Læsetid: 3 min.

En russisk skærsommernatsdrøm

I den genudgivede ungdomsroman ’Hvide nætter’ af Dostojevskij er drivkraften en hjemløs erotik
22. oktober 2016

I Sankt Petersborg er de lyse nætter endnu lysere end andre steder, fremgår det af litteraturen, ikke mindst Dostojevskijs roman Hvide nætter, skrevet af den 26-årige forfatter, der som fattig ungersvend ligesom den jævnaldrende, navnløse hovedperson har strejfet ensom rundt i byens nattegader eller omliggende natur med sine romantiske, eventyrlige drømmerier.

Fantastikken lurede på dem og havde fået udtryk i Dostojevskijs roman fra året før, Dobbeltgængeren (1847), et grusomt hoffmannsk eventyr med social ambition som drivkraft

Stedet for handlingen er byens centrum med dens kanaler, der inddeler den i hovedgade og tværgader, og den udspilles over fire nætter, indledt med en ærkeromantisk naturoplevelse, kulminerende i et ekstatisk øjeblik, en åbenbaring af lykke og universel kærlighed, som skaber en sitrende forventning i det ’halvsyge bymenneske’. Med hans læserfortrolige jeg-fortælling føres vi så frem til det næste afgørende øjeblik, hvor han i byens lyse midnat ser en ung kvinde stå grædende ved det sorte rækværk ved en af kanalerne.

Skønne tempoforskydninger, opbremsninger og omstændelige længdetræk i følsom dialog skaber en sproglig musik i skærsommernatten, her hvor han drages mod et væsen, der koncentrerer hans vage forestillinger om kvindelighed, komplet uerfaren som han er. Det viser sig, at denne 17-årige Nastjenka er en noget mere realistisk drømmepartner, da han endelig får taget sig sammen til kontakt, idet han redder hende fra en fuld mands tilnærmelser.

Stedet

Det bliver den første af fire nætter, hvor de har aftalt at mødes samme sted, samme tid, ikke langt fra den tværgade, hvor hun bor med sin blinde bedstemor. De fortæller åbent hver deres livshistorie, den ene lige så drømsk som den anden, mere og mere fortrolige, han fortabt i forelskelsens rus, men opsat på at støtte hendes længsel efter at skulle møde en tilbeder netop på dette sted efter et års adskillelse.

Hun afkræver vor mand et løfte om ikke at forelske sig i hende, og forhippet på hendes gunst gør han sig umådelige anstrengelse for at bedyre udelukkende broderlige, venskabelige følelser. Dette skuespil af gækkende skærsommernatsdrøm varer ved til læserens og parternes pine, jo længere den ventendes ankomst trækker ud og efterhånden synes tvivlsom. Den overraskende slutning viser, at de begge går fejl af sig selv og hinanden.

Skyggespil

Klogere på drømme end på liv var han: »Vor forskræmte fantasi er jo nøjere beset et flovt, et evigt gentaget, trivielt skyggespil, ja – en slave af skyggen, en slave af den første den bedste sky, som farer forbi solen og i samme nu knuger det ømfindtlige hjerte, dette ægte petersborgerhjerte, der så lidenskabeligt dyrker og higer efter solen. Og den hjertets knugen – ja, hvilken vildskab afstedkommer den ikke i fantasien«.

Petersborgerhjertets fantasier har sin vildskab, og vi møder den gang på gang i Dostojevskijs forfatterskab udover denne »sentimentale roman – af en drømmers erindringer«, som han selv kaldte disse hvide nætters galskab.

Den er ikke bare russisk, vi kender den såre vel i dansk fortælletradition hos Hans Egede Schack, hos Harald Kidde og Martin A. Hansen, hvis Løgner går i den unge russiske mands spor. Og det helt ud i samme resignationens blindgyde, som slutter i Sankt Petersborgs morgenlys efter de natlige samtaler.

Bogens ydre format passer til en lomme, hvor den til gengæld vil ligge uroligt med sit stænk af grum humor og viden i sin gode, gamle oversættelse af Ejnar Thomassen.

Fjodor Dostojevskij: Hvide nætter. Oversat af Ejnar Thomassen. Rosinante, 120 s. 70 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Aagaard
Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu