Hun er ikke radikaliseret eller forrykt, hun er bare sårbar

I begyndelsen af 2015 rejser Sophie Kasiki med sin fireårige søn fra Frankrig over Tyrkiet og ind i Syrien. Slutdestinationen er Raqqa, Islamisk Stats hovedby. Efter blot ti dage i byen går det op for hende, at hun har begået sit livs fejltagelse.

Godt to dramatiske måneder senere er hun tilbage i Frankrig. Det forløb har hun beskrevet i bogen Flugten fra Islamisk Stat – en hjemvendts bekendelser.

Som sådan er historien sensationel. Ganske få kvinder er rejst til Islamisk Stat og har formået at vende hjem igen. Alene det gør bogen interessant, men kalder også på svar: Hvad får overhovedet en tilsyneladende velfungerende kvinde til at tage af sted? Og hvad foregår der i Raqqa, hovedsædet for et af de mest hardcore regimer i verden?

Læs også: De små børn sad og så halshugninger på tv, mens deres mødre jublede

Ingen af spørgsmålene besvares for alvor i bogen, men Sophie Kasikis bekendelser gør os alligevel en smule klogere. Hun er hverken radikaliseret eller forrykt, hun er egentlig bare sårbar.

Parisisk depression

Sophie Kasiki savner mening i tilværelsen i Frankrig. Vi hører indledningsvist kort om, hvordan hun bliver født i Cameroun, som ni-årig bliver forældreløs og må rejse til Frankrig for at bosætte sig hos sin noget ældre storesøster og dennes mand. Her vokser hun op og klarer sig for så vidt fint. Finder job, mand og får et barn.

Men meningsløsheden trænger sig ind på den unge kvinde, der bliver mere og mere distanceret fra sin mand og belastes mentalt af mistænkeliggørelse på det social- og kulturcenter i udkanten af Paris, hvor hun arbejder som socialrådgiver for indvandrerfamilier.

Depressionen lurer og fører til en form for gradvis mental kortslutning. Savnet af moderen har efterladt en tomhed i hende, som hverken mand eller barn kan fylde ud. Hun konverterer til islam, men holder det hemmeligt for sin ateistiske mand.

Igennem sit arbejde lærer Sophie Kasiki tre store drenge at kende og udvikler et familiært forhold til dem – som en storesøster. »De små«, kalder hun dem.

En dag er de væk – rejst til Syrien for at tilslutte sig Islamisk Stat. Hun holder dog kontakten til dem og ser sig selv som forbindelsesled mellem de tre drenge og de sønderknuste familier hjemme i Frankrig. De skal vide, at deres mødre savner dem, og at de skal tage hjem igen.

Men drengene har en anden dagsorden. Sophie Kasiki lader sig manipulere til at tage til Syrien. For at besøge drengene. Som en slags studietur, hvor hun kan lære arabisk og arbejde frivilligt på et barselshospital. Men virkeligheden i Raqqa er en helt anden, end hun er blevet lovet.

Vi får kun små glimt af det generelle liv i Raqqa. Sophie Kasiki befinder sig langt det meste af tiden indespærret, først alene med sønnen i en forladt lejlighed, senere på en såkaldt madafa – et hjem for kvinder, der er på udkig efter en mand, eller hvis mujahedinske ægtemænd er i kamp, eller – som Sophie Kasiki – er særligt besværlige. På kvindehjemmet kører menneskeafbrændinger på repeat i fjernsynsstuen.

»De små«, drengene, har ingen forståelse for, at hun vil hjem – og bortforklaringer bliver til trusler om vold. I Raqqa er det udlændingene, der styrer det hele, og de betragter syrerne som dovne og mindreværdige. Islamisk Stat er en besættelseshær, der holder lokalbefolkningen i et jerngreb, og Sophie Kasiki sympatiserer hurtigt mere med de lokale syrere end med de udlændinge, hun selv er én af.

Spænding til det sidste

Bogen er blevet til med hjælp fra forfatteren Pauline Guéna, der tydeligvis har sans for dramaturgi. Den sidste del af bogen er en spændingsmættet fortælling om flugten tilbage til Frankrig. Selv om vi fra starten ved, at Kasiki undslipper IS og Syrien, er historien elementært spændende og godt fortalt.

Den klassiske hjem-ude-hjem-komposition bliver brugt effektivt til at skabe en opbyggelig historie fra tabet af moderen, over Syriens-rejsen til genforeningen med familien i Frankrig.

Klogeligt er to af bogens 22 kapitler fortalt fra ægtemandens perspektiv, der hjemmefra gør alt, hvad han kan, for at få hende hjem – uden at dømme hende og skubbe hende fra sig. Det lykkes, og parret genfinder hinanden på distancen.

Det skorter ikke på selvbebrejdelse – måske mere end selvindsigt – fra Sophie Kasikis side, og de nøgterne beskrivelser af et mentalt bedrag og en brutal virkelighed gør indtryk. Det er en lille og personlig historie indlejret i en højprofileret konflikt. Vi får ingen store analyser, men gode muligheder for indlevelse og ja, forståelse.

Er det et troværdigt billede, der tegnes? Eftersom kilderne til, hvad der egentlig foregår i territorier kontrolleret af Islamisk Stat, er yderst sparsomme, er det vanskeligt at vurdere. Bogen er skrevet under pseudonym – af frygt for repressalier fra IS-sympatisører. Og efter bogen udkom i Frankrig, har Sophie Kasiki da også været nødsaget til at flytte med mand og barn.

Sophie Kasiki i samarbejde med Pauline Guéna: Flugten fra Islamisk Stat – en hjemvendts bekendelser. Oversat af Jesper Tang. Informations Forlag 2016, 219 sider, 250 kr.