalde dem for racister eller ikke-stuerene osv..
Når populisterne altså hævder, at de alene kan gøre moralsk krav på at repræsentere folket, modgår man dem således ved reelt modsat at hævde, at de alene ikke har nogen moralsk ret til at repræsentere folket! Det virker problematisk, at ville bekæmpe ekskluderende holdninger, med selv at opføre sig tilsvarende ekskluderende. Desuden er det udemokratisk, for selvom ingen seriøst kan hævde alene at tale på folkets vegne, kan man dårligt se bort fra, at de mest succesfulde populister har en omfattende vælgertilslutning. Og endelig medfører ethvert forsøg på ekskludering blot, at populisterne, og deres vælgere, bliver bekræftet i deres selvopfattelse.
Man bør heller ikke se bort fra, at populismen altid fremkommer som et svar på reelle og alvorlige samfundsproblemer. Det kan meget vel være, at det er meget dårligt svar, men populismens succes skyldes jo så også kun, at andre har forsømt, at komme med et godt svar på disse problemer.
Man mærker en antydning af foragt, overfor udfordrede samfundsgrupper, når Peter Wivel forholder sig skeptisk til tanken om ”et forsømt og svigtet »prækariat« eller en underklasse, der bønfalder os om at blive hørt”. Selvom racisme ikke er velbegrundet, behøver det ikke at frakende udsagnet om, at ingen bliver vred uden grund, en vis sandhedsværdi.
Hvis man er modstander af TTIP og er imod multinationale koncerners kvælergreb. Er man så ikke fremmedfjendsk ? Eller er det bare fremmedfrygt ?
Det er noget af det underligste, jeg længe har læst. Hvis et enkelt ord som populisme kræver en hel bog for at blive forklaret, mener jeg, at det er ubrugeligt! Jeg kan overhovedet ikke finde logik i det, der skrives i denne artikel - og heller ikke fornuft. Jeg vil fremover undgå at bruge det ord, for det giver ingen mening - det bruges til at stemple og splitte - og sådanne ord er det sidste, vi har brug for nu. ALT for mange splitter i øjeblikket. Samfundet opdeles på det mest grufulde.
@ Bodil Waldstrøm
Mon ikke Einsteins citat herom passer udmærket: "•Hvis du ikke kan forklare det simpelt, er det fordi du ikke har forstået det godt nok"!
"Husk at tal pænt om dig selv - for der er ingen andre der gør det!"
Evt. kan det være godt med en anelse populisme, sådan at vi lige kan genkende den, og dermed forstå hvordan økonomien og vores individuelle rettigheder altid bliver truet.
Men populismen bør alligevel altid undergraves.
Det er nemlig lidt som grådighed... Grådighed er ikke godt, fordi dvs. at man vil have eller indtage for meget; populisme er ikke godt, fordi det hermed menes at folket er begyndt at dyrke idioti.
Populismen handler bl.a. om at dyrke kortsigtede (og ofte selviske) løsninger, hvilket undergraver det progressive og det langsigtede - slås om at vinde kampe men tabe krigen.
Den negativ-liberalistiske version af demokratiet er anarkistisk, og den tillader populismen at tyrannisere samfundet gennem et brug af en majoritet i folketinget.
Desværre er populismen et problem i demokratiske samfund, da der altid vil være en mere uddannet og kompetent minoritet, der forstår samfundet og den ansvarlige ledelse af dette, mens der altså er en majoritet, der skaber sin egen virkelighed med div. konspirationsteorier, hyldest af det vulgære m.m. En svejser-uddannelse handler ikke om at forstå samfundets problemstillinger (men en svejser kan stadigvæk finde vej på egen hånd, og hen kan erhverve praktisk erfaring). Et universitet kan tilbyde relevante uddannelser mht. samfundsvidenskab m.m.
P.t. er der en vis sikkerhedstrussel pga. manglende regulering af den fascistoide populisme.
Selvfølgelig kan der være gode grunde til at populismen øger, men så er det op til de oplyste 'eliter' at raffinere denne populisme og finde de legitime løsninger.
Det går tit meget langsomt, men f.eks. tror jeg at Trump evt. er vanvittig nok til at gøre Hillary til en mere spændende præsidentkandidat, og forhåbendtlig vinder hun valget... Intet kunne bedre vise hvordan et populistisk moment ville pege direkte -> -> fascistisk bananrepublik. Evt. bliver det altså til en god lille advarsel for os allesammen... Puha.
@Espen Bøgh
Ja, i princippet kan individet (underklasse eller ej) legitimt gøre oprør mod staten eller 'eliten', hvis de ikke garanterer individets frihed til at være sig selv. Dette er dog ikke ensbetydende med, at man må gøre hvad man vil (enten som majoritet eller minoritet), hvis man er ufri: oprøret skal sigte på at skabe individuel frihed og dvs. fremme en mere korrekt fortolkning af naturretten. Man kan aldrig legitimt fravælge de naturretslige, individuelle frihedsrettigheder. Rettighederne eksisterer altid , og man bør finde sig frem til disse på den mest korrekte måde: nogle løsninger er objektivt set mere upassende end andre.
Mange pøbeloptøjer er farlige og har som mål at undergrave frihedsrettighederne.
+ Populisme kan f.eks. også henvise til skattelettelser (i bunden), hvilket da virker at være meget politisk korrekt. Det almindelige folk vil da ikke betale skat, og de vil have gensidigt tvangsarbejde og velfærdskroner for sig selv. Er dette 'almindelige folks heroiske oprør mod eliten' virkelig så genialt? Skal man altid adlyde pøbelens ordrer - er det vores ret?
@"Må ikke kalde os skældsord"-folket
Skældsord er det vel heller ikke: det er faktisk en meget politisk korrekt betegnelse, da man tit bare kunne bruge vredere ord som "fascist", "nationalsocialist" eller "kommunist" i stedet. "Populist" er rimelig diplomatisk snak... Lige politisk korrekt nok til at give populist-oprøreren adgangskort til 'eliten', kunne man nok sige. Man køber sig noget flot tøj, kommer i medierne, og så er man nok lidt "populist", "nationalkonservativ" eller noget lignende.
DF siger selv at de ikke er et ideologisk parti, men et holdningsparti - og ja, "populisme" lyder faktisk også neutralt og ikke-ideologisk. Men det er jo en politisk taktik at skjule ideologien, så det er evt. ikke særlig smart at hoppe på denne, og kalde populisme en bevægelse. Populisme er en slags kollektiv attitude, der er forbundet med systemfejl, da det kan bruges som instrument eller handlemåde for at sprede infektion.
Det centrale er nu vist rimeligt simpelt:
Populisme er en politisk bevægelse, der hævder, at den alene kan gøre moralsk krav på at repræsentere folket.
Lidt ligesom pluralisme er en politisk bevægelse, der hævder, at den alene kan gøre moralsk krav på at repræsentere mennesket.
Så er spørgsmålet måske, om det er tanken om enhed, eller tanken om den frie vilje og det frie valg, der er mest illusorisk - og dermed - mindst demokratisk??
@Jakob Lilliendahl
Jeg kan se at det er denne slags definition af populisme som Müller bruger... De skal hævde at de alene ... og så skal de modarbejde en eller anden elite.
(Man kan prøve at lytte til ham på Vimeo.)
Men det er ikke populisme. Det er enlig, sjovt nok, en slags populistisk definition af populismen, der nok har som mål at lægge op til en kamp mellem div. socialister på den ene side og 'populisterne' på den anden. En slags pluralisme (godt at du nævner det)...
Enhver populist vil kunne omgå alene-kravet, der er blevet trukket ud af en eller anden hat, og Müller udelukker tilsyneladende også populisme, hvor en 'elite' ikke er fjenden (fjenden kunne f.eks. være de arbejdsløse).
Evt. ville en elitistisk minoritet - der f.eks. hævder alene ... og der kæmper mod en større, populistisk elite - være et perfekt eksempel på 'populisme', mens den populistiske majoritet ikke vil være populistisk.
Populisme er hverken en ideologi eller en bevægelse. Andelsbevægelsen er - synes jeg, i hvert fald - et bedre eksempel på en (p.t. skadelig) bevægelse.
Det jeg mente vedr. DF var, at de hævder at partiet ikke er ideologisk - kun populistisk. Men dette bruges bare til at skjulde former af nationalistisk, socialistisk og illiberal ideologi. Vi bør ikke give dem en evt. vinderbevægelse, når den slet ikke burde eksistere.
Man finder naturretighederne og beskytter de institutioner, der p.t. bedst kan håndhæve disse. Det kan være nationale institutioner, f.eks. politiet eller dele af grundloven - eller det kan være internationale institutioner, ligesom EU's indre marked. Diskrimination fjernes progressivt, hvilket kræver fælles regler og administration (enhed). Enhed er kun legitimt på det institutionelle niveau, såfremt det understøtter den progressive udfoldelse og maksimering af de individuelle frihedsrettigheder. Om der er demokratisk enighed/majoritet vedr. sådan noget eller ej er ikke relevant, men uden rettighederne kan demokratiet ikke fungere ordentligt.
Hvad er populisme?
Først minder jeg om mit bidrag på en anden tråd for et par dage siden:
------
Mihail Larsen
08. oktober, 2016 - 20:53
’Populist’ er ikke primært et skældsord - men et begreb
Man kan være for eller imod populisme, så det er altså ikke nødvendigvis et skældsord. Som begreb er det (næsten) lige så gammelt som den politiske filosofi, men det har forskellige, historiske udtryk.
Den første variant:
Utallige er de herskere, der har taget magten i ’folket navn’ - som dets ’befriere’, men reelt også som dets nye despoter (støttet på Gud, naturen eller traditioner). Den slags finder vi allerede i de tidlige græske tragedier, hos Platon og i den tidlige romerske historie (vox populi).
Den anden variant:
Den antikke arv gik videre i senmiddelalderens og renæssancens republikanisme, der rummede et subtilt samspil mellem fyrster, adel og borgere (eksemplarisk illustreret ved Firenzes historie).
Den tredie variant:
I takt med nationalstaternes dannelse blev ’fødestedskriteriet’ (dvs. ’identitetspolitikken’) forstærket til en egentlig ideologisk patriotisme, hvor ’folket’ i stigende grad blev sakrosant. Vi så denne variant fuldt udfoldet under den franske revolution og den efterfølgende romantik, men den trives fortsat i regressive (sentimentale) former over det meste af kloden - som et (nu) konservativt værn mod moderniteten.
Den fjerde variant:
En særlig ondartet udgave udgjorde nazismen, der kombinerede identitetspolitik og modernitet (sådan som Adorno og Horkheimer har påvist i "Oplysningens dialektik"). Og her finder vi også en nutidig kilde til den intolerance, der klæber ved megen moderne populisme.
Den femte variant:
Kender vi sådan set allerede som del af den første - nemlig som en politisk kynisme, der først gøres mulig, når der etableres en ’offentlighed’. Offentligheden baserer sig på tillid - tillid til argumenter, frem for næver. Den forvandler politik fra slagsmål til sprogspil. Men den åbner desværre også utilsigtet op for demagoger - der misbruger sproget.
Det er nok denne sidste variant, der er mest gældende for den moderne populisme, hvor det er blevet en gængs ’sandhed’, at fakta er subjektive. Det kommer derfor ikke an på, hvem der sagligt set har ret, men hvem der kan forføre flest. Derfor nedsætter politikere ’fokusgrupper’, ansætter spindoktorer og tager kurser i ’kommunikation’. De tager med andre ord røven på folket, medens de forsøger at sælge sig som dets sande forsvarere.
------
Jeg er spændt på at læse Müllers bog. Han er sædvanligvis velfunderet og systematisk. Ud fra Peter Wivels anmeldelse kan man få det indtryk, at populismen kun betegner en bevægelse, der påberåber sig eneretten til at udtale sig på hele folkets vegne (hvorved modstandere naturligvis må betegnes som 'folkefjender'). Men jeg mener, det også er nødvendigt at bruge betegnelsen på et massepsykologisk fænomen, der betjener sig af særegne argumentationsformer, hvis formål ikke blot er at sætte spørgsmålstegn ved et styres legetimitet (i så fald vil marxismen også kunne kaldes en populisme), men mere grundlæggende satser på generelt at erstatte rationalitet med voluntarisme.
"Wollt Ihr den Krieg? Wollt Ihr den totalen Krieg?"
(Når man ser, hvordan Trump i øjeblikket er i gang med at splitte det republikanske parti i stumper og stykker - vildt tiljublet af pøblen - så handler det ikke kun om 'legetimitet', men om massepsykose.)
@ David Hajek
"Populisme" er og bliver brugt som skældsord i den fremlagte kontekst, når perspektivet alene rettes nedad i samfundet mod det borgere, på den måde som vi ser det anvendt her.
Demokratiet med dets frihedsrettigheder hører til blandt demokratiets ypperste "adelmærker" og fælder alle i samfundet, og omfatter den frie tankeret, og rettens til udbredelsen i ord og på skrift til omgivelserne, med skyldig hensynstagen til love og regler i samfundet, og krænkelse af andre menneskers liv.
Anarkismen sætter ingen grænser for hvad individet må eller ikke må, - det er noget i retning af den stærkestes ret, og herunder falder også "retten" til at slå ihjel, for der er ingen til at opretholde nogen love eller noget retssystem, endsige være garant for det findes og respekteres, og ej heller nogen fuldbyrdelse af nogen domme for nogen ugerninger mod andre.
Så er der de "kendte" diktaturer, modsat de "ukendte"(ikke erkendte), og her kender vi da det tidligere Rusland og dets Tsar styre, og sidenhen også "den røde tsar"(Stalin) og hans hemmelige politi Tjekaen, hvor tankefriheden ikke var tilladelig, og slet ikke til udbredelse.
En gammel historie handler om at; "Russiske tandlæger altid trak tænder ud af munden på folk gennem næsen, - for ingen turde lukke munden op"!
Politisk populisme er vel når f. eks. V og K regeringen i perioden 2008 efter krisens start, lancerer udtrykket "raske mennesker der går derhjemme" vendt mod e ledige, som netop havde mistet deres arbejde grundet den førte økonomi i landet, men også og især henvendt imod efterlønnerne og førtidspensionisterne.
Vist var det pakket pænt ind i disse ord fra V og Ks side, men meningen var helt klar og blev forstået af mange: "de var samfundsnassere, der ikke ville bidrage med deres arbejdsduelighed til samfundet med deres arbejdskraft, tros den store ledighed, og samtidig betale skat til samfundet.
På den ene side frigjorde V og K sig fra skyldsspørgsmålet om deres elendige økonomiske politik bygget på luftkasteller, og fik samtidig lagt en gruppe mennesker offentligt for had for deres usolidaritet overfor samfundet, - et had som stadig den dag i dag hænger ved i store dele af befolkningen.
- Hvis ikke det er politisk populisme strøet ud over vælgerne for at opnå deres stemmer, så ved jeg snart ikke hvad!?
Ingen partier eller regeringen i tidens løb kan vel fritaget for at have været populistiske, men spørgsmålet er netop som du skriver hvad formålet og hensigten er.
Var det forkert at indføre de almene folkepension, så når arbejdslivet var slut, var der mulighed for et almindeligt liv, og ikke et liv på gaden uden tag over hovedet?
Var det forkert at del ansvaret for landets ansvar imod ledigheden via inddragelse af alle tre parter i samfundet, staten, industrien og arbejderbevægelsen om samlet at deltage ansvarlig i løsningen heraf, for samfundets stabilitet?
Var det forkert at splitte og spille befolkningen ud mod hinanden ved krisen 2008?
Søger politikere ikke netop selv retten(dominansen) over folket til sine aer og ideer, og samtidig føre sig selv til de eneste legitime og moralske rigtige og sande i denne verden, mens resten "populisterne" blot stikker blår i øjnene på folk, og bekræfter("overtaler") sine omgivelser
med ordene om, at disse populister ikke indser de ikke kan lave om på det fordi de ingen magt har, og dermed heller intet ansvar eller har.
Det ved disse politikere imidlertid intet om, men det beskytter dem i øjeblikket, men det signalerer også de er bange for at tabe magten der har opnået.
En magt der desværre også let kan misbruges og bliver det, hvilket vi ser i dagens EU, hvor holdningen er deres ufejlbarlighed skal videreudbygges med mere EU, trods det netop er det modsatte fælles signal fra grupper overalt i indenfor EU står for.
Magtbrynden ses også tydeligt indenfor EU omkring EUROPOL, hvor "jernmanden" Timmermann ikke er hverken til at hugge eller stikke i, mens samarbejdet som ånd og værdi for er samlet EU er helt tilsidesat for denne magtberuselse, - en magtberuselse vi tidligere har været vidne til i Europa og som mange nok ikke ønsker tilbage.
@Espen Bøgh
Vedr. magtmisbrug, så vil der jo altid være fare for at det sker, når man bygger en magtfuld institution. Men uden magt og autoritet vil institutioner ikke kunne fungere. EU har et budget, Danmark har et budget ... og brugen af penge bliver altid begrænset.
At div. vælgere evt. ikke vil at 'EU bestemmer' over medlemsstaterne, behøver ikke at være relevant: det kan være rå populisme, der evt. bruges til at fremme former af diskrimination, protektionisme eller autarki.
Det fælles, europæiske regelsæt er ikke specielt vidtgående. Medlemsstaterne kan opbygge unødvendig bureaukrati (og beskytte det med populisme). De kan tvinge de bosiddende at arbejde. De kan begrænse ejendomsretten. De kan stadigvæk uhensigtsmæssigt støtte sine 'partnere' i div. industrier eller folkegrupper.
Men staterne og selskaberne kan alligevel ikke gøre helt hvad de vil, uden at de bliver straffet (forhåbendtlig).
I EU kan man også være med til at skabe de fælles standarder, der skal gælde for produkter m.m. der handles i markedet.
Man kunne evt. bruge færre penge på div. EU-finanserede statsstøtteprojekter, hvis man lykkes med at forbyde evt. tilsvarende ordninger i medlemsstaterne, og hvis de f.eks. bliver pålagt at opretholde en vis infrastruktur mellem landegrænserne.
Man kan kanalisere populisme i en mere acceptabel og realistisk retning, men populismen er grov: det er altid bedre med en konstruktiv, oplyst tilgang, hvor man minimerer det grofthakkede. På den måde kan man filtrere de uhensigtsmæssige ideologiske strømninger fra.
@ David Hajek
Jeg tro ikke vi står så langt fra hinanden, at det giver mere mening at fortsætte, men det er rart at vide andre også deler ens hovedtanker på området og er på vagt overfor det.
ha' en god dag, og week-end når den tid kommer.
Peter Wivel
... er alt for beskeden, når han ikke selv henviser til sin fortræffelige bog om Benjamin Constant, "Tvesind" (Gyldendal 1996), hvor han har optrykt en vigtig tale af Constant om "Antik og moderne frihed". Jeg har i disse spalter henvist til den et utal af gange, og gør det så nu også igen.
Nå-ja
Så endte en tråd igen med døden, fordi læserne ikke eer for dumme.
Hvad sker der?
Jeg mente det modsatte,
Så endte en tråd igen med døden, fordi læserne er for dumme.
Tak til Jan-Werner Müller - nu ved vi da i det mindste, hvad du forstår ved populisme - så dummere er vi da næppe blevet - eller hvad? ...