Læsetid: 3 min.

Dengang nøgleordet for tidens ideal var ’konform’

James Schamus’ intelligente og stilfulde Philip Roth-filmatisering ’Indignation’ rummer pragtfulde scener, men er ikke helstøbt
Sarah Gadon og Logan Lerman i ’Indignation’.

Sarah Gadon og Logan Lerman i ’Indignation’.

Alison Cohen Rosa

25. november 2016

1951 var det år, hvor der lød de første spæde ungdomsoprørske toner i J. D. Salingers nu klassiske roman The Catcher in the Rye.

Det er også det år, hvor Philip Roth’ alter ego, Marcus Messner, påbegynder sin uddannelse på det konservative og kristne Winesburg College i Ohio. Og så alene er han med sine ateistiske tanker, at han må hente åndelig støtte fra England, hvor den socialistiske og netop nobelprisbelønnede filosof Bertrand Russell allerede i 1920’erne forklarede Why I Am Not a Christian.

Vi befinder os i en kulturelt statisk periode mellem krigsafslutningen og inden rock’n’roll- og teenagekulturens gennembrud i sidste halvdel af 1950’erne. Det er svært for unge at finde forbilleder, samtidig med at Korea-krigen lurer i horisonten som en konstant dødspåmindelse for unge fyre, der ikke er så heldige at komme på college.

Konformitetens årti

Marcus er en udpræget UG-dreng, en intens og indadvendt enegænger, der nødigt vil herses med. Men næppe har han undsluppet det beskedne slagterhjem i New Jersey med de overbekymrede jødiske forældre, før hans personlige integritet angribes af collegelivets rigide regulativer og slet skjulte krav om at være social og clubbable.

Nøgleordet for tidens ideal er ’konform’. Hvad ungdommen angår, var 1950’erne konformitetens årti.

Marcus ønsker ikke at tilhøre nogen klub, heller ikke den jødiske, og endnu mindre at deltage regelmæssigt i de andagtstimer, hvor der prædikes kristendom og moral.

Han er ingen oprører, men bliver det mod sin vilje ved blot at ville være sig selv i en atmosfære af vandkæmmet 1950’er-ensretning og slet skjult kvinde- og kommunistskræk.

Trailer til 'Indignation'.

Et blændende højdepunkt

Den generelt velskabte films kernekonflikt udspilles mellem Marcus og college-dekanen Caudwell, der kalder ham til samtale, da han har forlangt eneværelse.

Caudwell omfatter sin dygtige elev med en hæmmet faderlig interesse og ser ham som en potentiel pryd for Winesburg College, men mødet udvikler sig til en lang ordduel mellem en autoritetsfigur, der har svært ved at kue denne mønsterelev ind under sin vilje.

Det er en fremragende David og Goliat-scene, som den debuterende, men filmerfarne (som manusforfatter og producer) James Schamus instruerer med suveræn kontrol over alle Philip Roth-dialogens nuancer – de halvskjulte ydmygelser, den hykleriske sprogbrug, det stadig skiftende styrkeforhold mellem college-leder og elev.

Læs interview med James Schamus: ’Hvis man bliver indigneret, sørger man for både at handle og samtidig optræde som offer’

Schamus’ intelligente skuespillervalg giver den meget velskrevne snakkescene yderligere punch. For som Marcus, som vi jo skal holde med, er Logan Lerman netop ideelt gennemsympatisk og ungdommeligt sensitiv i den vanskelige rolle som den, der altid har ret.

Her er ikke skygge af selvretfærdighed, men en velformuleret yngling, der med stadig mere indigneret stædighed fastholder sine idealer.

Og Tracy Letts’ dekan er nok stålsat, men åbner alligevel for sprækker ind til noget menneskeligt bag den uigennemskydeligt tungefærdige skolelederfacon.

Blond drømmepige

På knap så sikker grund færdes filmen i sin kærlighedshistorie, for det lykkes ikke rigtig at få heltinden, den gådefulde og gudesmukke blondine Olivia, placeret helt overbevisende i Marcus’ udviklingshistorie.

Vi ser hende med hans øjne, og Sarah Gadon fremstiller hende som en ren drømmepige af åbenlys begavelse, seksuelt frisind og underfundig humor – men samtidig skal hun rumme et nervevrag på randen af sammenbrud. Og den pige er svær at få øje på i Gadons stilfulde præstation.

Desværre glider også selve fortællingen om Marcus instruktøren af hænde til allersidst, hvor det nærmest virker, som om han har måttet rive nogle sider ud af sit eget manuskript – så hullet bliver historien.

Men inden da er der en masse at glæde sig over i den tidsatmosfæriske og humoristiske detaljerigdom og ikke mindst i nogle suveræne birollepræstationer. Og visuelt er filmen en nydelse med sine mange gennemarbejdede totalbilleder, der med stor selvfølgelighed placerer personerne på en farvedæmpet, ofte brunlig og altid velgennemtænkt baggrund.

’Indignation’. Instruktion og manuskript: James Schamus efter roman af Philip Roth. Amerikansk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu