Det er jo en grim kritikerkliché, men alligevel: Iben Mondrups nye roman Karensminde er først og fremmest en klog roman. Den er også, på sin egen, lavmælte facon, fuldstændig skånselsløs over for sine hovedpersoner, de tre søskende Hilde, Knut og Bjørk og deres forældre Karen og Jens.
De fem er gengangere fra Mondrups forrige bog, Godhavn. I den fulgte man et år i familiens liv i Grønland i 1980’erne, sådan som det udfoldede sig set fra de tre børns perspektiv. Man læste om de samme begivenheder filtreret først gennem den enes, så den andens liv.
Nu er de blevet voksne, børnene, deres forældre er gamle. Alle er efterhånden flyttet tilbage til Danmark, Karen og Jens dog først for nylig, de vil sætte en stor gård i stand på Møn.
De vil nyde deres otium og samtidig åbne et lille Bed & Breakfast. Men så falder Jens ned fra en stige og vågner aldrig rigtigt op igen. Tingene forværres langsomt, plejen af den syge bliver for meget for moren, Karen, det bliver et dynd, man ikke kan komme op af.
Ingenting er, som de forestillede sig. Alle mulige gamle sår bryder frem imellem dem som sætningsskader i et gammelt hus. Tit ved de knap nok hvorfor, læseren ved det heller ikke, uafklarede konflikter simrer bare i luften.
Kærlighed er et alt for enkelt ord til at beskrive det forhold, de tre voksne børn har til hinanden og deres forældre, de er forbundne og slider alligevel hinanden i stykker. Det er virkelig stærkt skildret.
Levende skikkelser
Alt det handler Karensminde om, samtidig med at den handler om et hus, der skulle være sat i stand, og en far, der pludselig går fra at være patriark til at ligge mumlende i en sygeseng, og om nogle børn, der er alt for mærkede af deres forældre.
Som i Godhavn skifter man hele tiden synsvinkel og får begivenheder fortalt snart fra den ene, snart fra den anden skikkelses perspektiv, men denne gang føles formen løsere, mere udflydende. Et enkelt øjeblik vækker en erindring om et andet, så er Knut, Bjørk og Hilde pludselig tilbage i deres barndom, så hører man glimt om vilde og destruktive ungdomsår. Så fornemmer man, når de ser på hinanden, at de gennemskuer hinanden bedre, end de gennemskuer sig selv.
Så forskyder alt sig igen, når man pludselig får begivenhederne fortalt fra forældrenes perspektiv, når man pludselig mærker den træthed, der strømmer gennem deres liv.
Det er, som om tiden er tyktflydende i Karensminde, som om den flyder langsomt, og hele tiden drejer rundt om sig selv og tilbage ind i fortidige minder. Det er nemlig ikke, fordi romanen handler om ekstraordinære personer eller ekstraordinære begivenheder. Faktisk mister den flyvehøjde i sine få genuint dramatiske scener, dem hvor alting skal sættes på spidsen og kulminere.
Men den har nogle af de bedste skildringer af voksne børns forhold til deres forældre, jeg har læst længe, og det uanset om det er filtreret gennem Hildes behov for ikke at binde sig, gennem Knuts behov for kontrol eller gennem Bjørk, der som den eneste ikke kan se, at hun aldrig rigtigt er blevet voksen.
Og under alle omstændigheder er den vigtigste kvalitet hos Iben Mondrup ikke, at hun skriver godt (det gør hun), og heller ikke, at romanen fungerer som komponeret helhed (det gør den, men måske ikke helt så skarpt som Godhavn). Det er snarere, at romanens skikkelser og deres liv sammen føles umanerligt levende. De føles helt troværdige og samtidig helt uforudsigelige, som om der altid er et aspekt mere af dem.
De liv føler man sig ramt af. Nåja, og så kan Iben Mondrup noget med at skildre børn. Hun fanger deres rytme og tankers hastighed fuldstændigt rent og usentimentalt, og det uanset om hun skriver om Knuts tvillingedøtre, der ligesom myldrer gennem familiens liv, eller om de skolebørn, Bjørk er lærer for. De børn alene er værd at læse Karensminde for.
Iben Mondrup: Karensminde. Gyldendal 312 sider, 299,95 kr.
