Læsetid: 4 min.

Adrenalinkvindens betroelser

’Jeg vil først og fremmest gerne overleve,’ skriver teaterinstruktøren Katrine Wiedemann i sin medrivende og rå bog om, hvordan teatret er ved at tage livet af hende
Teaterinstruktøren Katrine Wiedemann fortæller fuldstændig uden filter i sin bog ’Ved gudernes bord’. Her er det Sofie Gråbøl i en vidunderligt uvirkelig på-hovedet-scene fra Et ’Drømmespil’ på Betty Nansen Teatret i 2008.

Teaterinstruktøren Katrine Wiedemann fortæller fuldstændig uden filter i sin bog ’Ved gudernes bord’. Her er det Sofie Gråbøl i en vidunderligt uvirkelig på-hovedet-scene fra Et ’Drømmespil’ på Betty Nansen Teatret i 2008.

Natascha Thiara Rydvald

5. november 2016

Man får høj puls af at læse Katrine Wiedemanns selvbiografiske bog Ved gudernes bord. Denne teaterinstruktør skriver om sit kompromisløse liv, så man bliver helt bange for, om hun kan overleve den altkrævende skabelsesproces. Og samtidig står det klart, at hun heller ikke kan leve uden.

»Jeg skal på arbejde i en sort mine,« skriver hun om sit ellers så feterede kendisliv på vej til München for at iscenesætte Farlige lidenskaber. Sådan er hendes arbejdsdrift tilsyneladende.

Med årene har kvinden bag Et Drømmespil og Medea åbenbart lært at acceptere, at livet derhjemme med børnene sættes på konstant savn. Med mesterinstruktøren Ingmar Bergmans bog Laterna Magica som bibel.

Uimodståeligt ærlig

Katrine Wiedemann er en medrivende og provokerende forfatter, der elsker at kokettere med sin hypersensitive registrering af alle andre. Men også en sjældent oprigtig forfatter, der afslører den ekstreme isolation, der åbenbart er forudsætningen for hendes sanselige teaterkunst.

Den nu 47-årige instruktør er uimodståeligt ærlig. Hun skriver med et kækt sideblik til den selvbiografisk drevne Karl Ove Knausgård. Og hun fortæller nøgent om sin tvivl og sin angst. Dermed bliver Ved gudernes bord en bog om at have fået et talent, som forpligter.

»Kunsten føles som min måde at nå de fortvivlede på,« skriver hun et sted – og medregner sig selv til de lidende.

Korte kjoler

»Kan et kunstnerisk kald være stærkere end overlevelsesinstinktet?« spørger hun nervøst. For hun gennemfører sine prøver i München, selv om hjertet gungrer på medicin, og søvnløsheden gør hende gusten.

I hvert fald indtil hun hopper i en hasteindkøbt premierekjole – »jo mere presset, jo kortere kjole« – og en rød læbestift, så hun igen ligner en halv million ved tæppefald.

I bogen dyrker hun det faktum, at hun ikke har gået på teaterskole, men er selvlært. Men samtidig præsterer hun et teaterhistorisk overblik og en tolkning af klassikernes persongallerier, som man ikke kan lære på nogen skole: en intuitiv og højtbegavet forståelse for alt det paradoksale, der typisk gør rollefigurerne så fascinerende.

Men nej. »Ingen cowboybukser og mobiltelefoner på scenen,« som hun skriver. Hun løfter sig over dagligstuerealismen og skaber abstraktioner – med indfald, som er Wiedemann’ske.

»Intuitionen er min lille slædehund. Jeg lader mig trække af den. Altid,« forklarer hun. Med en sprogglæde, som giver mindelser om hendes afdøde far, Informations jazzkritiker Erik Wiedemann.

Hendes sprog rummer overraskende mange gammeldags begreber. ’Skam’ er et af favoritudtrykkene hos denne ultramoderne kvinde; også selv om ordet ’stolthed’ virkede mere oplagt.

At hade hårdt

Katrine Wiedemann har herligt mange overvejelser om, hvad det vil sige at være feminist. Ikke mindst om hvordan man klarer sig som kvindelig teaterinstruktør i en hierarkisk mandeverden.

Man kan ligefrem se hendes smil for sig, når hun fortæller om, hvordan det var at instruere som gravid. Og hvordan hun netop kan kaste Lulu og Merteuil – og Nora og Julie – ud i endnu vildere udskejelser, fordi hun selv er kvinde.

»Ingen kvinder hader mig på mine produktioner,« siger hun. I det hele taget rutsjer hun fra at beskrive rollefigurernes følelser med de mest raffinerede nuancer – til at forklare sine egne følelser over for skuespillere eller dramaturger i de mest grovmotoriske følelsesdefinitioner: at hade og at elske. Tydeligvis med en instinktiv moderlig forståelse af, at man kommer længst med at elske. Men hun er også realist.

»Jo hårdere, du er, jo mere elsket,« lyder det barskt.

Styr på Ibsen

Ved gudernes bord er et imponerende nøgent og ovenud charmerende selvportræt af en moderne kvinde, der lever i sin kunst og på trods af sin kunst. For denne anmelder skabte bogen også en uundgåelig spejling: følelsen af, at den næste forestilling er vigtigere end noget andet i verden, er åbenbart en farlig illusion, der flænser sindene på begge sider af scenekanten. Hver gang.

Bogen kræver noget af sin læser. Hvis man ikke lige har styr på Hamlet eller Peer Gynt eller Den kaukasiske kridtcirkel, må man sikkert læse visse afsnit to gange. Katrine Wiedemann forklarer det basale, men hun er ingen pædagog. Det har hun ikke tid til – det har man ikke, når man bevæger sig i ild.

Men hun skriver i et sprog, der gør teatrets tekniske virkelighed forståelig.

»Man kan sætte et trist lys. Men man kan ikke sætte et håbløst lys. Lys er håb. Derfor er teater håb,« som hun forklarer om lysdesignets effekt på hendes iscenesættelse.

Alligevel er der ikke langt fra håbet til angsten – og til den alt for høje puls.

»Adrenalin er gift, jeg kan se det i øjnene,« skriver hun.

»De trøjer, man instruerer i, kan smides væk, helst brændes, så meget lugter angstens sved. Det er dødsangst.«

Katrine Wiedemann: Ved gudernes bord. Om den umulige og nødvendige kunst.  Gyldendal. 352 sider. 299,95 kr. Er udkommet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu