Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Det begyndte som håb, voksede til ekstase og slog om i skuffelse og vrede

99 år efter Sovjetunionens grundlæggelse udkommer sidste bind i nobelpristager Svetlana Aleksijevitjs dokumentarcyklus ’Utopiens stemmer’ på dansk. Den er nogenlunde lige så grandios, lige så foruroligende og lige så gådefuld som det sovjetmenneske, cyklussen giver stemme
Svetlana Aleksijevitj giver stemme til ’sovjetmennesket’ i sin dokumentarcyklus, hvor det sidste bind netop er udkommet.

Svetlana Aleksijevitj giver stemme til ’sovjetmennesket’ i sin dokumentarcyklus, hvor det sidste bind netop er udkommet.

Stefan Boness

Kultur
5. november 2016

Hun er født i Ukraine i 1948, opvokset i Hviderusland. Hun er uddannet i journalistik fra universitetet i Minsk og arbejdede de første år på små lokalredaktioner og litterære magasiner.

Hun har også skrevet bøger og modtog sidste år Nobels litteraturpris.

Hendes debutbog blev beskyldt for at vanhellige sovjetiske idealer og blev først udgivet efter Gorbatjovs opblødning af sovjetstaten.

I slutningen af halvfemserne blev hun på grund af sit forfatterskab udsat for voksende chikane fra Lukasjenkos hviderussiske styre og valgte i 2000 at forlade landet og bosætte sig i skiftende europæiske byer.

Hendes hovedværk er serien af dokumentariske bøger med fællestitlen Utopiens stemmer – historien om det røde menneske.

Læs Svetlana Aleksijevitjs Nobel-takketale: Tiden er secondhand

Serien indledte hun med Krigen har ikke et kvindeligt ansigt om sovjetiske kvinders deltagelse i Anden Verdenskrig, den såkaldte ’Store Fædrelandskrig’. Hun har i samme serie skrevet om blandt andet børns krigsoplevelser, om Sovjetunionens mere end ti år lange krig i Afghanistan og om følgerne af atomkraftulykken i Tjernobyl.

Den sidste bog i serien er Secondhand-tid fra 2013 om det opløste Sovjetunionen. Det er den bog, forlaget Palomar nu udgiver på dansk.

Både journalistik og litteratur

Der er indlysende nok noget grandiost over Svetlana Aleksijevitjs projekt. Det er mennesket med bestemt artikel, hun skriver om. Sovjetmennesket, det hele, som en gigantisk frise, der på en lidt paradoksal måde leder tanken hen på netop noget sovjetagtigt, det storladne, det grænseløse.

Noget lignende gælder hendes særlige form. Svetlana Aleksijevitjs bog består af interview med tidligere sovjetborgere fra overalt i unionen. Eller rettere stemmer, for væk er spørgsmålene og alle formidlende kommentarer ud over måske en indledende kursiv, der giver os et navn, en alder, en beskæftigelse, måske et sted.

Herefter følger stemmen, med små afbrydelser markeret med tre prikker, med talesprogets mange faste vendinger, gentagelser, sigende udråb. »Oj! Det kan jeg ikke tale om …«

Hvad stemmerne så gør alligevel med en enorm kraft og et enormt nærvær.

Det er altså journalistik, der er jo kilder, øjenvidner til Sovjetunionens lange historie. Og det er litteratur, fordi stemmerne er formede og arrangerede med en omhu, der rækker langt ud over den rene afskrift. Men måske litteratur først og fremmest, fordi Svetlana Aleksijevitj skubber stemmerne foran sig som personbundne fortællere, førsteperson ental, og skjuler sig selv et sted bagved.

’En ubevægelig mongol’

Det leder ind i historierne og til en fascinerende dobbelthed ved dem. Og ud igen.

Historierne rækker tilbage til tiden før og under ’Den Store Fædrelandskrig’. De fortæller om sovjetmennesket eller »sovjetspaden«, som er indfanget af en tilsyneladende uudslukkelig længsel, af nostalgi, af idealisme (en russer vil »ikke nøjes med bare at leve, han vil leve for noget«), af tørst efter imperiets storhed og af håb (»Men jeg vil gerne tilbage. Ikke fordi jeg godt kan lide sovjetisk pølse, men fordi jeg har brug for et land, hvor mennesket er et menneske.«).

De handler om et liv tilbragt i køkkenet, hvor sovjetstaten hver nat var til hemmelig forhandling (»Jeg husker tydeligt det her natlige Moskva-liv … et helt særligt liv … Det havde sine egne helte … sine kujoner og forrædere … Sin egen begejstring!«).

Om frygten for Stalin og om »Stalin-kulten« og den myte, der opstår omkring ham, når det eneste, han huskes for, er sejren over Hitler og imperiets enorme udstrækning (Halvdelen af alle unge mellem 19 og 30 år regner Stalin for at have været en »storslået skikkelse«).

De handler om Gorbatjov og en stemning, der begyndte som et håb, voksede til ekstase og slog om i skuffelse og for nogle blev til vrede.

De handler om tsar-længslen, som Putin har fundet sin plads i. Om demokratiet, som af samme årsag har svære kår; om oligarker, om korruption, om kapitalisme i en ekstrem og ekstremt barbarisk form, om vodka, krige og en næsten systematisk selvødelæggelse.

De handler om det paradoksale, gådefulde Rusland (»I Rusland kan alt ændre sig på fem år, men ingenting på 200«, Marx om Rusland: »en ubevægelig mongol«), og de handler om det, som flere af bogens personer uden at tøve kalder »den russiske ånd« eller »sjæl«, andre gange altså bare »sovjetmennesket«, men under alle omstændigheder opfatter som en gennemgående karakter og en tilsyneladende uforanderlige præmis til alle tider.

Realitet og uvirkelighed

Her bliver Svetlana Aleksijevitjs litteratur stor og foruroligende. Og samtidig forførende, mytologiserende, fordi det er umuligt at afgøre, hvor langt stemmerne har dækning i hende selv. Måske bortset fra i det korte forord (»En deltagers optegnelser«).

Her er hun tilsyneladende på linje med den generaliserede karakter. Hun bruger stedordet »vi« om et helt land eller egentlig flere, og de bestemte former »børnene«, »forældrene«, »forældregenerationen«. Og sammenfatter og overtager bogens vigtigste konklusioner.

Læser man så forfra, gennem de flere end 500 sider vidnesbyrd og hundredvis af stemmer, oplever man på en sær måde det samme én gang til og hele tiden. At der tales fra alle steder på én gang, mangestemmigt, og samtidig fra ét sted og hele tiden med én stemme.

Det er ingen indvending, tværtimod. Det er en beskrivelse af en følelse. Følelsen af Svetlana Aleksijevitjs bog, hendes metode, men sandsynligvis lige så meget følelsen af netop det, bogen kredser om, den gådefulde russiske ånd, sjælen. Som er det samme som følelsen af uvirkelighed og næsten hundrede års ubetvivlelig politisk realitet.

Til sidst ved man alt og forstår, hvor lidt man forstår.

Svetlana Aleksijevitj: Secondhand-tid. Oversat fra russisk af Tine Roesen. 548 sider, 349,95 kr. Forlaget Palomar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Robert Ørsted-Jensen

Hva - forstår damen ikke at alt hvad der gik galt bare skyldes USA imperialismens store sammensværgelse? Hun bør øjeblikkeligt sættes på tvangslytning hos vores fæller Oreskov og Atkins - LOL