Læsetid: 3 min.

Vilde udkast

Argentinske César Aira skriver med uforudsigelighed og sproglig kraft om fiskebalsameringer og hjemmekloninger
22. oktober 2016

At begynde med referater af de to César Aira-romaner, Tiderne Skifter har samlet i et bind, Varamo og Litteraturkonferencen, kan måske få dem til at fremstå som mere tilforladelige, end de er. De er nemlig begge decideret modvillige, når det gælder læserens mulighed for danne sig et overblik over dem, vil jeg mene.

Men jeg kaster mig ud i det alligevel. For det virker, som om romanerne selv er skrevet på den måde, som udkast – vilde udkast – der nogle gange tager sig selv og deres fantasier og hallucinationer på ordet, andre gange bevidst forflygtiger dem og trumfer dem med uventede plotturns, fordi tekstens fremdrift, dens ’hyperaktivitet’ og narrative svæv, er meget vigtigere for forfatteren end f.eks. sammenfatning og opsamling, eller fortællingens såkaldte sammenhæng.

Men altså: Varamo kan siges at handle om »en skriver af tredje rang« fra Panama, som efter at have opdaget, at hans månedsløn består af falske sedler, kastes ud i alle mulige overvejelser og indbildninger, indviklede tankebaner og mærkelige oplevelser, før han, påstår romanens ikke ligefrem tilbageholdende fortæller, ender med at skrive et mesterværk i mellemamerikansk poesi, Sangen til Jomfrubarnet.

»Sigtet med denne beretning er at udfolde hele den række af hændelser, der naturligt førte fra det ene til det andet, lige fra det øjeblik han fik sedlerne udbetalt, til digtet var skrevet færdigt,« hedder det med dyb ironi.

I den anden roman, Litteraturkonferencen, er der en jegfortæller på færde ved navn César. Han er en noget selvhøjtidelig og højstemt forfatter, som for nylig er blevet rig ved at løse den berømte Macuto-tråds gåde og nu er taget til litteraturkonference i Venezuela for at sætte kronen på sit store eksperimenterende kloningsværk.

Han har i sinde at klone den mexicanske forfatter Carlos Fuentes og måske også gense en tidligere flamme. Jeg kan afsløre, at det ved hjælp af en hjemmeklonet ’hveps’ lykkes ham at få klonet noget, men ikke, hvad det er. Kun at det har noget med Carlos Fuentes at gøre.

Tør humor

Begge romaner har passager skrevet med parodisk omstændelighed, men også stor prægnans, som jeg alligevel mistænker for at tage pis på mig: »Han havde efterhånden udviklet en overtroisk frygt for øjeblikket, dette lille hul, som al menneskets disponible tid sivede ud igennem.«

Min usikkerhed skyldes romanernes grundstemning, deres leg med syntaks og logik, vilde usandsynligheder (tegne- og B-filmsindslag) og umulige indretninger, ligesom i de Escher-tegninger, jeg-fortælleren hjælpsomt henviser til.

Der er også tør humor, især i beskrivelserne af Varamos hobbyprojekt med at balsamere små dyr: »Han havde sat sig for at lave en fisk, der spillede klaver.«

Det kaster han sig så ud i, men har ikke tænkt på, at fiskens manglende arme kan være en svaghed ved opstillingen.

Igen får man fornemmelsen af at være vidne til parallelskrift og et forrykket univers, fordi fiskebalsameringen i ordvalget flirter med både at ville og ikke ville læses som en semiallegori eller poetik over Airas egen hovedkulds måde at ud- eller indvikle sine fortællinger på.

»Betydningerne glider,« som der står et sted.

Flere bøger oveni hinanden

Læseren glider også rundt i den karakteristiske Aira-logik, eller hvad vi skal kalde det, der sker i sætninger som følgende: »Når man improviserede, skulle man springe fra fornuft til ufornuft, så man skabte uventede effekter, sådan at man indfriede forventningerne med netop det, der ikke indfriede dem.«

Det pibler frem med sætninger, der flimrer under egne hele eller halve selvmodsigelser og med tankemættede forløb, der alligevel tit virker som om de selvbevidst handler om noget helt andet eller tredje, end de lader til.

Det er, som om Aira skriver flere bøger oveni hinanden, og hans fortællere indrømmer det flere steder med deres selvkommentarer og eksplicitte henvisninger til f.eks. deres egen brug af ’dækket direkte tale’ eller romanernes stil, som af César kaldes »surrealistisk rokoko«, hvilket ikke er helt ved siden af.

Der kan godt gå lovligt meget paradoksfiligran i Aira, og måske har han for nemt ved at holde distanceret legestue, men der er heldigvis også noget vildt uforsigtigt over ham, en uforudsigelighed og en sproglig kraft, som er virkelig smittende i Rigmor Kappel Schmidts oversættelse.

To romaner af César Aira: Varamo og Litteraturkonferencen. Oversat af Rigmor Kappel Schmidt. Tiderne Skifter, 198 sider, 249,95 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu