Læsetid: 7 min.

Den reaktionære er vor tids revolutionære

Den amerikanske kulturkritiker Mark Lilla har skrevet en eminent essaysamling, der er et signalement af den reaktionære som en virkelig skikkelse i vores samtid
Den amerikanske kulturkritiker Mark Lilla har skrevet en eminent essaysamling, der er et signalement af den reaktionære som en virkelig skikkelse i vores samtid

Mia Mottelson

22. oktober 2016

Den reaktionære er en figur, vi har talt og skrevet meget om. Han, for det er som regel en mand, har ikke forstået den moderne verden, og vi mener, han vil ’skrue tiden tilbage’. Det kan man jo ikke, så den reaktionære er også en lidt latterlig figur.

Vi går ud fra, at vi ved, hvem han er, og hvad han står for, når vi taler om ham.

Det mærkelige er, at den reaktionære er meget omtalt som en slags hovedperson i det moderne samfund, men også meget lidt undersøgt. Indtil nu.

For den amerikanske kulturkritiker Mark Lilla har netop udgivet bogen The Shipwrecked Mind, som er et signalement af den politiske reaktionære bevidsthed.

Ofte er ’reaktionær’ bare de progressives skældsord om dem, der er imod kvindernes ligestilling, det multikulturelle samfund, homoseksuelles rettigheder og kunst, man ikke umiddelbart kan forstå. Den reaktionære er i det perspektiv ikke alene imod fremskridt, den reaktionære er også imod de fremskridt, som allerede har fundet sted og præger det moderne samfund.

Normalt bruger man således konservativ og reaktionær som betegnelse for den indstilling, der hylder de gamle dyder og drømmer om den gamle verden. Men det, der gør Mark Lillas bog interessant, er, at han ikke bare ser ’den reaktionære’ som det modsatte af ’den progressive’ eller ’den moderne’. Og at han skelner systematisk mellem konservative og reaktionære:

»Reaktionære er ikke konservative,« skriver Lilla:

»Det er det første, man skal forstå ved dem. De er på deres egen måde lige så radikale som de revolutionære og er lige så grebet af fantasier om historien.«

Søren Krarup vs Dansk Folkeparti

De revolutionære er inspirerede af ideer om et nyt samfund, opfindelsen af et stærkere menneske eller en helt ny tid. De reaktionære er derimod mobiliseret af ubehaget ved alt det, der er gået under i samtiden. Og de kræver et radikalt brud med samtiden for at realisere et rige, der engang har været. De revolutionære ser en stor fremtid, mens de reaktionære genfinder en stor fortid.

De revolutionære og de reaktionære har det tilfælles, at de forkaster nutidens samfund. De konservative adskiller sig fra dem begge, idet de ikke kræver dramatiske brud med samfundet, som det er. De er modstandere af opgøret og bruddet som metode til at skabe politiske forandringer. For dem er den politiske orden ikke et hus, man kan eller skal rive ned, men en organisme, som skal plejes og kultiveres.

Søren Krarup er i Mark Lillas definition ikke konservativ, men reaktionær. Han anerkender ikke det moderne Danmark med homo-ægteskaber, import af højtuddannet arbejdskraft og ligestilling for mænd og kvinder som det sande Danmark.

Det sande Danmark for ham er en kristen nation, hvor staten ikke blander sig i børneopdragelse, og kvinder ikke ser arbejdsmarkedet som det sted, hvor de skal realisere sig selv. Det moderne gennembrud, som er det moralske fundament for nutidens samfund, er for Søren Krarup det moderne sammenbrud.

Den store forskel på Dansk Folkeparti og Søren Krarup er, at partiet er konservativt og vil bevare det bestående Danmark, mens Krarup er reaktionær og modstander af det etablerede samfund. Partiet er systemforvaltere, mens Krarup er systemkritiker.

»Den reaktionære, uimodtagelig over for de moderne løgne, ser fortiden i al dens storhed og bliver selv fortryllet af den,« skriver Lilla:

»Han føler, at han står stærkere end sin modstander, fordi han tror på, at han er den, der vogter noget, som faktisk har været engang, han er ikke profeten for noget, som kunne være.«

Det vil som regel være den reaktionære, som påtaler ’åndløsheden’ eller ’dannelsestabet’ med en selvbevidst alvor, som signalerer, at han er en af de heroiske få, som husker, hvad det hele i virkeligheden drejer sig om.

Den dobbelte manøvre

De reaktionære er ifølge Mark Lilla kendetegnet ved to træk: De kræver et radikalt opgør med samtiden og en rekonstruktion af et samfund, som engang har været. De bruger et idealbillede af en tabt guldalder som målet for deres revolution.

De reaktionære er moderne i den forstand, at de tror på, at samfundet grundlæggende forandres gennem historien, og at der findes forskellige fællesskaber på forskellige tidspunkter. Men de er antimoderne i den forstand, at de tror ikke på, at historien bevæger sig fremad. De reaktionære er nostalgikere:

»Den politiske nostalgi afspejler en slags magisk forestilling om historien. Den lidende tror på, at der har været en diskret guldalder, og at han selv har den særlige indsigt i, hvorfor den sluttede.«

Lilla fremhæver adskillige eksempler på vor tids reaktionære:

Den kristne amerikanske højrefløj, som ser den gudløse liberalisme og den forlystelsessyge forbrugskultur som årsagen til moralens undergang. Og vil tilbage til et samfund regeret af værdige patriarker og kristne dyder.

Den europæiske nationalisme, som vil væk fra et samfund med frihandel, åbne grænser og islam, lancerer et billede af det gamle fædreland som alternativ. Og den europæiske radikale islam, der vil genskabe en tabt orden bygget på religiøse doktriner, moralske koder og forskel mellem kønnene.

Lilla hævder, at de reaktionære er blevet vor tids revolutionære. Det er dem, der udfordrer det etablerede samfunds moral, normer og politiske indretning radikalt. De er det bestående samfunds fjender. Der er ikke mange progressive bevægelser, som tilbyder ideer til et nyt samfund. Men der er mange, som tilbyder alternativer fra gamle dage:

»Vi ved kun alt for godt, at det mest revolutionære slogan i vores æra starter med ordene: Der var engang …«

Samling af essays

The Shipwrecked Mind er ikke en systematisk undersøgelse den reaktionære som type. Det er en samling længere tekster, Lilla har skrevet til The New York Book Review om tænkere som Franz Rosenzweig, Eric Voegelin og Leo Strauss. Der er også samtidsdiagnostiske essays og en refleksion over Paris efter terrorattentaterne i januar 2015. Det er gedigne essays, som udfolder gode læsninger, men de bidrager ikke alle til undersøgelsen af den reaktionære som type.

Mest interessant er hans læsning af den franske forfatter Michel Houellebecq, som i tyve år er blevet anklaget for at være reaktionær. Houellebecq skriver både undergangsfortællinger og udvikler fremtidsscenarier, han ser nutiden som et fald fra fortidens fælles forpligtelser, og han forestiller sig i sine romaner, hvordan det gamle fællesskab kunne opstå på ny:

»Der er ingen tvivl om, at Houellebecq vil have os til at se det moderne Europas sammenbrud og Islams vækkelse som en tragedie,« anfører Lilla.

Det gør ikke Houellebecq til en antimuslimsk forfatter, for hans indsigt er snarere, at islamismen kan levere noget af det, som er tabt i den vestlige kultur.

Og det fører Lilla til den konklusion, at islamismen, som vi ser den i dag, i virkeligheden er en vestlig bevægelse, som bygger på de reaktionæres klassiske skema om et forfald i samtiden og genskabelsen af et tabt rige.

Lilla fører os således gennem skønlitteratur, kulturkritik og politik frem til et alarmerende møde med en modstander, vi troede, vi kendte, men som vi nu genkender på ny: Den reaktionære.

Mark Lilla: The Shipwrecked Mind. 168 s., 15.95 dollar. New York Review Books.

Manual: Sådan bliver du reaktionær

Den amerikanske kulturkritiker skriver i sin nye bog The Shipwrecked Mind, at de reaktionære er vor tids revolutionære. Det er nyt for os på Information. Vi plejer at bruge reaktionær som skældsord.

For at indstille os og jer på de nye tider, har vi lavet denne manual til, hvad du skal gøre, hvis du vil være med på den nye tendens.

Første skridt

Du ser på din samtid og tænker, at det er gået helt galt.

Du identificerer en tidsånd, der ødelægger alt – det kan være skamløsheden, multikulturalismen, spinkulturen, kulturradikalismen, åndløsheden, forbrugerismen, konkurrencestaten eller globaliseringen.

Det er ikke nok at identificere et problem eller en destruktiv tendens. Det kan alle og enhver. Det skal være en tendens, som breder sig ud i hele samfundet og korrumperer fællesskabet.

Du skal have en fornemmelse af, at samfundet er gået under eller er ved at gå under.

Mia Mottelson

Andet skridt

Din iagttagelse gør dig ikke til reaktionær – endnu. Det næste skridt er at finde en anden historisk epoke, hvor alt det, der er ødelagt i dag, var intakt. Du skal med andre ord finde eller faktisk nok opfinde en historisk guldalder.

Hvis du er alarmeret over skamløsheden i samtiden, skal det være en periode med respekt for autoriteter og stærk selvbegrænsning.

Hvis du ser multikulturalismen som altings sammenbrud, skal du skabe en fortælling om det gamle, kristne Danmark.

Og hvis konkurrencestaten er altings forfald, skal du finde en periode i den gamle velfærdsstat før Fremskridtspartiet med fuld beskæftigelse og høje, høje marginalskatter.

Mia Mottelson

Tredje skridt

Det er nu, det bliver hårdt. Du skal tro på, at nutiden er problemet, og din guldalder er løsningen. Du skal se symptomer på nutidens sygdom over alt, og du skal hver gang finde modeksempler fra guldalderen. Hver eneste gang.

Du skal være alvorlig, insisterende alvorlig, for kun du har erindringen om guldalderen, og kun du kender den afskyelige sandhed om samtiden.

Hvis du griner med folk omkring dig, er du blevet fanget ind – og hvis du bliver grebet af deres spil, har du glemt dybden, sandheden, højden fra de store dage.

Det kræver disciplin at være reaktionær, det kræver sort tøj, som bare er en almengyldig alvorseffekt, og det kræver, at du holder dig ude af solen.

Rigtige reaktionære er blege, ikke solbrændte. Og så skal du citere T.S. Eliot: »Winter kept us warm.«

Det citat passer til enhver lejlighed. Men det kan også blive lidt kort.

Så du kan altid gå videre og slutte samtalen med de næste linier:

»Son of man, you cannot say, or guess, for you know only/ A heap of broken images, where the sun beats, and the dead tree gives no shelter, the cricket no relief / And the dry stone no sound of water.«

Hvis du siger det og tror på det og lever efter: Så er du blevet rigtig reaktionær.

Mia Mottelson

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Leo Nygaard
  • Jakob Lilliendahl
Leo Nygaard og Jakob Lilliendahl anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lennart Kampmann

Endnu en etikette at klaske på sin politiske modstander.

Men kan det bruges til noget?

med venlig hilsen
Lennart

Martin Lund, Jens Falkenberg og Jakob Lilliendahl anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Jeg er reaktionær:
1) jeg vil tilbage til velfærdssamfundet, hvor
a) staten betalte, men borgerne agerede
b) hvor borgernes velfærd gik forud for erhvervslivets
c) hvor dannelsen blev udbredt til hele befolkningen og politikken blev bestemt af organisationer
og
2) jeg ved, at begyndelsen på enden indtraf d. 1. januar 1994,
a) hvor arbejdet mistede sin karakter af éntydighed
b) hvor statens abstrakte interesser kom til at gå forud for borgernes
c) hvor markedet blev den gældende norm på bekostning af politikken.

Allan Stampe Kristiansen, Flemming S. Andersen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Jakob Lilliendahl

ja, jeg ville også ønske jeg kunne sige at det har være sådan og vi skulle tilbage til noget storslået fra engang, men sådan er det ikke. Mon ikke du er revolutionær når det kommer til stykket :)

Steffen Gliese

Det kommer an på visionen. Jeg er meget modstander af centralisme - for mig var velfærdssamfundet ideelt, fordi de private arbejdsgivere blev forhindret i den værste udbytning af en stærk fagbevægelse og en ubetinget social sikring.

Allan Stampe Kristiansen, Anne Schøtt og Flemming S. Andersen anbefalede denne kommentar
Jakob Lilliendahl

Ja ok, men der er også forskel på at forhindre den værste udbytning også de idealer du nævner 1abc, 2abc, vil jeg mene :) Selv er jeg dog ikke så pragmatisk med ordet ideelt. ;)

Hvem sagde, at man ikke skal rejse hurtigere end sjælen kan følge med.
Forandringerne sker så hurtigt, at tiden vender - Jeg skal spørge mit barnebarn............ - Når han spørger mig, kan jeg ikke svare..........
Jeg er reaktionær, men har flere revolutionære (gamle) ideer om udviklingens retning.

I DSB står man med en truende IT-skandale - større end IC4.
Jeg er reaktionær.

Henrik Petersen

Jeg er forvirret. Hvad nu hvis jeg gerne ser en fremtid, hvor man for alvor får realiseret nogle af de bedste idealer fra en gloværdig fortid - uden at få de mindre heldige sider med?

Er man så en reaktionær revolutionær konservativ?

Steffen Gliese

Det må være helt i orden at ville tilbage, man bliver jo hele tiden spurgt om, hvor ens idealsamfund dog har været realiseret med succes.
Personligt synes jeg, at det er liberalisterne, der skylder os svar på det.

Søren Kristensen

Jeg er i hvert fald meget tæt på at være reaktionær (opfylde alle kriterierne).
Men:
"Og det fører Lilla til den konklusion, at islamismen, som vi ser den i dag, i virkeligheden er en vestlig bevægelse, som bygger på de reaktionæres klassiske skema om et forfald i samtiden og genskabelsen af et tabt rige."
Den er jeg ikke med på. Måske et forfald, set med islamistens øjne. Men vestlig???
Jeg mener, hvis den reaktionære Lilla taler om forkaster demokratiet, så er jeg alligevel ikke reaktionær.
I øvrigt findes bevægelser som revolutionære, uden at være hverken reaktionære eller konservative: Alternativet er en af dem. Der er osse de der Wallstreet-demonstranter og De grønne partier osv. Når alt denne opposition løber sammen, kan jeg godt forestille mig en revolution, som ikke er reaktionær, uden at jeg ser for mig specifike politikpunkter. Jeg deler bare den opfattelse med de reaktionære, at det går den forkerte vej og at de må ske et eller andet. Og det plejer der jo også at gøre i følge historien. Ofte noget de færreste havde forestillet sig, til den gode såvel som til den dårlige side.

Den gang Lykkeberg var på Politiken lå han også pladask på maven for alt det amerikanske. Jeg skrev en mail til og spurgte om hvilke kilde (skriftlige/elektroniske) han høstede fra. Svar: New York Times, Newsweek, Time, Washington Post, Int. Herald tribune og Wired. Ikke Spiegel, Le Monde, El Pais, Guardian, eller aviser fra den 3. verden - og så skal det jo blive derefter.
Det er ikke blevet bedre siden. Måske bør Inf. næste gang man skifter ud på chefposten, finde en redaktør, der har en bredere referenceramme, end den amerikanske provins.

Curt Sørensen, Steffen Gliese og Kristian Rikard anbefalede denne kommentar