Læsetid: 3 min.

Et telt over sjælens begær

Simon Grotrians nye digte svinger mellem fortvivlede råb og et håb om forløsning
22. oktober 2016

Efter hele fem gange at have læst Simon Grotrians nye digtsamling, Den korsfæstede budding, konstaterer jeg med en blanding af frustration og tilfredshed, at jeg af og til nåede op på at forstå cirka 10 procent. Det er faktisk meget, når det drejer sig om Danmark dunkleste digter.

Men at jeg enkelte gange scorede så højt, det skyldtes vel at mærke, at jeg efter første voldsomt hovedpinefremkaldende gennemlæsning beslutsomt valgte at fokusere på en gennemgående spænding og så som et forsøg midlertidigt bortse fra resten.

Ud fra denne strategiske læsning konkluderer jeg, at Simon Grotrian i denne ombæring svinger mellem tomhed og fylde, mellem fortvivlede råb og et håb om forløsning. Digtene kan siges at »oscillere« mellem to forholdsvis tydelige betydningsmæssige felter eller snarere poler.

Den ene pol udgøres af erkendelse, forståelse, fortolkning eller slet og ret »læsning«, men, notabene, altid en forståelse, som svigter, og hvis kollaps markeres ved stadige negativt farvede udgaver af gloserne tanke, tegn og tydning. Det enkelte digt (eller tilværelsen) bliver da et helvede af blindskrift, et korsfæstet alfabet, et kors for tanken, et mysterium, hvor ordene kommer til kort.

Teksterne kan således betegne sig selv som »grammofonplader / der kører af sporet med et advarselsskilt ved vejen«. Rationel indsigt synes på forhånd umuliggjort, »realiteterne må vige for den barske fantasi«, skriften bliver for så vidt principielt forgæves.

Ordets katedraler

Men så får meningsfraværet et modspil fra spændingens anden pol, den religiøse, fra troens felt, hvor den nødstedte digter (eller læseren?) identificerer sig med den korsfæstede frelser og stedse bevarer håbet om opstandelse, eller om nåden.

På denne side af polariteten kan »klaveret«, altså klaviaturet, med andre ord tastaturet (!), forvandle sig til en stige, der brænder, men som fører til himmels. Tryksværten kan, skønt ord ikke længere rækker, begynde at yngle imellem den digtendes hænder og danne katedraler, opfattet som midlertidige boliger for den med møje tilkæmpede – eller med selvfølge skænkede – tro. Her venter vi bare Åndens komme, her kan kysset eksplodere, sjælen springe ud i lys lue, og fuglen slå rod i et bryst, for nu at citere nogle af de lykkelinjer, hvor »Gud sænker sin pande over de bulede linjer i verden«.

Lad mig ile med at tilstå, at jeg med disse nødtørftigt dokumenterede tekstiagttagelser, uden sikkerhed for deres holdbarhed, simpelthen tillader mig at kombinere på kryds og tværs imellem bogens tre hoveddele og disses enkelttekster, idet jeg prøver at lave nogenlunde harmoniske sange ud af halvkvædede viser.

Men sådan er betingelserne jo altså her, man får ikke ret meget foræret. Enten må man pænt blive stående uden for døren med dens halvt gennemsigtige rude, eller også må man søge at omdanne ruden til et spejl for sin egen sjælekrise, begive sig ind i digtenes på én gang fortættede og fragmenterede rum og selv søge at lime nogle af enkeltlinjernes betydninger sammen.

Gådefulde spring

Udfordringen til læseren skyldes ikke mindst, at ordene i Grotrians digte som regel synes at sejle omkring i lykkelig uvidenhed om hinandens tilstedeværelse. Uanset om han i Den korsfæstede budding betjener sig af 1-linjede, 4-linjede eller f.eks. 10-linjede digte, dominerer gådefuldheden, så selv ledemotiver som hjertet, glasset og sommerfuglestøvet nægter at hobe sig op til bærende billedstrukturer. Læseren suges ind i kraft af særegent, suggestivt sprog, men kastes så straks af sadlen.

I mit tilfælde blev læsningen til fortællingen om en vandring fra fortabelse mod frelse, men vel at mærke en tur, som jeg måtte gøre igen og igen. Hvis »vingerne på ryggen« på én gang kan betegne engles transportmiddel og henvise til Pegasus, digtekunstens flyvende hest, giver det måske trods alt god mening at læse både dem og bogen som »et telt over sjælens begær«.

Hvis man læser bøger for at blive lidt klogere på sig selv og verden og for at berige sin forståelse af livet, bør man holde sig fra Simon Grotrians poesi. For hvad han har at give os, er sabotager mod det konventionelle sprog, en destruktion af ethvert entydigt udsagn, en chance for at opleve sprog af maksimal kompleksitet – eller med et par af bogens udtryk: en trillebørfuld ingenting, et notat om livets skønhed på papyrus.

Simon Grotrian minder os om, at vi til syvende og sidst bor dør om dør med intet. Og det artikuleres med tekster, som på samme tid kan virke som guddommeligt illuminerede og som begavet nonsens. 

Simon Grotrian: Den korsfæstede budding. Digte. Gyldendal, kr. 150, 80 s.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu