Det kan godt være, at Philip Ridleys stykke Radiant Vermin virkede veloplagt, da stykket havde premiere i England sidste år. Men nu, hvor det spilles på Team Teatret i Herning, virker det snarere bare kikset. Til trods for at Peter Dupont Weiss har oversat med alle tidens sejeste udtryk.
Den danske titel Husvild rammer ellers fint stykkets fortælling om hjemløse, der vitterlig er husvilde – og også stykkets sygelige hovedpar, der er så vilde med huse, at de gerne begår mord for at få deres drømmekøkken og fantasibadeværelse.
Men stykket virker så krampagtigt i sin karikatur over tidens materialisme, at det snarere fornemmes som et teenagestykke end som en egentlig voksenforestilling. Tekstens interessante problematik om huspriserne, der stiger så voldsomt, at almindelige mennesker ikke længere har råd til at bo i storbyerne, ryger derfor ud med badevandet. Direkte fra det opgejlede badekar med guldvandhaner.
Påståelige klicheer
Husvild er iscenesat af den unge instruktør Anna Schulin-Zeuthen. Desværre lader hun konsekvent spillerne agere i højeste gear; de løber i hvert fald tør for virkemidler ret hurtigt i en akavet overspilmix af realisme og karikatur.
Hovedrollen som den gravide og ekstremt redebyggende kvinde spilles af Sofie Ancher Vea, der i forestillingen Rose sidste sæson viste, hvor mange dybe og oprigtige strenge hun har at spille på. I Husvild er hun dynamisk og viser sit stærke scenenærvær, men hun er fanget i tekstens påståelighed.
Anders Cornelius Zoffmann vælger en skarptskåren spillestil tæt på standup i rollen som 'han er bare så god med sine hænder'-forsørgerdyret, men han formår ikke at slå rollens klicheer i stykker.
Og den ukuelige Rie Nørgaard går farcen ud i de utaknemmelige roller som glubsk ejendomsmægler med overnaturlige evner og som overbærende hjemløs.
Lækre trækasser
Scenografen Johanne Eggert har ellers fint punkteret den grinagtige trang til evige husrenoveringer. Hendes scenografi består af rå planker og lækkert designede trækasser, som parret flytter rundt med i formålsløse mønstre. Så er det op til tilskueren selv at tænke sig til det optimale børneværelse.
Egentlig ligger forestillingens bedste oplevelse i sansepåvirkningerne. Søren Lydersen har nemlig skabt et meddigtende lys mellem brædderne. Ved hvert magisk mord sitrer og blinker og varmer lyset, mens en hjemløs sjæl forsvinder … Og Morten Birk har sørget for et sjovt lyddesign, hvor gyserlyde knirker, og barnegråd knækker – og hvor magien suser som i et computerspil.
Alligevel føles Husvild mest af alt, som om nogen begår teaterhærværk i designerkøkkenet.
Husvild. Tekst: Philip Ridley (Radiant Vermin, 2015). Oversættelse: Peter Dupont Weiss. Iscenesættelse: Anna Schulin-Zeuthen. Scenografi: Johanne Eggert. Lys: Søren Lydersen. Lyd: Morten Birk. Dramaturgi: Dorthe Bebé. Team Teatret i Herning til 14. oktober.
