Spionen, der undslap fogedretten

Nej, den tidligere PET-chef Jakob Scharf røber ingen statshemmeligheder. Det er altså ikke for skandalens skyld, man skal læse Politiken-journalisten Morten Skjoldagers samtalebog med Scharf: Syv år for PET – Jakob Scharfs tid.

Det, der gør bogen læsværdig, er Jakob Scharfs genfortælling af en række sager om terror. Her er bogen så spændende som nogen spionroman. Og læseren bliver klar over, hvor tilfældigt det er, om terrorister får held med deres forehavende.

I den såkaldte Glasvej-sag fra 2007 – opkaldt efter tilholdsstedet i det københavnske nordvestkvarter for de to aspirerende terrorister – har gerningsmændene ingen problemer med at skaffe sig de kemikalier, der skal indgå i deres dødbringende eksplosion af blandingen kendt som ’Satans Mor’.

Men de to kan ikke få fat i den særlige tre-volts pære, der ifølge deres al-Qaeda-manual skal til for at udløse eksplosionen.

Efter et amerikansk tip skygger PET dem under forberedelserne til deres anslag og er således vidne til en gang situationskomik, da en af konspiratorerne forklarer til ekspedienten i en isenkrambutik, at han skal bruge lige præcis den tre-volts pære »til en juletræskæde«.

Den hjælpsomme ekspedient går ud på lageret og søger, men forgæves. Ekspedienten kommer i stedet tilbage og tilbyder en juletræskæde fra sidste jul. Den takker bombemandskandidaten pænt nej til.

Med andre tændsatser begynder de to at lave prøvesprængninger i opgangen på Glasvej. Det får PET til at føle sig nødsaget til at pågribe dem. Ifølge Scharf fordi bragene kunne få naboer til at tilkalde det almindelige ordenspoliti, der tænkeligt ville forkludre hele sagen.

Opkald fra mønttelefon

Større dysterhed ombølger sagen om David Headley, den pakistansk-amerikanske forretningsmand, der i 2008 havde været med til at planlægge det vidtspredte terroranslag mod den indiske by Mumbai, som kostede 166 mennesker livet. I 2009 gæstede Headley København.

Bag sin identitet som succesrig forretningsmand opsøgte han Jyllands-Posten under foregivende af, at han ville indrykke annoncer i avisen.

Det ville Headley rent faktisk ikke. Han ville derimod forberede et storstilet terrorangreb mod bygningen – og tænkeligt også andre lokaliteter i København.

Læs også: Scharf: Bred elektronisk overvågning giver sjældent resultater

På grund af sin forretningsmandsmaske havde Headley – skønt han to gange var dømt i USA for narkohandel – unddraget sig myndighedernes opmærksomhed. Igen var det en tilfældighed, der gjorde udfaldet.

Hjemvendt til Chicago foretog Headley fra en mønttelefon et opkald til to medsammensvorne i den nordengelske by Derby.

Opkaldet blev opsnappet af den britiske efterretningstjeneste, der tippede amerikanerne med de sparsomme oplysninger: Manden ringede fra Chicago, hed David og skulle snart rejse til England med et Lufthansa-fly.

Det var imidlertid nok til, at amerikanerne kunne trække Headley ud af databaserne. USA orienterede PET, dog først efter FBI-agenter havde skygget Headley under hans genbesøg i København – uden at orientere PET.

Pakistan-forbindelse

Efter sin anholdelse i USA i oktober 2009 røbede Headley, at både hans gennemførte og hans planlagte massemord var godkendt af højtstående kredse i den pakistanske efterretningstjeneste, ISI. Denne afsløring kommenterer Jakob Scharf således:

»Det var ikke overraskende, men det var alligevel tankevækkende.«

Scharf havde tidligere gæstet Pakistan for at styrke det dansk-pakistanske efterretningssamarbejde. Scharf konstaterer:

»Så er det selvfølgelig lidt hård kost at finde ud af, at mens vi arbejder med folk i den pakistanske efterretningstjeneste, er der andre folk i samme tjeneste, som aktivt sidder og udpeger Danmark som et terrormål.«

»Lidt hård kost«? Åh, jo.

Undervejs i bogen må læseren undre sig over, at der ikke er flere terroranslag, der lykkes. Denne undren synes Scharf at dele. Efter at tegneren Kurt Westergaard nytårsdag 2009 blev forsøgt myrdet af en øksemand, genoptrykte et stort antal danske medier i solidaritet Muhammed-tegninger. Det udløste en styrtsø af nye trusler mod landet. Scharf forklarer:

»Antallet af konkrete trusler mod Danmark eller mod danske mål i udlandet steg og steg og steg. Og det blev mere og mere sandsynligt, at vi ikke kunne nå at få bremset alle trusler. At der var nogle, der ville slippe igennem.«

Den norske massemorder Anders Breivik udløser denne eftertanke fra Scharf:

»Jeg mener generelt, det er meget vigtigt, at folk gør sig klart, hvor sårbare vi i virkeligheden er over for terrorangreb i vores samfund. Du kan aldrig fjerne den sårbarhed i åbne og demokratiske samfund, og efter min mening bør vi heller ikke have et ønske om at ændre vores samfund på en måde, hvor vi minimerer den sårbarhed.«

Nyttigt – og kedeligt

Scharf kommer med nyttige praktiske oplysninger: At overvåge en person døgnet rundt kræver 20-30 årsværk. At levere permanent beskyttelse af én person kræver 13-14 årsværk.

For politikere kan det ifølge Scharf være et spørgsmål om prestige at være udstyret med livvagter, og for livvagterne kan det være et spørgsmål om prestige at bevogte de fremmeste i riget – fremfor at sidde vagt bag Kurt Westergaards rækkehus.

Når Jakob Scharf endte med at komme i uføre i PET, skyldes det efter hans egen fremstilling, at han ville reformere et system, der var stivnet i velerhvervede rettigheder. Han ville ansætte færre politimænd i PET og flere analytikere.

Det bragte ham i konflikt med PET’s Politiforening, der i ledtog med Ekstra Bladet gav sig til at lække snavs om Scharf: Dyre hotel- og restaurationsregninger, arrogant ledelse – og et forsøg på at spionere i Pia Kjærsgaards dagbog for at se, hvornår hun ikke kunne være med i en besigtigelse på Christiania, som Folketingets Retsudvalg planlagde.

Ifølge Scharfs bagtalere ville han ikke afsætte de nødvendige midler til at sikre Kjærsgaards sikkerhed under besøget.

Selv siger Scharf, at han ikke var bekymret for Kjærsgaard; hende skulle PET nok få bjerget ud. Nej, det var de andre udvalgsmedlemmer, der kunne blive ofre for en ophidset stemning.

Man sidder tilbage med det indtryk, at Scharf har været villig til at fortælle sine spændende spionhistorier, hvis han til gengæld kunne komme rigeligt til orde med et forsvar mod de angreb, der er rettet mod ham – for hans ledelsesstil, for nødløgnen i Kjærsgaard-sagen og for håndteringen af Henrik Sass Larsens rockerkontakter.

Resultatet er i hvert fald blevet, at disse kapitler er alt for omstændelige og kedsommelige. Meget er man villig til at tilgive en spion, der åbner for posen. Men ikke kedsommelighed.

Morten Skjoldager: Syv år for PET – Jakob Scharfs tid.

44o s., ill. 270 kr.

People’s Press