Læsetid: 3 min.

Brecht brænder i Svendborg

Baggårdteatret præsenterer ’Bertolt Brechts Svendborgdigte’ som en musikalsk samtidskommentar, så Brechts tanker om den evige krig lyser klart og desperat – og frygtindgydende aktuelt
Brechts digt ’Sang mod Krigen’ bliver fortolket på Baggårdteatret af tre begavede mænd i universelt outfit – den tysk-amerikanske skuespiller Leif Eric Young, den danske skuespiller Jens Gotthelf og Saybia-musikeren Søren Huss.

Brechts digt ’Sang mod Krigen’ bliver fortolket på Baggårdteatret af tre begavede mænd i universelt outfit – den tysk-amerikanske skuespiller Leif Eric Young, den danske skuespiller Jens Gotthelf og Saybia-musikeren Søren Huss.

Rico Feldfoss

25. november 2016

»Er I klar over, at Brecht aldrig nogensinde lærte at tale dansk, selv om han boede her i seks år?«

Sådan spørger skuespilleren Jens Gotthelf publikum på Baggårdteatret i forestillingen Bertolt Brechts Svendborgdigte. Vi griner. Samtidig kan vi godt se pointen og den pinlige sammenligning med kravene til flygtninge i Danmark i dag.

Men den kommunistiske dramatiker skulle selvfølgelig ikke integreres i det danske samfund i 1930’erne, bare fordi han var i Danmark som flygtning. Han skulle tværtimod fortsætte med at skrive sine tyske stykker, mens han ventede på, at han kunne komme tilbage til Berlin og skabe sit teater. Så det gjorde han.

Brecht flygtede fra Nazitysklands bogbrændinger i 1933 og kom til Svendborg, hvor han boede i et stråtækt hus frem til 1939. Her skrev han flere af sine stykker – med Mutter Courage og hendes børn som det mest berømte.

Men han skrev også en samling tyske digte under titlen Svendborg Gedichte, som Baggårdteatrets leder Jakob Bjerregaard Engmann nu har fundet på at omskabe til teater – takket være en ny og kraftfuld oversættelse af Ulla Gjedde.

Brechts runde briller

Bertolt Brechts Svendborgdigte er ikke nogen traditionel teaterforestilling. Tværtimod. I begyndelsen tror man nærmest, at man er kommet til digtoplæsning. Skuespilleren Jens Gotthelf står høfligt og oversætter digtene, efterhånden som en tysker fremsiger verselinjerne på tysk.

Den tysk-amerikanske skuespiller Leif Eric Young spiller rollen som Brecht og har dramatikerens foretrukne arbejderskjorte på – og de karakteristiske runde briller og kasketten. Han har også Brechts umiskendelige strejf af mani i sit blik, som gør folk stille:

Denne mand har set krigen. Og han vil få os andre til at forstå, at vi selv bærer ansvaret for den.

Fremmedgørelsen

Selv kaldte Brecht sit vigtigste virkemiddel for Verfremdung, altså fremmedgørelse. Han ville ikke have, at tilskueren bare smægtede med hen i fiktionen – han ville have, at tilskueren tog stilling til teaterillusionen. Derfor er der mange scener hos Brecht, hvor en fortæller nøgternt beretter om de uhyrligheder, der sker.

Sådan er det også på Baggårdteatret. Faktisk virker første del af forestillingen som én lang Verfremdung – og egentlig også som en lovligt massiv sprogdemonstration. (Der tales i hvert fald mere tysk, end man nok kan klare, hvis man valgte fransk i skolen. Så der skal vist strøs mere oversættelse ind over forestillingens første scener, inden den går på turné – Hippie-Scheisse eller ej.)

Illusionen dør

Men Brechts pointe går klart igennem. Og charmen vælter ind over scenen, da musikeren Søren Huss fra Saybia indkaldes som den stjerne, der om nogen ville kunne formidle Brechts digte musikalsk. Søren Huss kaster to fingre på klaveret og laver en lille trille – og så forvandler Brechts svære tanker sig til de enkleste og voldsomste toner.

Publikum kender tydeligvis Søren Huss. Men her udvikler han sin legende form, så Brechts ord bliver indlysende lette for alle – og så hans musik får en helt ny fredsmission. Jens Gotthelfs smiler da også underfundigt og lettet – i hvert fald indtil den tyske skuespiller flår Brecht-brillerne af og erklærer illusionen for død.

Digte på stofruller

Herfra bliver forestillingen til sanseligt musikteater. Digtene smyger sig ind over de tre performere, og de billedstærke sætninger om brændende huse blusser.

Man kan mærke, hvordan Brechts digtersprog benytter de samme stærke helsætninger, der også findes i hans dramatik – og man kan høre, hvordan Brecht får et ord som ’Angst’ til at passe ind i de fleste linjer.

Imens indhylles scenen i lys og røg. Nicolaj Spangaas scenografi består ellers blot af et klaver og et symbolsk træ – og tre evige stofruller med digtene.

Den tyske instruktør Petra-Leonie Pichler har dog klogeligt valgt at lade virkemidlerne eskalere hen mod slutningen. Når de to skuespillere musikalsk jammer Brechts digte på hvert deres sprog, mens Søren Huss akkompagnerer på sin trompet, falder Brechts uforsonlige univers på plads.

I denne intense teaterapokalypse forstår man ordenes uhyggelige forudanelser. Og man mærker Brechts rasende blik for, at krigen aldrig holder op.

’Bertolt Brechts Svendborgdigte’. Idé: Jakob Bjerregaard Engmann. Tekster: Bertolt Brecht. Oversættelse: Ulla Gjedde. Iscenesættelse: Petra-Leonie Pichler. Musik: Søren Huss. Scenografi: Nicolaj Spangaa. Baggårdteatret i Svendborg til 2. december samt Mungo Park Kolding 28–29. november og 12. december, Odense Teater 3. og 5. december, Teater Grob i København 6-10. december, Bastionen i Nyborg 13. december – samt turné 2017/18

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu