Læsetid 3 min.

Deroute, deroute

’Kvinderne fra Thy’ er næsten som en veltømret, realistisk Maria Helleberg-roman. Den kalder sig selv en slægtsroman, men er den nu virkelig også det?
Maria Helleberg er aktuel med romanen ’Kvinderne fra Thy’.

Maria Helleberg er aktuel med romanen ’Kvinderne fra Thy’.

Sofie Amalie Klougart
12. november 2016

Maria Hellebergs Kvinderne fra Thy bærer undertitlen »En slægtsroman«, men hvad karakteriserer egentlig en slægtsroman?

Der er nogle åbenlyse kriterier: At handlingen strækker sig over mere end en enkelt generation, og at den beskriver et realistisk handlingsforløb, som er farvet af tiden, den foregår i.

Med Kvinderne fra Thy fortælles det samtidig på bagsiden, at denne handler om Maria Hellebergs egen slægt, hendes oldemor og hendes mormor. Derfor forventer man også et eller andet om, hvad personerne har betydet for forfatteren, uden at romanen ligefrem behøver at være autofiktion.

Men i romanens forløb når man først til slægtsforbindelsen i anden generation, hvor hovedpersonen gifter sig efternavnet Helleberg til. Ellers lever den kun op til de to første kriterier. Fortællerens kommentarer, der ikke handler om noget slægtskab med personerne – bortset fra i et kort forord og en lidt længere, stemningsmættet prolog – indskrænker sig til to bemærkninger:

»Men bare rolig, det var netop ved at ske. Ud af berøvelse, udfordring og umage kan der opstå nyt liv,« står der på side 82. Og på side 83:

»Den virkelige glæde skulle først komme til hende senere, men det anede hun intet om. Foreløbig levede hun som en rotte fanget i en æske.«

Så tier den alvidende fortæller og trækker sig tilbage resten af de 382 sider, hvor vi først følger jordemoren Marianes, senere hendes yngste datter Marie Dusines liv.

En lillebitte verden

Vi er i Vestjylland, i et snævert miljø, hvor de hellige hersker, og kvinderne reder håret stramt tilbage i nakkeknude. Doktoren er noget, man sender bud efter, når folk enten er døde eller ligger på det yderste, og de utallige børnefødsler besørges uden professionel hjælp.

Det bliver Marianes chance for at udvide sin lillebitte verden, hvor resten af Danmark er langt væk, Thisted, Aalborg og København stort set ét fedt. Hun bliver en efterspurgt jordemor.

Romanen skildrer åbningerne, der fører de to kvinder videre i livet og pø om pø ind i det 20. århundrede med stemmeret til kvinderne, uden at det dog gør nogen forskel i deres egne liv.

Mariane lærer at læse. Hun møder en læge, som tager hende med i det syndige teater til Ibsens Gengangere, og ind imellem hendes egne utallige børnefødsler, hvor hun knap kan kende forskel på ungerne i kuldet, bliver der plads til drømme og stjålne møder med helt andre universer.

Sin yngste datter får Mariane dog et tættere forhold til end til resten af ynglen, hun forærer Marie Ibsens Brand, og senere får Marie endda fingrene i J.P. Jacobsens Fru Marie Grubbe.

Hun kommer ud at tjene i Jacobsens hjemby, Thisted, og efter en tid som tjenestepige, hvor en mand udsætter hende for det – jeg havde nær sagt obligate – voldtægtsforsøg, skaffer hun sig en læreplads som modist og træffer Christian Helleberg.

Svage mænd, stærke kvinder

Mændene skildres som svage og utilstrækkelige. Marianes far drikker og spiller gården væk. Marianes ægtemand emigrerer til USA, angiveligt i håb om at komme til at forsørge familien. Billetten til den nye verden lader dog vente på sig, manden bliver skudt under et opgør i en ’salon’, noget, der undrer hjemme i Thy. Hvad skulle han dog i en salon?

Christian, der kommer af god familie, forsøger sig som godsejer, det går ikke godt. Familien flytter til et mindre sted, ildsvåde og gæld plukker fjerene af, deroute, deroute.

Til gengæld er kvinderne bomstærke. Mariane får tilnavnet ’Granitkvinden’, Marie forstår at skaffe sig selv i vej og også at bide fra sig, når det gælder.

Der er antydet en historisk udvikling hen imod det moderne, som dog ikke kan få megen plads inden for det snævre miljø. Men fornemmelsen af, at netop disse to kvinder – og de bedrøvelige mænd – skulle betyde noget særligt for Maria Helleberg, udebliver.

Havde hun strøget prologen og forordet, havde man siddet med en veltømret, realistisk Maria Helleberg-roman, og det havde man vistnok fået nøjagtig det samme udbytte af, som man nu får af mødet med hendes slægt.

Personligt havde jeg hellere fulgtes med stemmen fra prologen.

Maria Helleberg: Kvinderne fra Thy. Samleren. 382 sider, 299,95 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu