Læsetid: 4 min.

Vi vil altid have Casablanca

Robert Zemeckis blander kærlighedsdrama og spionthriller i ’Allied’, der foregår i Casablanca og England under Anden Verdenskrig. Resultatet er en flot og på mange måder elegant film, der dog desværre forekommer noget anæmisk i forhold til de følelser, den skal forestille at skildre
Spionerne Marianne (Marion Cotillard) og Max (Brad Pitt) giver den som forelsket ægtepar i Robert Zemeckis’ romantiske drama, ’Allied’.

Spionerne Marianne (Marion Cotillard) og Max (Brad Pitt) giver den som forelsket ægtepar i Robert Zemeckis’ romantiske drama, ’Allied’.

Paramount Pictures

25. november 2016

Det er svært at frigøre sig fra en følelse af, at Robert Zemeckis i sin nye film, Allied, forsøger at gøre Casablanca og Michael Curtiz kunsten efter og lave et af den slags romantiske melodramaer med indbygget spænding, som de i Hollywood var så gode til at lave for et halvt århundrede eller mere siden.

Dertil kommer, at begge film foregår i Casablanca i Marokko under Anden Verdenskrig og handler om to mennesker, en mand og en kvinde, hvis liv støder sammen på grund af krigen.

Med lidt god vilje kan man ovenikøbet se nogle ligheder mellem Casablancas Rick (Humphrey Bogart) og Ilsa (Ingrid Bergman) og så Allieds Max (Brad Pitt) og Marianne (Marion Cotillard) – begge par er under pres på grund af krigen og dens menneskelige og moralske morads, og især de to mænd er i besiddelse af en stoicisme og en kynisme, som hører tiden og omstændighederne til. Men det er stadig væsensforskellige film, og sammenligningen mellem de to falder ikke ud til Zemeckis’ fordel.

Allied er en flot film, og Zemeckis er en dygtig og elegant billedmager, der får meget ud af både Casablanca i begyndelsen af filmen og sidenhen et krigshærget London. Han forstår at få fortiden til at leve, og man bliver overbevist af det meget specifikke tidsbillede og miljøskildringen.

Men samtidig er det en på flere måder anæmisk film, hvor man ikke for alvor er overbevist om den kærlighedens ild, der skal brænde mellem Marianne og Max.

Trailer til 'Allied'.

For cool og nedtonet

Allied begynder i 1942 med, at den canadiske pilot Max Vatan, der arbejder for den britiske efterretningstjeneste, lander med faldskærm i den marokkanske ørken. Han bliver samlet op af en chauffør, skifter tøj, og inden længe er han i Casablanca, hvor han mødes med den franske modstandskvinde Marianne Beauséjour.

Hun arbejder under dække på den tyske ambassade i byen, og de to lader, som om de er mand og kone, så de kan komme med til en ambassadefest, hvor de skal likvidere ambassadøren.

Vi følger deres forberedelser med skydeøvelser i ørkenen og et ægteskabeligt mummespil, og hvordan de to meget forskellige mennesker – hun er livlig og snakkesaglig, han er mere tavs og indadvendt – langsomt forelsker sig.

Da missionen er udført, forsøger Max at få Marianne med tilbage til London, men et hverdagsligt samliv er ikke helt nemt for to mennesker, der er vant til at spille skuespil og forstille sig.

Og således begynder filmen som en spionthriller og udvikler sig undervejs til et kærlighedsdrama, der som sagt vækker mindelser om Casablanca, men også Anthony Minghellas episk anlagte Den engelske patient og mange andre film i den eksotisk-romantiske genre.

Det er der bestemt ikke noget galt med, men hvor både Casablanca og Den engelske patient drives frem af hovedpersonernes passionerede forhold, er Allied for cool og nedtonet i sin skildring af Max og Mariannes kærlighed.

Spænding er ikke nok

Der er selvfølgelig noget sympatisk i, at Robert Zemeckis og de to dygtige skuespillere, Brad Pitt og Marion Cotillard, ikke overgør eller overdriver romancen mellem Max og Marianne. Måske er det mig, der er dårlig til at opfange de signaler, de to sender til hinanden. Måske er Pitts Max lidt for meget en træmand. Måske er der bare ingen kemi imellem Pitt og Cotillard.

Jeg tror i hvert fald ikke på, at de elsker hinanden så højt, som det skal forestille, at de gør. Det må siges at være et problem for en film, der forsøger at forklæde melodramaet som spionthriller, og det ødelægger især filmens anden halvdel.

Den første halvdel, der foregår i Casablanca, og hvor de to lærer hinanden at kende – og, som det sig hør og bør for mennesker i deres følsomme fag, prøver at finde ud af, om de kan stole på hinanden – køber jeg for det meste.

Hvor Michael Curtiz optog Casablanca i et studie i Hollywood, hvorfor hans bevægelsesfrihed og geografiske muligheder var begrænsede, har Zemeckis tilsyneladende haft det rigtige Casablanca – og et par computere eller tre – til sin rådighed, og det udnytter han fuldt ud.

Byen vækkes stemningsfuldt og overbevisende til live, og med øjnene sluger man de smukke kjoler, stilfulde jakkesæt og elegante biler, som hørte datiden og det vesterlandske jetset i den populære nordafrikanske by til.

Der er en god del spænding indbygget i scenerne, når Max og Marianne skal have deres omgivelser, både naboer og nazister, overbevist om, at de er et velhavende ægtepar fra Paris. Især Max’ canadisk-franske dialekt risikerer at afsløre dem over for de mennesker, der også kommer fra den tyskbesatte franske hovedstad.

Ja, spændingen bliver endda holdt i kog, da parret efterfølgende genfinder hinanden i London – uden at jeg skal afsløre hvordan. Men det er ikke nok, når man som Zemeckis hellere vil fortælle stort og bevægende om kærlighedens kraft end mere ligefremt om krig og spioner.

Allied. Instruktion: Robert Zemeckis. Manuskript: Steven Knight. Amerikansk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer