Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Skal det være sjovt, så lad det være sjovt

Stort set alt lykkes for holdet bag Det Ny Teaters vittige og tempofyldte opsætning af den klassiske ’Anything Goes’, en farcepræget musical, baseret på en stribe af Cole Porters udødelige sange
Kultur
3. oktober 2016

Jeg havde et amerikansk bekendtskab, som var alt andet end karrig med brugen af ordet pizzazz, som jo alene ved at besidde fire z’er må siges at være noget ganske særligt. Og så ruller det flot af tungen.

Et tilsvarende dansk ord kender denne anmelder ikke, men det kan oversættes til noget i retning af ’gejst’, uden dog helt af have samme effekt. Men det kan nok være, at Det Ny Teaters genopsætning af den klassiske musical Anything Goes til overflod besidder gejst. Eller pizzazz, om De vil.

Det undgår heller ikke den fremmødtes falkeblik, at de medvirkende selv synes at more sig strålende. Med smittende effekt.

Anything Goes er en amoralsk farce, hvis eneste formål er at underholde. Nu ved De det. Spørgsmålet er så, om den formår at gøre netop det, og der skal man godt nok være en sur skid, hvis man forlader teatret uden et smil på læben, for alle sejl er sat til, og de medvirkende går til opgaven med fynd, klem og ubændig energi, hvorved tiden flyver, mens fjollerierne i rask tempo leveres.

Der danses og synges, så man må sig forbarme og ensemblet fyrer det kollektivt ud over rampen med slagkraft og glød.

Når så også instruktion, koreografi, scenografi, lys, lyd (o.k., det var ikke altid, man lige kunne høre, hvad der blev sunget, men skidt pyt) og et fint lille orkester holder standarden, er det svært at komme løbende bagefter og lege tudefjæs. Her tør man roligt tale om, at tingene går op i en højere enhed.

Sproglig suverænitet

Den oprindelige musical stammer tilbage fra 1934 og har undergået en del forandringer siden, ikke mindst hvad angår hvilke sange, der benyttes. Og da der er tale om sange fra en af det 20. århundredes største og mest sofistikerede amerikanske sangskrivere, legendariske Cole Porter (1891-1964), spiller de naturligvis en central rolle i forestillingen.

Karen Hoffmanns oversættelser matcher naturligvis ikke Porters overlegne vid og sproglige suverænitet, men hun gør nu heller ikke sangene til skamme.

Og så kan man jo i øvrigt hengive sig til nydelsen af de fængende melodier, der har vist sig usædvanligt slidstærke. Denne forestilling lægger sig op ad 1987-bearbejdelsen, men det er stadig en overstadig forvekslingskomedie i bedste 1930’er-stil.

Handlingen udspiller sig på et krydstogtsskib og behøves strengt taget ikke at refereres, da den kun er undskyldning for dans, sang og uhæmmet flirt med publikum. Det skader selvfølgelig ikke sagen, at replikkerne er sjove, eller at de medvirkende fyrer dem af, som om de faktisk betød noget.

De medvirkende? Ja så gerne: Ensemblet som helhed skal have ros for både indsats og attitude. Camille-Cathrine Rommedahl har ud over nogle af de flotteste ben længe set læssevis af udstråling i den bærende rolle som Reno Sweeney, det er svært at holde blikket fra hende, og hun synger tilmed fedt.

Silas Holst er en drøm i rollen som hovedrolleindehaveren Billy Crocker, for kan den mand danse eller hvad? Det er en fornøjelse at se på.

Og hans tæft for det komiske foldes på det smukkeste ud, selv om Carsten Svendsen som den latterlige engelske Lord Evelyn Oakleigh nok løb med de fleste af aftenens grin, idet han gik til sagen for fuld udblæsning og blæste liv i, hvad der efterhånden er en slidt karikatur.

Også veteranen Preben Kristensen hentede megen latter hjem i rollen som Moonface Martin (Public Enemy #13!), og publikum havde også meget til overs for Rikke Hvidbjergs Erma Latour, en vaskeægte gangster med sexappeal og stemme som kridt over en tavle.

Ikke en skæv

Skal det være sjovt, så lad det være sjovt! Der blev ikke slået en skæv, og replikkerne faldt som en kugleregn fra en tommy gun, der blev danset, inklineret og nejet som død og kridte fra start til slut, og sangene blev sunget, som de skulle.

Den flotte og effektive art deco-inspirerede scenografi var effektivt indbydende, og det og den overlegent beherskede brug af køligt blåt lys gav tilskueren fornemmelsen af at befinde sig på en luksuscruiser et sted på Atlanten.

På vej ud af teatersalen overhørte Deres udsendte et nobelt klædt par drøfte forestillingen. Den ene part sagde: »Sikke en gang gas, hva’?«

Og hvis vi taler lattergas, så ja. Med masser af pizzazz, tilmed. Så skulle De have lyst til, som der synges i en oldgammel sang, at ’wrap all your troubles in dreams and dream all your troubles away’, kan en tur i Det Ny Teater på det varmeste anbefales.

’Anything Goes’. Iscenesat af Thomas Bendixen. Det Ny Teater. Spiller frem til den 18.12.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her